Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Hippolyte Taine. 1828—1893. Af Paul V. Rubow - I. För Forfatterskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hipp oly te Ta i n e
Rejsende. Han konstaterer Rigtigheden af
sine Lærdomme ved Iagttagelse af
Omverdenen; han finder Præget af Jordbund, Klima
og Levekaar hos de Mennesker og Dyr der
lever i Bjergene; han erkender som
Land-skabsbetragter Loven om Virkningernes
Sammenspil. Men noget Nyt hos ham var
Anvendelsen af den maleriske Stil, ikke blot
paa de filosofiske Begreber, men ogsaa paa
selve disse Landskabsbeskrivelser, som meget
tit stod der for deres egen Skyld. Der var
gemt i Taine en stor Naturdyrker og
Natur-beskriver, hvad selvfølgelig Ingen havde
kunnet ane, saalænge han kun færdedes inden
for Studerekamrets fire Vægge.
Man har ofte beskyldt Taine for at være
stillestaaende. Det er sandt, for saa vidt som
der ingen Stadier er i hans Filosofi. Man kan
gerne sige, han ikke har forandret sig som
Tænker. I vore Dage bruger man
»Udvikling» og »Forandring» i Flæng, enhver
Forandring i en Forfatters Fysiognomi tituleres
Udvikling. Taine har ikke forandret sine
Teorier, men han har i høj Grad udviklet dem.
Man kan paa ingen Maade finde hans hele
System i de første Skrifter, men det ligger
der maaske i Frø. Og selve de Teoremer han
havde fremsat, blev egentlig først gyldigt
opstillede, da han i 1860’erne kom til at
anvende dem paa en frugtbar Maade, og supplerede
dem med andre.
Og som Forfatter har han baade forandret
sig og udviklet sig. Først nu kan han siges
at tælle med som Skribent. Rejsen til
Pyrenæerne, egentlig som Rekreation efter en
Nervesygdom, og den Bog han udgav derom
med Dorés berømte Tegninger, gjorde ham
til Kunstner og Menneske.
Endnu i sin fej reste Ungdom, givet
tilbage til Livet, og følende sig i sin Styrke
som Tænker og Skribent, opfyldt af en
brændende Lyst til at kaste sine Modstandere over
Ende, skrev han da en Bog som rimeligvis
er den der vil blive længst staaende af alle
hans Skrifter: Les philosophes f rangais du
XIX: e siècle udkom først som Artikler i
Revue de l’instruction publique, og blev saa
udgivet 1857 hos Hachette. Senere er nogle
Detaljer blevne verificerede, en ringe
Vinding, og Sproget renset for den
ungdommelige Kaadhed, et ikke ringe Tab. Fortalen,
med Taines faa, men uforglemmelige
Erindringer om sine første Studieaar, og med den
stolte spinozistiske Trosbekendelse, er fra 2.
Udg. 1860. Rettelserne skriver sig især fra 3.
Udg. 1868, der ogsaa har forandret« Titlen til
Les philosophes classiques.
Siden Descartes’ Discours de la methode
havde det franske Sprog ikke været brugt til
filosofisk Tale paa en originalere Maade;
man kunde til Nød minde om Diderots Le
Rëve de d’Alembert, hvis det var tilladt at
regne denne Dialog til den filosofiske
Litteratur.
Bogen faar sin særlige Karakter ved at
være et Fejdeskrift, og det ikke af de blide.
Endnu næsten en’ halv Snes Aar efter Victor
Cousins Fald var hans filosofiske Skole og
det Undervisningsvæsen han havde
organiseret, saa vei ved Magt som i
Julikongedømmets Dage. Taine, der med sin hele
Generation var Offer for Systemets Tvang og
Vilkaarlighed, følte ingen Tilbøjelighed til at
overvurdere dets gode Sider. Han bryder sig
ikke om at fremhæve dets utvivlsomme
Fortjenester af det filosofiske Studium i
Frankrig. Han forstaar ikke Victor Cousins
Diplomati : samtidig med at man langsomt veg for
den klerikale Reaktion og overferniserede
Lærebøgerne med teologiske Talemaader,
beholdt man den konfessionsløse
Filosofiundervisning som Fag i det lærde Skolevæsen; og
naar man fra Katedret havde advaret mod de
moderne Fritænkere, læste man paa
Bibliotekerne Korrektur paa nye Udgaver af de
gamle. Taine, der alle Dage tænkte paa at gaa
over til Politiken, naar han var færdig med
sin filosofiske, historiske og sociale
»Enquéte» (hvad han lykkeligvis aldrig blev),
var for meget af en uegennyttig
Sandhedssøger til at gennemskue den politiske
Manøvre der spandt sine Traade om ham selv.
Han saa i den herskende »Spiritualisme»
eller »Eklektisme», som man den Gang kaldte
Cousins og hans Fællers Lære, kun den
mislykkede Filosofi, i deres Bøger den daarlige
Stil, og i deres Undervisning den kirkelige
Vasal tjeneste.
Saa skrev han da en Række
Karakteristikker, som nok er det mest levende han
nogensinde har gjort. Han nøjes ikke med at
gendrive Spiritualisternes Læresætninger, han
tegner deres Portrætter og fører Blyanten
helt rundt. Billedet af Victor Cousin som
Skribent, som Historiker, som Filosof og
som Filolog er sikkert det bedste — vei ikke
det sandeste, men det mest indgaaende og
skarpsindigt opfattede — i hans Galleri af
Mennesker. Jeg er bange for at den gamle
Fjende er den af alle Forfattere han
grundigst har studeret. Nuomstunder giver denne
211
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
