Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ibsenjubilæet på teatrene i Oslo. Av Helge Krog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Krog
Fot. Rude.
Betzy Holter som Hedvig i
Vi ld an de n.
Nationalteatret.
største indsats under jubilæet —■ ved siden
av hans spil som Steensgård i De unges
forbund.
Johanne Dybwad har i sin opsætning av
Rosmersholm søkt å gjennemføre den
samme storlinjede, forenklende og forstørrende
stil som gav opførelsen av Gjengangere en
så edel støpning. Det er på vesentlige
punkter lykkedes hende. Opførelsen er helt i
dramaets ånd, forsåvidt som den fuldt ut
reproducerer den tunge, mindemættede,
sjel-fuldt mystiske atsmosfære, som særkj ender
stemningen på den gamle herregård, der
så længe bevarer mindet om sine døde.
Selv spiller Johanne Dybwad Rebekka
West — det er en fuldstændig indlevelse i et
digtet menneskes natur og skjæbne. Der er
en mægtig og stilfærdig ro over denne
skikkelse ; den virker som et billedhuggerverk
hvori det klassiske og det moderne er
organisk forenet.–Allikevel meldte der sig,
slik som fru Dybwad nu spillet rollen, en
enkelt invending: de store scener i sisste
akt kunde undertiden virke som solonumre,
de blev øiebliksvis spillet direkte ut mot
salongen, og det var som om de to mænd, for
hvem hun skrifter, ikke eksisterte for hende.
Optrinnene mistet derved meget av den
levende intimitet de tidligere hadde.
Oddvars Rosmer er en figur under
utglidning. Han har store naturlige betingelser
for rollen, og hans spil var oprindelig
rigtig i anlægget, selv om man helt fra først
av merket tilstedeværelsen av de farlige
fristelser, som skuespilleren nu har git helt
efter for. Den stiliserende tendens behersker
nu Oddvars spil i så høi grad at det går
ut over karakteristiken, Rosmer mister i hans
fremstilling enhver individualitet. Alt blir
enstonig, bevægelsene er seige og dvælende,
stemmen så sonor, at en mange gange bare
hører lyden uten å opfatte ordene.
Stormoen er ypperlig som Rektor Kroll,
hans spil er i hver enkelthet
gjennemført med den fineste og mest diskrete kunst.
Ingen norsk skuespiller har i samme grad
som Stormoen instinktet for balansen mellem
det enkelte og det hele, ingen viser i mindre
roller en så fornem resignation, en så høi
kunstnerisk kultur når det gjælder å
indpasse sin egen figur i ensemblet. Hans
rektor Kroll er et nyt vidnesbyrd om dette.
Der er kanske noe litt overflødig teatralsk
ved Stub Wibergs Ulrik Brendel. Men det er
en storslagen skikkelse, grotesk, fantasifuld,
uhyggelig. Gustav Thomassen spiller
Mor-tensgaard med troværdig realisme, og Sofie
Reimers er en nydelig gammel husholderske.
Ibsensuiten blev ved opførelsen av Brand
indledet med en stor prolog av Nils Collett
Vogt, et skjønt digt, mere malende end
arkitektonisk, mere intenst end linjesterkt, men
megtig i sin fonn, patetisk i sin følelse.
Også de følgende aftener blev der foran
forestillingen læst prologer — av Olaf Bull,
Wil-denvey, Arnulf Øverland og Gunnar
Reiss-Andersen: gode digte, virkelig inspirerte av
Ibsens digtning, uten noe præg av å være
fabrikert for leiligheten. Skulde jeg
fremhæve noen enkelte måtte det være Olaf
Bulls indledningsdigt til En Folkefiende og
Arnulf Øverlands til Gengangere. Det er i
alle fald ingen ringe ting at norsk
litteratur idag kan mønstre en hel række unge
digtere, som hver især på fuldt værdig måte
kan tolke vore følelser for den store døde,
den altid levende.
Sisste aften, efter opførelsen av
Rosmersholm, blev den høie stemning en smule
av-svækket da man tilslut på scenen fik se
selve gamle Ibsen, modellert i gibs og
omringet av festklædte skuespillere, opstillet til
en slags mystisk parade. Det var ingenlunde
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
