Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Bellman og Danmark. Af Fr. Birket-Smith. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
F r. B i r k e t-S m i t h
for den akademiske Skandinavisme, det
andet af den Månd, der fremfor nogen
anden havde virket for at indføre
Bellman i Danmark: J. L. Heiberg, der talte
om »Bellman som comisk Dithyrambiker».
Begge Foredragene tryktes 1844, og
Eftertiden har derved Lejlighed til at gøre
sig bekendt med de to første virkelig
selvstændige Bellmansstudier paa dansk
Jordbund.
Ploug søger først at vise de historiske
Betingelser i Sverige for en Digtning af
Bellman’sk Art. Landets tilsyneladende
stigende Velstand og det Eksempel, som
udgik fra Gustav IIFs Hof, »maatte
fremme en Tendens til sorgløs at hengive
sig i Nydelsen af Livets Glæder».
Saaledes kom det da ret naturligt, at der i
Gustav den Tredies Tidsalder hos det egentlige
Folk, navnlig hos Almuen, herskede en
Lystighed og Glæde, af hvilken man i sildigere Tid
kun finder faa Spor; hvert Krosted eller Kippe
var om Aftenen fyldt af pratende eller
syngende Gjæster, som ved Ølkruset eller
Snapseglasset lode Violen sørge, i hvert Stræde hørte
man en Violins skærende eller en Clarinets
hvæsende Toner accompagnere Ungdommens
Polskdans . . . Imidlertid er et saadant i
letsindig Nyden sig fortabende Folkeliv, trods
dets rige objective Fylde af burlesk Poesi,
hverken i og for sig at ansee som en lykkelig
Tilstand eller istånd til at tilfredsstille de
dybere Gemytter og eminentere Aander; selv om
disse stundom henrives af dets Jubel, saa maae
de til andre Tider desto bittrere føie dets
Tomhed og desto tydeligere høre Livets Smerte og
Slægtens Forbandelse gjennem Bægrenes og
Cymblernes bedøvende Klang . . .
Derefter gaar Ploug over til en
Skildring af Bellmans Liv og søger at gøre
Ret og Skel imellem den Betragtning,
som vil gøre Bellman til en »Kneipegast
og Drukkenbolt» og den phosphoristiske
Opfattelse af Bellman som en Asket, der
paa fjærnt Hold belurede de Personer,
som befolker Fredmans Epistlar. . . .
Jeg nødes til at sønderrive den Nimbus af
Brændevinsos og Punschedamp, hvori hans
Navn [maaske] staaer indhyllet for Dem, og at
fordre hans Billede renset for enhver Tinte af
Soldets smudsige Raahed, skøndt det paa den
anden Side langtfra er min Hensigt at
fremstille ham som en Afholdenhedsprophet, eller
som et moralsk-diætetisk Normalmenneske.
Bellman forsmaaede visselig ingenlunde den
Guds Dyrkelse, som hans Sange forherlige,
men han var en ligesaa trofast Tilbeder af
Gratierne, . . . det var heller ikke Drikkelagets
sandselige Nydelse, der for ham var det
egenlig Tillokkende, men det var det aandelige
Gehalt, dets fidele Lystighed, dets gemytlige
Spøg, dets fortrolige Aabenhjertighed. dets
Fylde af utvungen Livsglæde . . .
Ploug ender sit Foredrag med en
Omtale af de danske Studenters Besøg i
Stockholm den forrige Sommer, hvor adskillige
af dem overværede Bellmansfesten paa
Djurgården og giver Saa Ordet til J. L.
Heiberg som den, »vi Danske skylde det
første Bekendtskab med vort Broderfolks
store Digter, (den) der har henledt vor
Opmærksomhed paa hans Fortrin og
aabnet vore Øren for mange af hans
smukkeste Melodier; (den) der endelig af
hans Sange har taget Motivet til at skabe
os en ny national Digtart».
Heibergs Foredrag begynder med en
-Appel til Tilhørerne om at vise
»Tolerance mod Begejstringens flydende Kilder»,
og han udbeder sig — idetmindste for den
Aften — velvillige Følelser overfor
Brændevinsbrændere og Kro- og
Skænkevær-ter ; han fortsætter :
Denne colosale, af Satyrer omsværmede
Punschebolle har allerede stillet os paa det
rette Standpunkt; de Sange, som nys klingede
for voit Øre, og den foregaaende Talers
Skildring af et til Bacchi Tjeneste indviet
Digterliv, — alt Dette har ført os til en Indgang
over hvilken der staar skrevet: >Træder ind!
thi ogsaa her er Guder>.
Han gaar derefter over til at paavise,
at Sprogslægtskabet mellem Dansk og
Svensk er den første Aarsag til, at
Danskerne har tilegnet sig Bellman, thi
hvor Danske og Svenske gjensidigt meddele
sig, Hver i sit Tungemaal, kan det idethøjeste
300
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
