Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo. Av Helge Krog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Krog
til det yderste. Kammerherrens virkelige
såvel som hans indbildte finhet, hans dumhet og
selvretfærdighet, hans apoplektiske
forbitrelse overfor den frække sakfører —- alt
kommer på den selvfølgeligste måte til
ut-tryk i Stub Wibergs spil, og hele figuren gir
et slående, halvt tragisk og helt komisk
billede av en svindende tids adel. På høide
med Stub Wiberg står alene Harald
Stormoen i sin gamle rolle som Lundestad, den
fiffige bondepolitiker, som også tilhører en
forgangen tid, men selv vet det og trods alt
forstår å holde sig i sadlen endnu en stund.
Hauk Aabel er strålende morsom som
Bastian Monsen. Gustav Thomassen virker litt
for tuslete som Daniel Heire; han kludrer
med repliken og berøver den dens esprit.
Forøvrig ydes der på næsten alle hold godt
arbeide.
Gengangere er kanske den som helhet
fuldkomneste av Nationalteatrets
Ibsenforestillinger! Dens form er beundringsværdig fast
og ren, dens plan åndfuldt gjennemført i
alle detaljer.
Der er en betagende monumentalitet over
fru Dybwads spil som fru Alving. En
arbeidende og stridende kvinde, en elskende,
nøisomt elskende mor, en virksom og
levende intelligens og en stille offervilje utover
alle grænser — —• alt dette, og mere,
samler sig til en stor menneskelighet i den lille
spænstige skikkelse, som vokser og vokser
for vore øine, indtil den tilslut løfter sig til
tragediens største høider, der hvor alt er
iskold, uavvendelig skjæbne. Men skjæbne
på jorden, i hverdagen. Der er en høiere,
forædlet realisme i fru Dybwads spil; aldrig
mister hun fotfæstet i det faktiske, og dog
er der en stor, forklaret enkelhet i hendes
fremstilling.
Det er dette som er stil, moderne stil. Og
det er lykkedes fru Dybwad å gjennemføre
den også for sine medspillendes
vedkommende. Alt er påtagelig virkelig, alt er intimt,
men uten den nærgående, nitide realisme,
som bare forstyrrer helhetsvirkningen ved å
opfiltre scenene i de såkaldte karakteristiske
enkeltheter, som en ældre teaterskole var
henfalden til. En undtagelse danner alene
Stormoen som snekker Engstrand. Det lar sig
ikke negte at denne figur fra Ibsens hånd
har et visst præg av teaterskurk: han er
»realistisk» i ordets forhenværende
betydning, og den forenklende stil lar sig neppe
forklarer, så langt det er gjørlig,
skikkelsen som selvbedrager. Sakførerens kynisme
er aldrig ubetinget frastøtende, fordi den
aldrig er fuldt bevisst. Han tror hvert
enkelt øieblik på sine egne ord, det er
hemmeligheten ved hans personlighets erobrende
kraft. Dette er Halfdan Christensens
utgangspunkt. og han får under utformningen
av rollen — i spottens tjeneste —
anvendelse for alle sine egenskaper som lyrisk
skuespiller. Stemmens lyse klang, den dvælende,
litt kjælne diktion, virker med til å forklare
den fortryllelse Steensgård utøver. Det er et
rikt og rundelig spil, en fuldstændig og
kostelig skikkelse.
Stub Wibergs spil i kammerherre
Bratsbergs rolle er en stor bedrift i det små. —
I det små forsåvidt som jo rollen hverken
er rik eller merkelig. Men dens mindste
muligheter er med den diskreteste kunst utnyttet
Halvdan Christensen som
Stensgård i De unges
f o r b tin d.
282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
