Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Bellman og Danmark. Af Fr. Birket-Smith. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bellman og Danmark
med fuldt Vidende har hentet sin
digteriske Udtryksform hos Bellman.
Men mere end i disse spredte Digte
kommer denne Paavirkning dog til Syne
i Hertz’s dramatiske Produktion.
Det danske Theaterpublikum havde i
20erne af det 19. Aarhundrede set en ny
dramatisk Digtart vokse frem og havde
modtaget den med megen Velvilje. Det
var den danske Vaudeville, hvis Fader er
Johan Ludvig Heiberg.
Vaudevillen kendtes vei allerede fra
Frankrig; men Heibergs Indsats, hvorved
den specielt danske Vaudeville særpræges
i Modsætning til dens franske Forgænger,
er den inderlige, uopløselige Forbindelse
mellem Dialog og Sang, og bl. a. hertil
erklærer Heiberg selv at have faaet Ideen
fra Fredmans Epistlar. I et Gensvar1 paa
forskellige Angreb paa Vaudevillen
udtaler han:
Jeg har i denne Vaudeville (o: Recencenten
og Dyret) begyndt at efterligne det bellmannske
Mønster, thi Bellmanns saakaldte E-pistler ere
at betragte som Vaudeviller udenfor Theatret
Det som characteriserer dem, er en forunderlig
Blanding af det Burleske og det Melancholske
hvilket sidste frembringes ved en besynderlig,
Længsel vækkende Maade, hvorpaa Digteren
beskriver Localiteter og Naturscener. Jeg har
efterlignet denne Tone . . . Men i ingen
Vaudeville lader Sangtexten sig mindre end i denne
bedømme efter den blotte Læsning; den er
uadskillelig fra Melodien, ligesom i de
bellmannske Digte . . .
Det er ganske vist den første
Vaudeville, hvor Heiberg benytter nogen af
Bellmans Melodier, men det er ikke rigtigt,
at han først her efterligner Bellman.
Allerede i »Aprilsnarrene» 1825 har han i
den svenske Danselærer Tennemann skabt
en helt Bellman’sk Figur og til den
morsomme og levende Sang, da Trine skal
vise sine Færdigheder i Dans, er sikkert
1 J. L. Heiberg: Om Vaudevillen som
dramatisk Digtart. Kbh. December 1826.
Fr. Ep. No. 69 (Se dansmästarn
Mollberg) brugt som Model.
En avant deux, en arrière!
Uttilbeens! Hufvud rak!
Så! det er en annan sak!
Var lite meer legère!
Queue de chat! Nu giv mig handen,
Først den ena, så den anden.
Animeer sin mouvemang!
Ja, hun har et stort talang.
Stå! Stå!
Nu dansar jag ena, mamsellen seer derpå.
Så vakker en solo visst aldrig för man så . . .
o. s. v.
I hele Rækken af Heibergs Vaudeviller
findes Bellmans Melodier flittigt
benyttede1, men det er dog — som Heiberg selv
antyder , i den citerede Ytring — ikke
herved, at Vaudevillens Afhængighedsforhold
til Bellman mest viser sig. Heiberg har,
foruden at han i sine Idyller og
Stemningsbilleder er stærkt paavirket af
Bellmans Ynde og maleriske Udtryksmaade,
direkte optaget den Bellman’ske Dialog i
sine Kupletter og derved gjort dem
uundværlige, idet de fortsætter Handlingen,
samtidig med at de paa en livfuld og
munter Maade skaber Afveksling i
Personernes Samtale. Navnlig i sine senere
Vaudeviller lykkes det Heiberg at faa den
dramatiske Karakter fra Bellmansdigtene
frem; men han overgaas dog heri af andre
Vaudevillister, først af Hertz, senere
ogsaa af Hostrup og Erik Bøgh.
Om hvorledes Hertz i 1832 lærte
Bellman at kende fortæller Johanne Luise
Heiberg i sit Værk »Et Liv g j e n o
p-levet i Erindringe n», Kbh. 1891.
. . . Heiberg havde i mange Aar været en
stor Beundrer af den svenske Digter Bellmanns
henrivende Sange. Mig havde han Vinteren
iforvejen lært at læse og synge denne i Lune
og Gratie enestående Digters Frembringelser,
saa jeg kunde en og hver af hans Sange udenad.
1 Ogsaa i »Elverhøj» (1828) findes en
Bell-mansmelodi. nemlig Fr. Sång No. 5, b, der lige
siden her i Danmark har været kendt som
»Menuetten af Elverhøj».
297
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
