Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Sigrid Undsets sidste roman. Av Kristian Elster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Undsets sidste roman
Likefrem mesterlig er den måte hvorpå
det har lykkedes fru Undset at
levende-gjöre den gamle by for os, skildringene
fra livet her, av byen selv, av interiörene
fra Nonneseter kloster har en glans, en
tydelighet, og et liv som ellers bare det
oplevede og sette pleier at gi en skildring.
Og her findes praktisk talt ingen
kulturhistorisk beskrivelse som står der bare for
sin egen skyld, hemmende beretningens
frie gang. Det kulturhistoriske er overalt
utarbeidet til en naturlighet og selvfölgelig
milieuskildring og er ikke mere
fremtrædende end en millieuskildring med
kunstnerisk ret må bli i en så bred og slik
anlagt roman. Og på samme måte er den
kulturhistoriske viden indarbeidet i selve
handlingen og i menneskeskildringen. Alt
hvad der berettes om skikke, levevis,
klædedragt, boliger er medtat som en nödvendig
del av romanens eget liv; Den
midder-alderlige stemning möter os like meget fra
menneskene selv, fra deres tankegang og
fölelsesliv — uten at disse mennesker en
eneste gang föles literært, historisk; de er
först og fremst mennesker og vi, den
moderne læser, föler det som kunde det ikke
være skildret sandfærdigere av en
samtidig.
Fortællingen er en kjærlighetshistorie,
og dens indre motiv er karakteristisk for
Sigrid Undset og i nært slegtskap med
hovedmotivet i hendes övrige digtning. Den
beretter om Kristin Lavransdatter, datter
av Lavrans Björgulfsön på Jörundstad og
hustru Rangfrid, datter av Ivar Gjesling
på Sandbu i Vaagaa, og det er Kristins
kamp for at få den månd hun elsker,
Erlend Nikulaussön på Husaby, som utgjör
romanens handling. Men dens hovedmotiv
er hendes egen utvikling, hendes
kjærlig-hetsfölelses utvikling under denne kamp.
Av forældrene har hun været bortlovet til
en anden månd, den dygtige og retskafne
Simon Andressön på Dyfrin. Kristins
sanser er blit vakt brutalt og pludselig ved et
overfald hun såvidt reddet sig fra, og selv
om hun intet föler for Simon — eller for
den unge bardomsven Arne, som elsker
hende så höit — holder Simons beilen og
Arnes kjærlighed hendes fantasi i de
svingninger den er sat i. Hendes sind er åpent
og rede, hendes krop modnet, hun er i den
farlige utvælgelsens time, da det ikke er
sikkert at valget falder på den bedste månd.
I Oslo, hvor hun en tid er i Nonneseter
kloster, træffer hun Erlend Nikulaussön, som
netop har alle de egenskaper som kan
overvinde en kvinde hvis fölelser er
bristefærdig modne. Han er smuk, beleven,
tilsyneladende mandig og ridderlig, et pust
av eventyret fölger ham, hans rykte er ikke
det bedste, det er en atmosfære av erotik
om ham. Han er slet ikke ond, det er
mest hans svakhet som har bragt ham op
i farlige historier, et forhold til en gift
kvinde med hvem han har flere barn,
samtidig som han er en halvt ökonomisk
ruineret månd. Han elsker av et oprigtig
hjerte Kristin, kanske som han aldrig har
elsket för. Han er ikke bevisst trolös, men
uten utholdenhet, også i fölelserne, nok
letsindig, men ikke likeglad, ödsel og
udygtig, men ikke uhederlig. Han er uten
karakter, uten sjælelig styrke. Det er noget
ridderlig i hans ydre færd, i hans
optræden utad, men han er uridderlig av sind.
Han er ikke den månd en kvinde kan stole
på, fordi han til syvende og sidst ingen
agtelse har for hende.
Til denne månd gir Kristin sig hurtig
hen, endnu för hun er löst fra sit löfte til
Simon. Da först kjærligheten får magten
over hende, kjender hun ikke til at stå
imot. Hun ser hans svakheter, men det
er som bare binder de dem, ham og
hende, tættere sammen. Nu har hun ingen
anden vilje end at få den hun elsker,
og kjender ikke længer hensyn. Hun er
svak for ham i sin elskov, men uten
anger. Et av de mest karakteristiske træk
hos Erlend, som viser grundskaden i hans
karakter, er den måte hvorpå han
misbruker den blanding av stolthet og svakhet
der er i Kristins sind, hendes voldsomme
hengivelse og hendes sky for at klage sig.
Han skåner hende ikke. Han sætter hende,
den blottende unge og ukjendte pike,
stevnemote i et av Oslos offentlige hus, han
kjender aldrig ærbödighet for hende. Da
de endelig er blit trolovet og har
forældrenes samtykke, ber hun ham om at de
ikke skal misbruke farens tillid. Men
under spök tar han hende halvt med vold.
Hun er hans elskerinde og aldrig den
fremtidige hustru han skylder ærbödighet og
hensyn.
Fortrinlig viser nu romanen hvordan
Kristin i denne mands hænder forsimpler
og forgrover sin natur, tilsyneladende slet
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
