Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Lyrik o g Prosa
Sagte, som Plov vender Muld,
eller Bøg strækker Roden i Jord,
strakte mit Land sin Rod,
saa langt som de Danske bor.
Typisk for Buchholtz’ originale
Personlighed er Prosadigtet »Vil I vide,
hvordan man digter?» — »at digte, det er med
blodige Hænder gennem Sten og Mørke til
Violer». Bogen er en Række Arabesker,
Splinter, der er faldet af fra det
digteriske Arbejde, som saa hurtig fæstnede
denne Forfatters Ry, ofte af en villet
Originalitet, der kan virke forstemmende, men
ligesaa ofte lysende op i Originalitet som
det Digt, der hedder »Nattesyner».
Den rene Lyrik har en udpræget
Repræsentant i Otto Gelsted, hvis Dansens
Almagt svulmer af den nyeste Modes
Fordringer til Poesien, det dunkelt tænkte,
dunkelt sagte, dunkelt udførte. Og saa
skinner der dog gennem de sorte og
sorttalende Ord et saadant Digt som
»Drømmen», hvor Desillusionen er udtrykt skarpt
og ubønhørligt: naar Højens Porte er
lukket igen, naar Festens Blus er slukket og
Troldens Datter borte, viser det sig ogsaa, at
Guldet, du vil gemme,
er bare gammelt Blik.
Ogsaa Kai Friis-Møller er en
udpræget Artist. I Indskrifter har han
samlet sine udvalgte Vers fra det sidste Tiaar,
ikke just nogen frodig og inspireret
Produktion, men ejendommelig ved
Kunstnerforfinelse og literær Forstaaelse, ofte
Digtning paa anden Haand, ogsaa skæmmet
af en saadan Piet som Digtet »Til Thomas
Kingos Manes».
Han digter om »den brede Vej, der
fra Midsomren skraaner bort mod Høsten»,
han fortæller om »Ventetidens» Uro,
Regnen, »der siver ned i en trøsteløs Alle,
og Urets Suk: »Maaske, maaske, maaske
hun udebliver...» I gammeldags
Hyrdestil former han et gratiöst Digt som »In
Arcadia», og i »Indbydelse til Middag»
efterligner han vittigt gammelromerske
Gæstebudopfordringer. Ellers er det
værdifuldeste i Friis-Møllers Vers hans
omhyggeligt og sirligt udførte Gendigtninger —
efter Gautier, Baudelaire, Shelley. Ogsaa
han inspireres af Genforeningen og slutter
med et nyt Digt »Alle Danskes Dag»,
en Hilsen fra England, sendt med Blæsten
østerpaa:
O kys mit Land paa dets Flammedag,
og syng for mit Land, o Brise,
paa Dagen, som er alle Danskes Dag,
et Vers af saa dansk en Vise . . .
Her faar hans Vers den melodiøse
Ynde, de ellers ofte savner.
Marinus Børup har i Drillerier
udviklet sig til Satiriker, han tilspidser sine
Vers og giver dem en skarp Odd, men
han besynger ogsaa de skælvende
Stjær-ner, der »staa over Himlen i Brand» og
uddyber Fredløsheden i Ahasverus’
Skikkelse. Han er siden sine første Arbejder
voxet som Kunstner — man er spændt paa,
i hvilken Retning hans Udvikling vil gaa.
Det samme kan siges om Emil
Bønne-lycke. Hans Produktivitet synes stadig
ubegrænset, det gløder og flammer i hans
Indre, mangfoldige Idéer og Stemninger vil
have Luft, men Formen er brøstfældig,
Udtrykket ofte usikkert. Der savnes Musik,
Ynde i hans Vers — Indtrykket er træet.
Han har valgt Giddæbleme til Symbol
for sine Digte — »Guldæblet springer» som
den glade Bys Symbol,
springer i Straaler af Vand og Sol —
spiller et styrtende Spil af Krystal,
og bærer vor Fryd i det gyldne Fald.
Guldæblet »falder og stiger igen» —
denne Falden og Stigen, denne Straalen
»med Funker af Sol i det kaade Sprøjt»
kunde man ønske Bønnelyckes Vers.
Hans sidste Roman Aurora er en
Række Fantasier, Billeder, Drømmerier,
som hvirvler En afsted. Hver Gang, man
tror at have faaet fast Grund under
Fødderne, skuffes man og befinder sig atter
paa de vilde Vover, hvor Drømmeskibet
»Aurora» boltres om. »Aurora», Skibet,
hvor saa mange forskellige Skikkelser fra
modsatte Samfundslag mødes — et i
Digtningen saa ofte benyttet Motiv, f. Ex. af
Jonas Lie, Hans Delbrtick og sidst af
Sophus Michaelis i hans her nævnte
Skuespil »Paa Havet» — løftes, som det
hedder tilsidst, af den blaa Luft, der
»omringede det med Eventyrets mangfoldigt
nuancerede Farver». Denne blaa Luft er
vist ikke saa lidt i Slægt med
Romantikens blaa Blomst — Romanen opløser sig
i Fantasier og Stemninger, og
Helhedsbilledet svigter. Det gaar Læseren af
»Aurora», som det gik Helena i Roma-
549
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
