Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Fra hovedjæger til gentleman. Et avsnit av den menneskelige dannelses saga. Av Alexander Bugge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bzigge
Normannernes erobring av England.
Bataveren Claudius Civilis som efter
Ne-ros död var sjælen i den store opstand
mot Romerne. Leo Diaconus fortæller i
Langobardernes historie om 6,000
Saksere som lovet ikke at skjære hår og
skjæg för de hadde fät hevn over sine
svebiske fiender. Hos Germanerne på
fastlandet döde denne skik litt efter litt
ut, men i Norderlandene holdt den sig
længe. I Eddakvadet »Balders drömmer»
heter det om Vale, Odins sön, som
hevner Balder, sin bror:
»Han hænder ei tvætter
eller hodet kjæmmer,
för på bål han bringer
Balders banemand.»
Vel kjendt er det at Harald Hårfagre
lovet ikke at kjæmme og skjære hår og
skjæg för han hadde samlet Norge. Da
så Harald hadde vundet hele landet, var
han, fortæller sagaen, i gjæstebud hos
Ragvald jarl på Möre. Da lauget han
sig og lot greie håret sit, og Ragnvald
jarl skar hans hår som hadde været
uskuret i ti år. Om Harald i hele denne
tiden heller ikke vasket sig, oplyser
sagaen ikke. Men det er det sandsynligste.
Tidligere kaldte de ham, som vi også
ser av samtidige kvad, Harald Luva
(d. e. lurvehode). Men nu gav Ragnvald
ham tilnavnet den Hårfagre.
Hos Germanerne i folkevandringstiden
var det også skik at når en konge vilde
hædre en yngre fyrste, gjorde han ham
til sin fosterson, enten ved som
Goterkongen Theodorik den store gjorde med
Herulernes konge at oversende våpen
til ham, eller ved som
Langobarder-kongen Desiderius gjorde med sönnerne
til Frankerkongen Pepin den lille, at la
hans hår skjære. Skikken at overrække
våpen til den unge holdt sig især i store
og fyrstelige ætter. Det fortælles at da
Alfred den store i England så hvor vakker
og kjækhans sönnesön, den unge
Æthel-stan, den senere konge, var, overrakte
han ham höitidelig en purpurkappe, et
belte besat med ædle stener og et
saksisk sverd med gylden slire og optok
ham derved i krigernes samfund, eller
gjorde ham til ridder som den gamle
krönikeskriver med en anakronisme sier.
I disse århundrederne —- mellem
Tacitus og Alfred den store — var det
foregåt store omvæltninger i
Vesterlandene. Vestromerriket var gåt tilgrunde
og Germanerne hadde grundet nye riker
på dets ruiner. Men ikke för hadde de
nye folkevandringsrikene fæstnet sig, för
de måtte utstå nye kampe mot Arabere,
vikinger og Magyarer. Under disse
kampene kom det gamle germanske hæropbud
litt efter litt av bruk. Isteden begyndte
det, især på 900-tallet, til værn mot
fienden rundt om at reise sig faste borger
der herremanden sat omgit av væpnede
svenner. Det blev tilslut bare stormæn-
502
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
