Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ligemænd. Af Anders Thuborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L i o- em æ n d
o
Han greb om Aarerne.
Vil du med? — spurgte han. Han
følte den Sejrssikkerhed, som det giver
at have de bedste Kort paa Haanden.
Enten maatte Johan jo komme tilbage
i Baaden, — eller ogsaa (det vidste han
nu) vilde han sejle fra ham.
Vil du med?
Johan svarede stadigvæk ikke. Han
stod rolig med Hænderne paa Rælingen
og saa ned paa Alfred. Ogsaa hans
Ansigt var præget af Beslutning. Da
Alfred tredie og sidste skæbnesvangre
Gang spurgte: »Vil du med?» svarede
han højt og fast »nej».
Saa sejlede Alfred.
Det var ikke saa forfærdelig langt
ind til Land. Der var først en
Strækning blankt, dybt Vand, saa kom en
Strækning, hvor grønt Grøde af
forskellig Slags gik helt op til Overfladen
og kun afbrødes af en enkelt Strimmel
med lys, gul Sandbund, og endelig
tilsi cist paa en kort Strækning var der
Sand og lavt Vand, hvor man kunde
se, hvad der færdedes paa Bunden. Der
var Ringe efter Orm, der sad smaa
Flyndere og bagede Ryggen i Solen, der
stäk Muslinger og Snegle op af Sandet,
en Krabbe skubbede sig sidelæns hen
mod en Tangbusk, og en Vandmand
døsede halvt gennemsigtig som en Sky
i Overfladen.
Alfred boede lige paa den anden
Side Jernbanedæmningen. Han vilde
fortøje Baaden ved Badehusbroen og
saa gaa hjem et Øjeblik.
Det var nemlig hans Mening senere at
hente Johan. Men Johan skulde ydmyges
først. Alfred vilde have sejret . . .
Han vidste, at Johan hele Tiden kunde
se ham. Han vilde ved at gaa over
Jernbanedæmningen lade ham føle
Situa-tionens^fulde Alvor. Han skulde være
glad, naar Alfred kom tilbage, og han
skulde takke ham for Frelsen . . .
Saadan var Alfreds Beslutning.
Han roede ind og fortøjede Baaden
ved Broen. Og han stod et Øjeblik
og saa ud mod Skonnerten for at
udforske, hvad Johan tog sig for.
Solen glitrede i Vandet og
blændede hans Øjne. Tilsidst saa han dog
Skonnerten tydeligt og noget Hvidt,
der bevægede sig paa den. Det var
Johan. Gud ved, hvad han tænkte paa?
Han trak Tøjet af, men hvorfor ? . . .
Kunde det falde ham ind at svømme
til Land?
Alfred erindrede, at en, som var
kæntret ude i Bredningen, havde
trukket Tøjet af, byltet det sammen og
havde svømmet med det ind til
Strandbredden.
Vilde Johan bære sig ad paa samme
Maade?
Og hvem havde saa sejret?
Idet Alfred vendte sig for at gaa ind
ad Broen, kom hans Fader ham imøde.
Hvor er Johan ? — spurgte Faderen,
en gammel Månd med Fuldskæg.
Alfred pegte ud mod Skonnerten.
Der! — sagde han.
De saa hinandens Øjne. De forstod
hinanden. Og Alfred besluttede sig til
at fortælle Sammenhængen.
Ja men, det kan aldrig gaa, — sagde
den gamle — sæt nu, han kommer til
en Ulykke ved at svømme ind ... vi
maa ud og hente ham.
Alfred forstod, at Faderen i
Grunden gav ham Ret og var stolt af ham.
Han saa hans gamle, gode øjne, hvor
der ligesom var Staalglans paa Bunden
af det Lyseblaa. Faderen vilde have
handlet paa samme Maade. Han
bebrejdede ham jo heller intet.
Og i Grunden: Naar det var Alfreds
Fader, som fremtvang denne Løsning,
saa maatte Ydmygelsen blive paa Johans
Side . . . saafremt altsaa han nu gik
ind paa at tage med tilbage . . .
651
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
