Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Hippolyte Taine. Af Paul V. Rubow - IV. Den historiske Efterskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hip p o ly te Ta ine
lede sine noksom bekendte, karakteristiske
»smaa Kendsgerninger», og opstillede og
tydede dem efter de tre Grundkræfters System:
Race, Milieu og Moment. Men Tonen havde
unægtelig skiftet.
Bogen om »den gamle Regeringsform»,
der støtter sig til og fortsætter Tocquevilles
Arbejder, var endnu langt fra at vække
nogen Storm. De Færreste saa rigtig, hvor
Taine vilde hen. Desuden var den væsentlig
et Sammendrag og en nærmere
Underbygning til hvad han spredt havde skrevet om
»l’esprit classique» lige siden sin
Fremtræden som Forfatter. Den definitive
Fremstilling her er vei det mest glimrende og
egale Stykke Aandshistorie han har skrevet,
og Kombinationen af de sociale og de
videnskabelige og kunstneriske Fakta er
fuldkommen elegant. Beskrivelsen af den klassiske
Aand er en videre Dokumentation af den
Bestemmelse han havde givet i den engelske
Litteraturhistorie: »Den uafhængige,
ræsonnerende Forstand afkaster Efterligningens
Aag (d. e. opgiver at søge sine Modeller i
den græske og romersker Oldtid), frigør sig
fra Traditionen, misbruger Erfaringen
(eller Experimentet), finder sin Dronning i
Logikken, sit Publikum i det polerede
Samfund, sin Anvendelse paa
Gennemsnitssand-hederne, sit Emne i det abstrakte Menneske,
sin Formel i Ideologien». Led for Led er
denne sammentrængte Opfattelse udfoldet,
men man ser nu, at Taines Tankebygning
ikke længer var modtagelig for
Forskydninger. Resuméet kunde være godt nok, men
skulde det rulles op, maatte der nye
Erkendel-sesfermenter til. Thi den ræsonnerende
Forstand er spekulativ i det syttende
Aarhundrede, analytisk i det attende, den er ikke
uafhængig af Teologien i den første Tidsalder,
ikke uafhængig af Naturvidenskaben i den
anden; den forkaster Efterligningen i det
attende Aarhundrede, men har haft den til
Princip i det syttende. Ludvig den Fjortendes Tid
er traditionalistisk, Ludvig den Femtendes
kritisk over for Traditionerne.
Erfaringsvidenskaben kommer i Mode ved Aar 1750,
Logikken var herskende omkring 1650. De
polerede Kredse var meget forskellige i den
første Periode, da Versailles gav Tonen an,
og i den anden, da man i Versailles dansede
efter Parisernes Pibe.
Gennemsnitssandhe-derne ser saa forskellige ud i Bossuets og
Voltaires Skrifter, at en alvorlig- Distinktion var
fornøden, om man skulde bygge noget paa
Teorien. Det abstrakte Menneske var i
Ra-. cines Værker (efter Taines eget Essay)
Hofmanden, i Rousseaus er det Naturens Søn.
Og Ideologien, den særlig franske Form for
Lockes Filosofi, er jo den polære
Modsætning til Descartes’ og Malebranches
Doktriner, den blomstrede i Ludvig den Sextendes
Dage og blev i det nittende Aarhundrede
knæsat af Taine selv! Antinomierne skyder,
ser man, op som Paddehatte. Imellem 1857
og 1868 eller 1870 havde Taine rimeligvis
kunnet overvinde dem. Nu opnaar han kun
at banke sine Kategorier flade.
Det er imidlertid Milieuskildringen, som
er det vigtigste i dette Værk, og den lader
sig i Hovedsagen opretholde:
Privilegiestaten er i det attende Aarhundrede ophørt med
at have nogen Opgave i Samfundet; Adel og
Gejstlighed oppebærer Rigets Indtægter, men
maa ikke tage sig noget alvorligt for; de
bliver liberale og graver derved deres egen
Grav. Under Menneskerettighedernes og
Lighedens Banner gaar de Undergangen i Møde.
I det næste Skrift, Hovedstammen i
Taines store Undersøgelse, den berømte eller
berygtede Revolutionshistorie, er det mere
Menneskekenderen end Filosoffen der har
Ordet. Efter at have viist hvordan Ideologen
og Klassikeren ifører sig Jakobinerhuen,
giver han sig hen i den indgaaende og
uendelig lærerige Skildring af en Folkesjæl i
Revolutionstider, Menneskedyrets vildere og
vildere Rasen.
Der havde været en Tid, da Taine saa med
mildere Øjne paa Revolutionen af 1789. I
sin Afhandling om Carlyle havde han taget
til Genmæle mod den indignerede Skottes
Deklamationer. Carlyle vilde kun se det
Fordærvelige i den. »Tilføj dog det Gode og
anfør det ved Siden af det Slette! Disse
Tvivlere troede paa den beviste Sandhed og
vilde ikke beherskes af nogen anden end den.
Disse Logikere grundede Samfundet paa
Retfærdighed og satte deres Liv paa Spil
hellere end at give Afkald paa en Læresætning,
der holdt Stik. Disse Nydelsesmennesker
omfattede den hele Menneskehed med deres
Sympati. Disse Rasende, disse Arbejdere,
disse Bondesønner uden Brød og uden
Uniformer sloges paa Grænsen for almen
menneskelige Interesser og abstrakte
Grundsætninger. Ædelmod og Begejstring var i
Overflod til Stede hos os som i England; kend
den dog igen i en Form, der ikke er eders.
De opofrede sig for den nøgne Sandhed,
271
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
