Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Goya. Af Harald Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Nielsen
en Månd, der fortaber sig i Fantasterier?
Jo, men aldrig saaledes, at de kommer
til at paavirke hans Opfattelse af
Virkeligheden. Man behøver blot til
Sammenligning at tænke paa f. Eks. en
Turner, der forvandlede selve Virkeligheden
til noget halvt uigenkendeligt, en
Solnedgang til en eventyrlig Aabenbaring,
for at blive slaaet af det ejendommelige
i hvor skarpt Grænsen mellem Fantasi
og Virkelighed er draget i denne Kunst.
Ganske vist giver Goya til Tider sin
Fantasi Tøjlen og maler Uhyrer og
Vanskabninger, hvis Betydning det ofte
kan være svært at faa Øje paa, men
selv i hans Fantasterier forlader
Nøgternheden ham ikke. Hans Paafund er
mærkelige og uhyggelige, men i en
forbavsende Grad lidet poetiske — ja, det
er denne Forening af Fantasteri og
Nøgternhed, der giver dem deres særegne
Præg.
Overhovedet, han er særegen, en af
de ejendommeligste Skikkelser i
Kunstens Historie, men man kan ingenlunde
paastaa, at han ogsaa er »sær».
Tværtimod, der er faa Malere, der i højere
Grad end han har interesseret sig for
og beskæftiget sig med sit Folks
Tilværelse i alle dets Faser fra Kongens
Slot til Folkets Hytte, fra Kippen til
Galehuset, fra Festen til Processionen,
fra Idyllen til Skafottet. Betragter man
dem blot under Synspunktet Billedbog,
er hans Malerier en af de fuldstændigste
og mest omfattende, nogen enkelt
Kunstner nogensinde har skænket sit Folk.
Hele hans Tid og hele hans Land er
afspejlet i hans Kunst, men desto
stærkere paatrænger sig det Spørgsmaal:
Hvor er han selv i denne
Mangfoldighed? Hvad i alle disse Emner har
fristet ham til at give sig i Lag med dem?
Var han kristelig interesseret, siden
han paatog sig Udsmykning af Kirker?
Ikke saa meget i hvert Fald, at det
hindrede ham i at beskæftige sig ogsaa
med de mest verdslige Emner. Var han,
som man af hans dæmoniske Tegninger
kunde fristes til at mene, en mørk og
dyster Natur ? Ikke mere, end at han
samtidig var i Stand til at male de
lyseste og muntreste Optrin.
Var han folkelig, var han
aristokratisk, var han kræsen eller brutal?
—-Spørgsmaalene er ikke lette at besvare.
Tilsyneladende var han alt, og for de
fleste af hans Motivers Vedkommende
er det vanskeligt at paapege nogen
Forbindelse, der betinger et særlig
personligt Forhold. Kun paa eet Omraade
forholder det sig anderledes : med
Hensyn til de talrige Billeder og Raderinger,
der henter deres Motiver fra
Tyrefægtningens Kunst.
Hvis denne Interesse for
Tyrefægtning for ham som for Snese senere
Kunstnere havde indskrænket sig til det
rent ydre, til den lejlighedsvise
Benyttelse af de effektfulde Motiver, som
denne nationale Forlystelse frembyder,
vilde der ikke have været Grund til at
tilægge den en særlig Betydning, men
som enhver, der kender Goyas Kunst,
ved, drejer det sig om andet og mere:
en stadig Beskæftigen sig tned Emnet,
en Fordybelse i det, en Fortrolighed
med det i alle dets Faser, et sjæleligt
Forhold til det, hvilende paa en Interesse,
der øjensynlig er langt dybere end den
koloristiske, og som tyder paa, at der
mellem ham og det har bestaaet et
virkeligt Valgslægtskab.
Og hvorfor ikke ? Er Tyrefægtningen
maaske ikke en Kunst? Kræver den
ikke af sine Udøvere Egenskaber, der i
mange Henseender er de samme som
Maleren har Brug for: Dristighed,
Koldblodighed, Hurtighed. Goya erklærede,
at den, der ikke var i Stand til at male
en Månd, medens han faldt ned fra et
Tag, ikke var en Maler. Naar man ser,
322
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
