Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Lyrik og Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
om saadanne Stilister som M. Goldschmidt
og Vilhelm Topsøe. Og hele
Fortælle-maaden, Formen, i hvilken
Begivenhederne udvikler sig, Personernes idéelle
Habitus siger, at skønt det er den nyeste
Nutid, der skildres, er Forfatteren just
ingen Aarsunge.
Han frembyder Exemplet paa en Månd,
der med fem Fortællinger under samme
Pseudonym nu har skabt sig et særligt
Navn, har fundet sin egen Domæne —
man har Indtryk af en aldrende Månd, der
fra sit Studerekammer iagttager det moderne
Liv med dets Konflikter og dybe
Splittelse og med den Fjærnhed fra
Problemerne, der er uundgaaelig, bedømmer dem
klogt og velovervejet og lidenskabsløst ud
fra en velerhvervet Menneskekundskab.
»Via dolorosa» skildrer den gamle
Kunstner Frants Hallagers bitre Erfaringer —
hans Liv er en fortsat Sorgernes Række.
Men efter mange smertelige Tab er det,
som om hans lille Barnebarn, der lover at
»holde din Haand og vise dig Vej», atter
forsoner ham med Tilværelsen: »Smertens
Vej — via dolorosa, der fører til
Erkendelsen og Frigørelsen — en bestandig
Tilintetgørelse, men ogsaa en evig
Fornyelse.»
Denne Fortælling virker som fin
Kammermusik midt imellem Expressionismens
Mislyde.
Ogsaa i Richardt Gandrups tragiske
Fortælling Macpelas Hule findes en
Smertens Vej. Titlen hidrører fra den
bibelske Beretning om Abraham, der begrov
»Sara, sin Hustru, i Hulen paa Ageren, i
Macpela tvært over for Mamre, det er
Hebron i Canaans Land». Den Smertens
Vej, Poul Ring maa gaa, fører ind i det
Hus, hvor han har levet lykkeligt med sin
Hustru, der har bedraget og forladt ham,
og hvor nu alle Minder gaber ham i Møde.
Gandrup har i sin korte Fortælling vidst
at uddybe Emnet saaledes, at en
Menneskeskæbne staar skarpt og ubarmhjertigt
belyst fra alle Sider. Poul Ring føler sig
selv som en død, han lever ikke mere,
han vil have Fred i Graven til
Opstandelsens Morgen. Og med en menneskelig
Kunst, der gør Forfatteren Ære, vises nu
de Stadier paa hans Smertes Vej, der
fører ham fra den raadløse Fortvivlelse til
den trygge Søvn med sundt og roligt Aan-
dedrag. Det er en meget smuk og
gribende Fortælling.
I sine tre Smaafortællinger I de lyse
Nætter adler Marié Bregendahl
forskellige Menneskeskæbner med sin fine
Medfølelse og’ sin skildrende Kunst —
landlige Typer, hvor Resignationen er det
fremtrædende Træk og — i den største
Fortælling »Blomstrende Hyld» — en
Videnskabsmand, der kæmper med Minderne fra
en lidelsesfuld og ydmygende Barndom.
Han jages afsted for sine vexlende
Stemningers Voldsomhed, er raadvild og
mistænksom, og det er Forfatterindens Kunst,
at hun har faaet vakt vor Medfölelse for
dette Menneske, der uvilkaarligt drives fra
Handling til Handling.
Medfölelse er ogsaa Hovedtemaet i
Christian Houmarks nye Roman
Sommerdans, hvor mild Forstaaelse af
Menneskers Færd er Ledemotivet i de
Begivenheder, der omsider fører to unge
sammen efter mange Misforstaaelser og
Forviklinger. Houmark viser sig i sine
Skildringer af Stillelivsfolk som en pietetsfuld
Elev af Herman Bang.
Med Aage Madelung hensættes vi i
et helt andet Milieu — I Dyreham er
Stemningsbilleder og Indtryk fra det
uendelige Rusland, gengivne med en
suggestiv Kraft, der er mærkelig i sin Art. De
vexlende Aarstider, som de spejler sig i
Naturen, har den sikreste Iagttager i
Madelung, han kender lige godt Dyr og
Mennesker, han er en mægtig Jæger for
Herren og befinder sig bedst med Bøsse paa
Nakken og den støvende Hund foran sig.
Naar Sneen fyger alenhøjt, og Vindens
kolde Pust gaar til Marv og Ben, vandrer
han afsted — man føler ligefrem Frosten,
ser den kuldegysende Vinterhimmel, mod
hvilken Røgen stiger lige og frossen.
Russiske Bønder, Fiskere og Prangere
befolker den Natur, han bevæger sig i,
man hører dem rase, skraale og bande,
ser dem kysse hinanden og drikke Lidkøb
paa Markederne — man er milevidt borte
fra Civilisation og Overkultur. Der
aan-des med stærke Lunger i denne Bog, vi
staar overfor en Friluftsnatur, der som
Digter og Iagttager har valgt sine egne Veje
— helt ud i Tundraen, hvor Ulvene hyler.
552
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
