Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C ar l Behrens
nen, da Poul viser hende sit Billede, som
»hun ikke syntes var noget Billede, men
kun en aandfuld og begavet Konflikt af
Farveri>. Og paa Bonnelycke kan
anvendes hans egne Ord om den unge Maler:
»Der var Styrke i hans Ord. Vilje i hans
Teori. Varme i hans Fortolkning af denne».
Men, tilføjer saa Læseren: Romanforfatter
er han ikke.
Det samme gælder Carl Gad, hvis
Styrtede Guder er en Række løsrevne
Optrin eller »Stationer paa Hans Rønnes
Vej», hastige Udblik over en moderne
kæmpende Personligheds Skæbne — han
vil skabe »en ny Vilje», men i Kampen
bliver han den mest hadede Månd i
Landet, han hader Menneskene for deres
Ondskab, kæmper mod Hadet og maa dø for
et Stenkast.
Denne Bog, skrevet under Indtryk af
den nyeste Nutid, er affattet i en hektisk
Stil med ganske korte Sætninger, der
ligesom forplanter Uroen til Læseren — han
bliver aandeløs. Tonen er denne:
Fadder. Fødder.
Gang. Løb. Tramp. Takt.
Gaden koger. Folket svimler. Folket vil.
Mennesker smelter. Gaden brøler. Folket vil.
Fødder. Fødder. Takt.
Krig. Krig. Krig.
Bonnelycke har allerede dannet Skole.
Nej -—■ Martin Andersen Nexø
for-staar at skrive Roman, bred, omstændelig,
redegørende samvittighedsfuldt for
Enkeltheder og dog i den store menneskelige
Linje. Det fjerde Bind af Ditte
Menneskebarn følger Heltindens Skæbne, da hun
som Tjenestepige er kommen fra det stille
Fiskerleje ind til den urolige By. Her
skete der ingen ydre Forandring med hende.
»Hun groede indad. Hun satte Kærne.»
Hun bliver knyttet til en Familie, hvor
hun lever et Liv »i fornøjeligt Arbejde,
aandelige Interesser, menneskeligt
Fællesskab», og saa vil hendes Skæbne dog, at
det klamme Halvmørke atter lukker sig
om hende. Hun »havde faaet et Kig ind
i det forjættede Land — det var hendes
Forbandelse». Hendes Kamp i det
mørkeste Kjöbenhavn slutter dette Afsnit, men
er der ikke et svagt Haab om, at hun
trods alt redder sig ud af Skærsilden? Dyb
menneskelig Forstaaelse, varm Sympati med
de forkuede og undertrykte banker
gennem Bogen, der vækker samme Følelser
hos Læseren.
Et helt andet Kjöbenhavn møder En i
Karl Larsens Den gamle Historie
-Kjöbenhavn paa Overgangen fra Voldenes
snævre Residensby til den moderne
Hovedstad. Karl Larsens stort anlagte
Fortælling, der er Indledningen til en Cyclus,
spændende over en Menneskealder, danner
en mærkelig Enklave i moderne dansk
Prosakunst. Den er nemlig en
selvbiografisk Roman, en Række Memoirer, frit
udformede, men dog sammenholdt af det
selvoplevede, erindrede. Det er 70’ernes
Kjöbenhavn, der lever op igen, hvor
Modsætningerne mellem gammelt og nyt,
mellem nationalliberal Kultur og moderne
Gennembrud farver Tilværelsen og bestemmer
over Menneskene.
Det er lykkedes Karl Larsen med
sikker Kunst at tegne den aandelige
Atmosfære, de forskellige Hjem træder
lyslevende frem, især Officershjemmet, der er
præget af Begivenhederne i 1864. Og
med fin Portræt- og Karakteriseringskunst
er de forskellige Typer givne ■—
Portræter, men ikke Karikaturer, opfattede
gennem et Temperament, adlede af den
Patina, Aarene har lagt over Oplevelserne.
Karl Larsens Bog vil, naar den ad
Aare er fuldendt, blive et vigtigt
Dokument til Forstaaelse af dansk Kultur
gennem en Menneskealder — da vil den paa
dette Sted fortjene en udførlig og samlet
Redegørelse.
Ogsaa Laurids Bruun gaar i sin
Roman De Betinget Benaadede ud fra
Vir-kelighedsindtryk •—- den store
Jærnbane-katastrofe ved Kjöbenhavn i Efteraaret
1919. Han skildrer de frelste som
betinget benaadede — en Betegnelse, de ikke
synes om: »det er jo, naar man har lavet
noget og faar Lov til at gaa rundt og
forbedre sig». Der er virkelig her Idé til en
satirisk Samfundsskildring, — man
kommer til at tænke paa, hvad en af de store
russiske Romanforfattere vilde have faaet
ud af et saadant Stof — Bruun behandler
det føljetonistisk.
Derimod hæver Gunnar Gunnarsson
sig i Salige er de enfoldige just op mod
550
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
