Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Dansk Litteratur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Li t er a tur
19 de A århundrede, som med deres
mægtige Forkyndelse ogsaa har Bud til den
nulevende Slægt, staar Søren Kierkegaard
i første Række. Den uendelige Monolog,
han førte i sine Dagbøger, bliver nu
omsider for første Gane kendt i sin fulde
Udstrækning gennem den imposante
Udgave (Gyldendal), A. B. Drachmann, I. L.
Heiberg og H. O. Lange allerede i en
Aarrække har fremmet. Men hertil kommer
endvidere den nye Udgave af Søren
Kierkegaards »Samlede Værker» (Gyldendal), som
de samme Videnskabsmænd leder, og af
hvilken der hidtil foreligger 6 Bind. Det
nysudkomne 6te Bind bringer »Stadier paa
Livets Vej» udgivet af I. L. Heiberg paa
Grundlag af Originaludgaven 1845, som
er sammenlignet med Renskrift og
Koncepter. Textkritisk Anhang og
Anmærkninger forøger Udgavens Værdi. Og særlig
maa desuden Udstyrelsen nævnes. Thi den
er holdt i gammel Stil, i Efterligning af
»det Skrift, Hilarius Bogbinder befordrede
til Trykken .... hos
Universitetsboghandler C. A. Reitzel».
Værket skrider langsomt, men sikkert
fremad — naar det ad Aare er afsluttet
i 14 Bind, vil vor Literatur eje en
monumental Kierkegaard-Udgave.
Ogsaa N. F. S. Grundtvigs Navn findes
paa nye Tryk. Hans »Vartovs-Prædikener»
(Gyldendal), der blev holdt paa det
Tidspunkt, da han som Taler og Forkynder,
som Digter og ledende Skikkelse øvede
den største Indflydelse i vort Samfund, er
blevne udgivne i Udvalg ved Holger
Begtrup og vil være ubekendte da de aldrig
tidligere har været trykte. Hans tunge,
lidenskabelige Veltalenhed forøger med nye
Træk Billedet af Grundtvigs Personlighed.
Og dertil kommer saa yderligere den
Udgave af »Breve fra og til N. F. S.
Grundtvig» (Gyldendal), som hans Sønnesøn
Dommer Stener Grundtvig og Magister Georg
Christensen har paabegyndt. Ogsaa her
er det helt nye Dokumenter, der møder En,
vigtige til Belysning af den unge
Grundtvigs sjælelige Kampe.
Fra Grundtvig til Vilhelm Andersen er
Springet ikke saa langt, som det kan synes.
Thi i sine »Taler» (Gyldendal) kommer
han, den moderne Forsker, da han paa
Goethe-Udstillingen paa Charlottenborg i
Februar 1924 taler om »Goethe og
Danmark», ikke udenom Grundtvig. Han frem-
hæver: »Med Formen i Goethe har han
saa lidt som muligt tilfælles, men meget
mere med hans Aand». Andersen finder i
Ordet »Frihed for Loke, saa vel som for
Thor» Lighed med Tankegangen i »Faust»,
hvor Mefistofeles er »en Del af denne Kraft,
som har til Formaal Ondt, men Godt til
Følge haft». »Ja, naar det Optrin i Goethes
Digt, hvor Faust sætter sig til at oversætte
Johannes-Evangeliet og begynder med at
gengive det græske Ord for Aand (togos)
med »Ordet», men ender med at tolke det
som »Daaden» — naar denne Scene
oplyser ikke blot »Faust»’s men Goethes
Kultur-Tanke, saa oplyser den tillige
Grundtvigs».
I den Art aandelige Udsyn er Vilhelm
Andersen en Mester. Hans »Taler» fører
os ind paa Universitetet, hvor han paa
Det kgl. Theaters 200 Aars Jubilæumsdag
taler om Forstaaelsen mellem Universitetet
og Theatret, i Raadhushallen, til
Folkemøde og mellem Venner og Kammerater,
blandt hvilke der ogsaa er svenske
Professorer fra Lund. Overalt finder han Ord,
som lyser og varmer, overalt afdækker han
Tankeforbindelser og finder efter sin
Sædvane overraskende Analogier.
Han kommer ogsaa til Digterfester, for
Helge Röde, for Valdemar Rørdam, hylder
Röde, fordi han tilfulde har »i Rædsel
og Lykke vist os Sandheden i
Korsfarer-Ordet: Skøn er Sjælenes Pilgrimsgang»,
og takker Rørdam, fordi han er bleven sin
Idé tro og »har slynget sit Navn som et
Heltedigt ind i Modersmaalet».
Forbavsende er Rørdams stadig frodige
lyriske Produktion, som favner saa vidt.
Er han — som Vilhelm Andersen paastaar
— Blæstens Digter, er han ogsaa Idyllens.
Det viser han i sin sidste Digtsamling,
de kvidrende »Fugleviser» (Aschehoug).
De slutter sig til Naturtonen i hans
Digtning. Han er et Friluftsmenneske, en
Jæ-gersmand, som elsker Vidderne, de aabne
Kyster, Skov og Eng med deres
Fuglerøster. Stuen er bleven Rørdam for trang
— Vejret er i hans Lyrik.
Blandt andre danske Lyrikere blander
Johannes Jørgensen stadig sin
melankolsk-slørede Røst i Koret. Han lever i fjærne
Egne, færdes i Assisi eller paa
Jorsala-færd, men hans Hjærte er delt — han
glemmer aldrig den fyenske By, hvorfra
han udsprang, og dens Minders Tale. Selv
49 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
