Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Theodor Kittelsen, født 1857—død 1914. Av Helge Thiis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge T hi i s
De tre jomfruer på Jomfruland.
lige naturalismes faner, om end i fylking
under nasjonalt banner, så fandt
Kittelsen sig ikke hjemme her, drømmer og
romantiker som han var med hver en
trevl av sit væsen. Det ene år han
tilbragte i Paris blev aldrig noget kjært
minde for ham. Han vantrivedes og
oprørtes over al denne virkelighetsklare
og fantasiløse maleriske dygtighet. Og
rimelig kunde det være, for det er det
sjælelige indhold: temperamentets lune og
fantasiens frodighet som utgjør
grundværdien i Kitteisens kunst. Nogen artist
— nogen stor maler i den rent nøkterne
håndverksmæssige vurdering av kaldet
var han ikke og blev han aldrig.
Hør hvad han selv siger i sin
reaktion mot den seierrike impressionisme:
»Aa disse malerklatter og det evige
pratet deres! De lignet hverandre alle
disse »franskmænd» i al sin stræben og
realistiske dygtighet. Jeg savnet mest en
troskyldig sjæl blandt dem. A nei —
jeg var nok en dårlig væddeløpshest
blandt alle de veltrænede kunstnere, som
alle sat der med æreslegionens bånd i
knaphullet og stirret smilende op til sin
avgud: Salonen . . . Trods alt det store
og vakre Paris bød, følte jeg mig ensom
og mismodig — malte og skrapet ut
igjen — værre end før ...»
Så slog længselen efter Norges
klippefulde kyster, med fugleliv og frisk
havs-sprut, med ett ned i ham som en
besættelse. Som en flytfugl som lyder den
uklare instinktive og uforklarlige længsel
tilbake til de fjerne nordiske egne, løfter
han også vingen, og synger:
»Over havet langt derute
der hvor solen synker ned,
seiler stilt min tankeskute.
Havfrusangen over vandet
æolsharpens længselstoner
lokker fra de gyldne troner
til det fjerne drømmelandet.»
Aa hvor han var lykkelig ved at være
hjemme igjen i sit elskede Norge, hvor
hans ømme sind med den primitive
samhørighet med naturen først fandt sin
rette grobund!
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
