Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Butler Yeats og hans Verker. Lyrik, prosadiktning og kritik. Av L. Aas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Butler Yeats
til »Celtic Twilight» -historierne. Vi faar
ogsaa høre om Yeats’s erfaringer fra
kunst- og skulpturskolen i Dublin, om
okkultisme, underbevisthet og psykiske
undersøkelser, teosofi og »den høiere
buddhisme».
I tre aar var Yeats elev av
kunstskolen i Dublin, men allerede i
2i-aars-alderen opgav han malerkunsten. Nitten
aar gammel, som ung student, hadde
han faat diktet Island of Statues antat
i Dublinuniversitetets tidsskrift, og han
drømte nu om en stor national og
litterær renæssance i Irland. Han kom
sammen med flere av de irske nationalister
og læste alle de irske sagn og
fortællinger, han fandt. Dr. Douglas Hyde,
den senere saa berømte irske folklorist,
stiftet Yeats bekjendtskap med, og han
traf ogsaa forfatterinden Katherine Tynan,
som senere i flere av sine bøker (nu
sidst i Memories) har git os
interessante skildringer av den unge Yeats —
lang og ulænkelig, et vakkert ansikt,
mørke, drømmende øine og sort haar,
typen paa en ung entusiastisk dikter,
der er blottet for almindelige og
verdslige interesser, en ekte poet, der
glemmer mat og drikke og klokkeslet, mens
han deklamerer sine og andres dikte.
I slutten av erindringerne forædler
Yeats, hvorledes han tidlig indsaa
betydningen av et nationalt teater og tænkte
sig muligheten av »at gjøre vor
middelalders historie og dens legender kjendt
overalt og atter engang fylde Irland
med hellige steder». Middelet maatte
være det nationale drama paa irsk scene,
ti han forstod, at hans landsmænd »intet
læste, men gjerne lyttet».
III.
I 1887, da Yeats var 21 aar gammel,
slog hans familie sig ned i London, hvor
han to aar senere fik utgit sin første
diktsamling The Wanderings of Oisin
171
and Other Poems. Hans form er endnu
usikker, men der er musik i hans vers
og en eiendommelig mild og skjøn
stemning i de bedste av diktene. Betydeligst
er samlingens hoveddikt The
Wanderings of Oisin, en blandning av monolog
og dialog, skrevet i William Morris’s
maner. Motivet er tat fra den irske
sagnverden. Vi hører om Oisins og Niams
vandringer i eventyrland og om Oisins
tilbakevenden til Irland og møtet med
St. Patrick, men indholdet, der er
flyktig som en drøm, er det minst
væsentlige. Diktet er en lyrisk
maaneskinsstem-ning, et ordmaleri i duse, harmoniske
farver, en bløt sordinmusik, en melankolsk
og skjønhetshungrende skildring av hav
og fjeld og sletter i gamle Erin,
kelternes grønne, hellige 0.
Flere av Yeats’s biografer (blandt
andre Forrest Reid) fremhæver stadig hans
uvilje mot London. Han vantrivdes i
Englands hovedstad og længtet hjem
til Irland. I brevene til Katherine Tynan,
i Yeats’s eneste roman »John Sherman»
og i flere av diktene fra denne tid er
der en saar tone av trist hjemvé — » any
breath of Ireland in this hateful London »„
skriver han til Katherine Tynan, og han
fortæller hende om et dikt, han netop
er færdig med, de berømte, deilige vers
om Innisfree:
I will arise and go now, and go to Innisfree,
And a small cabin build there — — —.
»Jeg vil staa op nu og gaa, ja gaa
til Innisfree og bygge en liten hytte
der.» Dette er kun et passivt ønske og
en klagende resignation, sier St. John
Er-vine »Some Impressions of My Elders»
(1923). Yeats vendte da heller ikke
tilbake til Irland. Efterhaanden kom han
ind i 1890-aarenes kreds av unge,
begavede diktere, kunstnere og kritikere
— Ernest Dawson og Oscar Wilde,
Aubrey Beardsley, Lionel Johnson og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
