Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ligemænd. Af Anders Thuborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders T kub or g
saa store, at de kunde have slaaet Alfred
halvt ihjel.
Men han vogtede nøje paa Johans
Øjne og undgik hver Gang Kastet.
Modstræbende var han med i Legen.
Han slyngede ogsaa Sten mod Johan.
De samlede hver en stor Bunke, før de
aabnede et Slag. Men ingen af dem
ramte, og tilsidst blev de trætte og
gik hjem.
En Sondag hen paa Sommeren havde
de lejet en Robaad og var ude at sejle
paa Fjorden. Begge to svømmede de
som Fisk, og de foragtede det varme,
stillestaaende Vand inde ved Kysten
ved Badehusene.
Nej, de roede ud paa Fjorden, klædte
sig at i Baaden og lod sig stille glide
ned i selve den favnedybe
Dampskibs-rende, der hvor man dybt nede i stille
Vejr skelnede mørkegrønne Tangskove
duve for Strømmen . . .
Der var der engang en Dreng, som
havde set en stor, levende Haj fare
igennem, hvid og glinsende og med et
Gab saa stort som en hel Baad. Den
var forsvundet igen. Men i lange Tider
var det egentlig kun Johan og Alfred,
som turde bade derude. Selv inde ved
Kysten spejdede Drengene efter Hajen.
Og Pigerne blev hvide som Lig, naar
en Krabbe nappede dem i Tæerne.
Men de to Vovehalse tumlede sig
smilende lige midt paa det allerdybeste
af Fjorden. Og de var velsagtens ikke
engang blevet bange, om nogle
glinsende og gloende øjne ligesom en
Kats havde set op paa dem nede fra
Bunden, og om et Gab saa stort som
Maanen havde aabnet sig. Den ene
vilde i hvert Fald ikke have vist den
anden sin Forskrækkelse.
Paa Vejen hjem blev de uenige. Og
det gik saadan til:
Der laa ude paa Fjorden en gammel
Skonnert, der var som et forladt Hus,
hvor alle kunde tage ind. Den laa for
Anker. Ingen Besætning var der.
Takkelagen var slemt medtaget. Malingen
skallede af, og alle Luger stod aabne.
Enhver Sørøver kunde tage Skibet i
Besiddelse og stille sig paa
Kommandobroen, dreje paa Rattet og begynde at
kommandere . . .
Der vilde Johan op.
Han følte sig allerede, da de lagde
deres lille Baad hen mod Skibssiden,
som Kaptajn. Hans Stemme blev haard
og bydende. Han havde Rynker i
Panden. Og Alfred fik Pladsen anvist som
Næstkommanderende. Den Gradsforskel
laa i Johans Miner.
Men her havde han gjort fejl
Regning. Alfred sagde nej.
De to Drenge stod overfor
hinanden og saa hinanden stift ind i Øjnene.
De maalte hinandens Styrke. Den af
dem, der vandt nu. havde Overtaget for
al Fremtid. Det følte de.
Kom nu — sagde Johan og greb
fat i Skonnertens Ræling — kom nu!
Nej — sagde Alfred — jeg vil ikke
med derop ... og dersom du gør det,
sejler jeg hjem og lader dig blive
derude.
Johan følte, at det var Alvor; men
ogsaa han havde taget sin Beslutning.
Ja, du kan bare prøve paa det. Du
vover det ikke . . . jeg siger ikke, hvad
der sker saa, . . . men jeg vil raade
dig til at gaa med op paa Skonnerten.
Johan svang sig op over Rælingen
og stod nu og saa ned paa Alfred i
Baaden.
Alfred tog begge Aarer og gjorde
sig klar.
Jeg vil endnu give dig en Frist —
sagde han — nu spørger jeg dig tre
Gange, om du vil med, ... og hvis du
svarer nej eller ikke svarer, saa sejler
jeg alene tilbage, og saa kan du blive
herude . . .
650
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
