- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioförsta årgången. 1922 /
376

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Norsk skjönlitteratur 1921. Av Ronald Fangen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ronald Fangen

Kristian Elster.

sætning. I »Stigeren» ga han briljant friske
og levende billeder av livet ved en grube,
vi fik besked om »Tallarnes» distinkt
av-grænsede verden av begivenheter, fölelser,
begreper, vi saa dem i arbeid, kjærlighet
og hat, venskap og uvenskap, blev
fortrolig med deres vilde, uvörne
umiddelbarhet, mot, dödsförakt og med deres
tankegang, som kunde være merkelig konservativ,
forsagt, forundret: en eiendommelig og
fascinerende motsætning mellem selve den
ytre fremtoning og det sky, det blyge
sinds-liv. Om denne verden visste Uppdal
fullkommen besked, og han utfoldet store
evner som menneskeskildrer: hver eneste
skikkelse i denne vrimmel av skikkelser
hadde sin tydelige egenart, var ikke
representanter hverken for det ene eller det
andet, men selvstændige, spillevende
mennesker, i sikker sammenhæng med sig selv
og den verden de tilhörte. Der var forst
og fremst stigeren selv, skildret med dyp
forstaaelse av lovene for lykken, harmonien
og forstyrrelsene, sammenbruddet i et
voldsomt maskulint sind. Der var hans kone
Petenille, det typiske femina efter de beste
Weininger og Schopenhauerske definitioner.
De hadde to sönner, Törber og Ole.
Stigeren forsvandt en dag efter at han hadde
været i slagsmaal med alle
anlægsarbejderne paa en gang; forslaatt og blodig
spendte han skiene paa sig og ga sig
avsted ut i en vild snestorm; i mange aar
trodde folk, at han hadde gaat sig bort
paa fjellet. Törber römte hjemmefra da
han var tolv aar.

Ham mötte vi igjen i »Kongen», som
fortalte om en helt ny verden. Vi var
ikke længer ved noget anlæg, vi var
blandt de fritt farende rallare, i skoger,
paa landeveier, i byer, evig paa vandring,
undergit alle slags chanser og tilfeldigheter.
Törber Landsem kom ut i dette livet, han
traf ved et vidunderlig træf selve Tallarnes
ypperste månd, Kongen, et hjertevarmt
vilddyr i menneskeskikkelse, en slusk, en
vandrer, en slaasskjempe, elsker, kortspiller,
rover og filosof av guds naade. Det var en
ypperlig bok Uppdal skrev om dette liv,
disse mennesker, den var tindrende vaaken,
ödsel paa eventyr og stemning. Alt
överflödig var der avstreifet, hvert optrin reiste
sig fritt uten stötter og staffage, synlig fra
alle kanter. I skildringen av Törber, som
fik sin indvielse til livet slik som Kongen
mente den burde og skulde være, var der
en fremragende forstaaelse av barn og
gryende manddom. Og briljant var det optrin
skildret, da Törber fiendtlig tok avsked
med Kongen: Han hadde sett ham svak
en eneste gang, han fölte sig voksen nok
til at klare sig selv. Men först vilde han
slaas med Kongen. Vi saa dem begge,
Törbers smidige skikkelse og blodsprengte
ansigt, saa ham slænge kniven i luften og
hoppe mot Kongen, — og vi saa Kongens
ansikt hvor der var forundring og smerte
og midt i hele elendigheten en hemmelig
stolthet over gutten . . . Saa gik de hver
sin vei, uten et ord, uten at snu sig.

I »Domkjyrkjebyggaren» træffer vi Törber
Landsem som voksen; i begyndelsen av
boken er han nettop kommet til Kristiania
og har saavidt faat benene indenfor
arbeider-bevægelsens administration; i slutten av
boken er han blit formand i landsstyret
for det som vistnok heter grovarbeidernes
forening, en tillitsplads, et hædershverv.

Det er en uhyre stor roman, altfor stor.
En av aarsakene er den at Uppdal i flere
kapitler finder det nödvendig at orientere
eventuelle nye læsere i romanens forhistorie
og forutsætning. Disse kapitler er bokens
daarligste og de sætter dens tempo ned.
Det kan jo imidlertid bli rettet paa naar
der engang kommer en samlet utgave. En
anden og den viktigste aarsak er at finde
i en lyst paa filosofi eller filosofering som
Uppdal av og til har tilfredsstillet ogsaa i
de tidligere böker og som her kræver plads
paa side efter side. Og Uppdal, som ellers

376

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 13:58:35 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1922/0416.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free