Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Sigrid Undsets sidste roman. Av Kristian Elster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kri s tian Elster
ikke så meget, det er mest at alt det fine,
det skjære slettes ut, og at det djerve og
dristige i den lange kamp forsterkes,
springer tydeligere .frem. Hun blir mindre
nærtagende, mindre fintfölende end för. Dette
vises ved en række overordentlig fint
skildrede småtræk, og er så sikkert gjennemfört,
så sjælelig nöiagtig beregnet, at det blir
som en smerte at opleve hvorledes det
kvindelig fineste, det uerstattelige i hendes
sind tapes. Og som hendes sind ændres
under kampen, slik ændres også hendes
kjærlighet. Hun elsker altid Erlend, kanske
dypere, med en mere uavrystelig
kjærlighet jo mere klartseende den blir. Men
det er en skral lykke som er seirens lön.
Hun har lidt for meget, det er kommet en
hård angst i hendes sind, lykken i hendes
kjærlighet er skræmt. Da hun endelig står
brud ved hans side, vælter det sig over
hende, alt det som det har kostet at vinde
frem, alt det hårde hun må ha övet, alt
det hun har måttet trodse og gjöre ondt
mot forældrene og andre, mot uskyldige
og værgelöse, og alt det hun har lidt. Og
den dag hun bærer brudekronen er det
som hun synes hun vies til gjengjældelse
og bod.
Denne kjærlighetshistorie er fortalt med
lidenskap, med dristig og utilslöret styrke
og med indtrængende sjælekundskap. Det
er sjælden slik at kunne leve med i en
fölelses vekst og omskiften, dens glæde og
angst. Det er noget gripende,
altovervæl-dende i styrken av Kristins kjærlighet, den
er i sandhet en fölelse som er sterkere end
hende selv, mere beherskende end alt andet.
Like så dyp, like så fængslende som
beretningen om Kristin, er fortællingen om
forældrene, Lavrans Björgulfsön og
Ragn-frid. Lavrans er romanens smukkeste
skikkelse, en höisindet, mild, mandig, klok og
god månd. Som ung uskyldig gut blev
han giftet bort til den ældre Ragnfrid, som
han knapt kjendte, og som han aldrig lærte
at elske. Men hun, som i hemmelighet
hadde tilhört en anden för hun blev gift
med Lavrans, hun lærte snart at elske sin
månd, heftig, av fuld lidenskap. Hun fik
hans ömhet og omsorg, hans troskap og
agtelse, hans attrå lykkedes det hende
aldrig at vække. Og det blev aldrig lykke
i deres liv. Deres sönner döde, den ene
datter blev kröbling, men intet volder dem
slik sorg som Kristins skjæbne. Kjærlig-
heten til hende var det som hadde git
livet værd för Lavrans: »Gift, det var han
blit — uspurt næsten. Venner — han
hadde mange, og han hadde ingen. Krig
— det hadde været glæde, men der blev
ikke mere krig — hans rustning hang oppe
i loftet, litet brukt. Han var blit bonde —.
Men han hadde hat dötrene — alt han
hadde levet var blit kjært, fordi han
trygget dem med det, de fine blöte små livene
han hadde holdt i hænderne sine. Han
husket Kristins lille toårs skrot på skuldren
sin, hendes linbleke, myke hår mot kinden
sin. Hendes små hænder som holdt i hans
belte mens hun stanget sin runde, hårde
barnepande mot hans skulderblade, når han
red ut med hende bak sig på hesten.» —
Det er den samme frelsende melodi som
i Sigrid Undsets moderne böker om
barnene som gjör livet værd at leve.
Den nat Kristin blir gift, sitter faren
og moren i låven og snakker sammen om
sit liv og hendes skjæbne, og ord som
aldrig har været sagt mellem dem sies nu,
og tilståelser som aldrig har været git för,
gives nu. Denne scene er kanske
romanens ypperste, en uforglæmmelig oprivende
sandfærdig skildring . . .
— En mængde mennesker rörer sig i
denne bok, klart og sikkert tegnet og
fremstillet, alle bidragende til at öke romanens
liv og berike handlingens gang og til at
utdype perspektivet i billedet av
middelalderlig liv i bygd og by.
IV.
Det som skiller Kristin Lavransdatter
fra de moderne kvindeskikkelser Sigrid
Undset har skapt, er at Kristin har sterkere
lidenskap, hetere blod og er mere samlet
i sin fölelse end nogen av de andre. Hos
hende blåner ikke længselen over
resignationen. Hos hende springer elskoven ut,
pludselig overvældende og da for hele
livet. Tilfældet gjör hun möter den månd
som har elskovsmagten i sig, netop for
hende, i den stund da hun selv er fuldt
moden for kjærlighet. Hun kan ikke tænke
på den mands værd hun hengir sig til,
hun kan bare föle at han er manden, den
månd som kan fylde hendes sind med den
livserotik hun begjærer. Til modsætning
av de moderne unge kvinder Sigrid Undset
skildrer, möter Kristin den store fölelse som
380
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
