Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Fra hovedjæger til gentleman. Et avsnit av den menneskelige dannelses saga. Av Alexander Bugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander B tigge
tusen år siden hersket et barbari större
end på Fidjiöerne i vore dager. Cæsar
fortæller at indbyggerne i det indre av
Britannien på hans tid gik nakne og
malte sig med blaa farve, saa de var
fæle at se paa, de bodde i usle hytter
og telter og levet ikke som Germanerne
flest i éngifte, og heller ikke i flerkoneri,
men i polyandri, slik at en kvinde giftet
sig med hele familien, far, sönner og
brodre; som far til barna blev regnet
den som hun först blev fört til som brud.
Disse urindvånere på de britiske öer
blev av Romerne kaldt Pikter (Picti) og
av Irerne Cruithni\ d. e. »de malede».
De blev kaldt så i motsætning til
Briterne, d. e. »de som har klæder».
Pikterne tilhörte dog trolig ikke vor folkeæt,
den ariske, men den saakaldte
Middel-havsrase som Baskerne er de sisste
ætlinger av, de er nu forlængst forsvundet
og gåt op i de senere erobrere. Vore
dagers Engelskmænd er Germaner, og
den engelske gentleman har gjennem
århundrederne utviklet sig fra germanske
krigersæder på Kristi tid.
Germanerne var for 1900 år siden
halvvilde, men de hadde »piren i sig
til höiere kultur. Deres samfund var
bygget på frihet, lov og ret. Krig var
deres kjæreste syssel, men de vilde ha
åpen og ærlig krig, og de hadde sin
primitive æresfölelse, de var gentlemen
in nuce. Tacitus holder dem i sit
navngjetne verk om Germanerne (fra slutten
av i:ste årh. e. Kr.) op som et speil for
de dekadente Romere. — Germanerne
var på Tacitus’s tid delt i stammer,
hver under sin konge eller fyrste.
»Konger tar de», sier han, »på grund av deres
ædle byrd, hærförere på grund av deres
manddomsmod.» I krig valgte nemlig
Germanerne framifrå tapre mænd til
hærförere eller »hertuger». De virket ved
sit eksempel mere end ved sin magt.
Hövdingene var gjerne omgit av et fölge
av væpnede unge mænd. I dette
kriger-fölge, som holdt sig langt ned i tiden
hos alle Germaner og som hos de
nordiske folk blev til hirden, utviklet det
sig tidlig, som i alle krigersamfund, en
særpræget krigermoral. Fölget hadde
svoret sin herre troskap og var pligtig
til at hevne ham. — »I slaget er det»,
sier Tacitus, »en skam for fyrsten at
overgaas i tapperhet og en skam for
fölget ikke at måle sig med ham i
manddomsmod». De samme pligter til at stå
hverandre bi som brödre og hevne
hverandre bandt også medlemmerne av
fölget sammen indbyrdes. Men derved lærte
de at bli trofaste og ærekjære. De var
vel endda ikke kommet under tukt av
en höiere kultur. Men de hadde i alfald
tat det förste skridt på veien til at bli
ridderlige og gentlemen.
De gamle Germaner var, som vi hörte,
först og fremst krigere. På tinget, der
de kom sammen for at dömme og
rådslå, mötte alle våpenföre mænd i
stammen fuldt væpnet. Men ingen fik lov
til at bære våpen för stammen hadde
kjendt ham moden og værdig til det.
Det var en höitidelig stund da den unge
Germaner mottok de våpen som — for
at bruke et moderne uttryk — gjorde
ham til borger i samfundet. Dette
foregik paa tinget der fyrsten eller en ældre
frænde overrakte ham skjold og spyd.
»Disse utgjör hos dem», sier Tacitus,
»den mandlige toga (kjendetegnet på
den romerske borger), ungdommens förste
hæder. Tidligere hörte de bare til huset,
nu blir de en del av staten.,» Hos flere
germanske stammer var det også
knyttet andre ceremonier til optagelsen i
mændenes samfund. De mest krigerske
av de gamle Germaner var Chatterne i
det nordvestlige Tyskland. Hos dem er
det, fortæller Tacitus, fast skik, det som
hos andre Germaner sjelden blir brukt,
og bare om den enkelte viser særlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
