Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Sigrid Undset i hendes nutidsfortællinger. Av Eugenia Kielland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigrid Undset
i hendes nutidsfortællinger
Av Eugenia Kielland
Cor nostrum inquietum est, Domine —
ET UROLIGE HJERTE, det
heftig higende, i
utilfredsstillede længsler bankende
kvindehjerte — det er
hovedmotivet i Sigrid Undsets digtning. Kvinden
med den umættede livshunger —
hung-reren efter hengivelse som efter utfoldelse,
efter den yderste selvbekræftelse som efter
utslettelse i ekstase eller samfölelse ■—
dette fænomen, som i sin specifik
moderne form er saa overmaade
betydningsfuldt for tidens liv, er hendes domæne.
At undersøke det, forklare det, digte det,
det er hendes kunst. Længer naar hun
ikke i det avsnit av sit forfatterskap som
her foreligger til behandling; men deri
ligger ogsaa den mægtigste opgave.
Miliøet er i alle hendes nutidsromaner
jevn norsk middelstand. Konflikten er det
urolige hjertes forsmegten i en atmosfære
som ikke gir luft til at fylde brystet, end
si til at bære et par vinger. Aarsaken
ligger dels i denne atmosfæres art, det vil
si i ydre, samfundsmæssig betingede
forhold, dels i menneskenes manglende evne
til at tilpasse sig efter omgivelserne. Denne
mangel bunder dog ofte i de selvsamme
givne forhold; men i andre tilfælde, og
ofte netop i de vanskeligste, maa den
forklares ut fra individuelle
eiendommeligheter hos de enkelte personer.
Miliøskildringen er utført med stor
troskap og vidunderlig realistisk fantasi. Ved
et utal av rammende smaatræk
livaktig-gjöres det trangt borgerlige hjem,
trivialisert av økonomiske bekymringer,
pensionatet med dets blandede selskap av folk
fra de forskjelligste kulturlag, den halv-
sjofle hyggeløse hybel, det
personlighets-utviskende hytte- og kafeliv. Indtrykket
blir overvættes pinlig paa grund av den
uovertræffelig nøiagtige og nitide
detaljteg-ning. Med en sand gjenkjendelsesgysen
kikker vi ind i disse smaglöse, overfyldte
middelstandsstuer. Her bor folk som aldrig
faar tid til at »dyrke sin have». Mødre
som sliter sig sjælelig graa og flate under
strævet for at holde hjemmet oppe. Fædre
som forsumpes under et interesseløst arbeide,
eller forbitres ved bevistheten om et
forfeilet liv. Jordbunden er sur og fattig i
disse hjem; smaalighet, kjegl og skinsyke
gror frodig frem og kvæler de ædlere
vekster.
Til dette miliø er den Undsetske
ungdom bastet og bundet. Det urolige hjerte
lider og vaander sig. Jo større kraft og
egenart det har, des større er ogsaa dets
kraft til at føie smerten. Men aldrig har
det styrke til at hæve sig over miliøet,
heller ikke til at omskape det efter sit
behov. Omgivelserne er for sterke; forgjæves
kjæmper selv de bedste mot
kolningsprocessen; mange stilles foran valget mellem
den eller den frivillige død.
Er denne konflikt typisk norsk, eller
ialfald begunstiget av særlige norske
samfundsforhold? — Der er ting som taler for
en slik antagelse.
Vi har i vort land ingen adel, intet
egentlig fødsels- eller formuesaristokrati, bortset
fra nogen forholdsvis faa slegter. Overklassen
i Norge er væsentlig intellektuelt bestemt:
det er dannelsen som er det avgjørende,
og embedsstanden utgjør hovedmassen. Men
de økonomiske kaar som landet byr sine
166
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>