Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Heden og Fyrren. Af Harry Søiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Har7ry Søiberg
sprang kaade og legende efter hinanden,
nu det gik hjemover.
Ved den yderste Rand af Plantagen
fik de Øje paa nogle Folk, der bevægede
sig i Række og dukkede sig op og ned.
Og paa Blinkene fra Spaderne kunde de
se, at de gravede i Heden. Da fik de
Lyst til at se, hvad det kunde være, og
løb hen mod dem.
Paa Afstand standsede de. Ud fra
Plantagen var der gravet Hul ved Hul i
lange lige Rækker, hvor nogle af
Mændene gik og stäk smaa grønne Skud ned,
idet de vrikkede Huller med Spaderne
og trampede til igen om dem.
Undrende kom de nærmere, og
Folkene saa op fra Arbejdet.
Da de saa, de var fremmede, spurgte En:
Hvem de var, og hvor de skulde hen.
De var der ovrefra, sagde de og viste
vester over Heden. Fra Husene der.
Det var da lang Vej, de havde gjort.
Drengene stillede sig i Kres om dem
nysgerrige for at se.
Hvad det var, de der gjorde, spurgte
de Mændene.
De plantede da Skov ....
Da blev Folkene var deres Forundring.
Og en gammel Månd rettede sig op med
Hænderne hvilende over Spadegrebet.
Om der ikke blev plantet paa deres
Hjemmen.
»Nej», svarede de.
Manden gjorde en Bevægelse med
Haanden ud mod Plantagen.
De havde plantet hele Skoven her
. . . . Og venlig gav han sig til at
fortælle derom. Han havde været med blandt
de første og havde set Heden, da den
strakte sig i Et flere Sogne øster ....
Da havde En ikke troet, at Skoven vilde
gro, som den nu gjorde, saa man kunde
føle sig fremmed paa sin egen Egn, om
man ikke havde set det og huskede,
hvorledes Landet en Gang havde været.
Drengene lyttede til hans Tale, som
var der en Slags Troldom i hans Ord ....
At Skoven saaledes var blevet plantet og
var vokset frem af det Smaaskravl, som
Folkene stod med i deres Hænder, denne
vældige Skov, kunde deres Tanker ikke
fatte. Blodet bankede i deres Aarer, og
en underlig Strøm af Følelser hidsede
deres Fantasi.
Medens de drev den lange Vej hjem
over Heden, syntes de at kunne se Skoven
gro. Som en ny Verden af Drømme, der
var vaagnet i deres Sjæl, bar de den
med .... En Gang vilde de ogsaa tage
Spaden og plante og skabe det nye Land.
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
