Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjunde häftet - Bellman og Danmark. Af Birket-Smith. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
B e l lm an o g D an mar k
nembrudets Mænd» viste ikke Bellman
synderlig Interesse. Ganske vist har f.
Eks. Holger Drachmann gentagne Gange
bekendt sin Kærlighed til og Beundring
for Bellman; — i »Den hellige Hd»
helliger han ham et helt Kapitel, fuldt af
begejstrede Udbrud; dog har man
Indtrykket af, at ogsaa dette Kapitel i
Virkeligheden — som hele Bogen — er en Hyldest
til Drachmanns Elskede, Edith, der skal
have elsket og forstaaet Bellman. En
Paavirkning af Bellman hos Drachmann
lader sig ikke nægte; men dens Udtryk
forekommer i hvert Tilfælde ikke mig
synderlig vellykkede. I »Forskrevet»
lader han til Stadighed Hovedpersonen have
Bellman paa Læberne; og han har
adskillige Gange forsøgt at anslaa en Bellman’sk
Tone eller skabe en Stemning, der skulde
være det; men Resultatet har i Reglen
været temmelig kummerligt; det er kun
blevet til en Gestus eller en Ramme, hvori
Indholdet mangler. Anderledes med
Sophus Schandorph. Han har paa mange
Steder givet — om man maa udtrykke
sig saaledes ■— Indholdet uden Rammen,
skabt en Bellman’sk Stemning, uden i
Udformningen at søge nogën Lighed. I sine
Erindringer fortæller imidlertid
Schandorph selv, i hvor stor Taknemlighedsgæld
han staar til Bellman, og hvor stor
Betydning han tillægger ham i sin Udvikling.
Endnu en Digter maa dog nævnes her,
skønt han selv benægter Indflydelse fra
Bellman. Det er Edv. Søderberg, der i
1900 udgav »Gadens Digte». Han har i
en Samtale forsikret, at han overhovedet
ikke kendte Bellman, da han skrev dem;
men man har i alle Tilfælde Lov til at
sige, at mange af dem er umiskendelig
aandsbeslægtede med Fredmansdigtene,
saaledes som »Min Fætter Christian»: »Ja
tænk Dig engang, hvis jeg var Monark —»
eller »Ja, Livet er surt —» for blot
at nævne et Par Eksempler. Men
Bellmans elskelige Humor og mildt overbæ-
rende Syn paa sine Modeller er hos
Søderberg erstattet af en bitter og tildels
livsfjendsk Sarkasme, som snarere maa
sammenlignes med Heinrich Heines.
Selv om den digteriske Paavirkning nu.
kun spores i ringe Grad, er dog Interessen
for Bellman stadig vaagen her hjemme.
En smuk Prøve fra dansk Side paa fin
og forstaaende Analyse af Bellman giver
Valdemar Vedel i sin Bog »Svensk
Romantik» (1894). Han siger her bl. a.:
Bellmansdigtningen har sine Rødder nede i
de Lag af Svenskhed, hvortil Frihedstid og
Franskhed ikke var naaet ind. Man kan
bruge-Karl XII som en Maalestok ... Og Karl XII
og det, som Heiberg har døbt det dityrambiske
i Bellman, er inderst i Slægt med hinanden.
Der er en Øjeblikkets Fyrighed og Raskhed,
en svingfuld Entusiasme, som er ægte svensk..
Det er den, som gør Fredmanssangen fra en
tam Drikkevise til virkelig bakkantisk Poesi,
og som er Tonen i »Klang mina flickor»,
>Mo-vitz blåste en conserU eller »Nå, ä nu alla
församlade här». Denne højrøstede Lystighed er
ogsaa saa at sige det Højtryk, som maa til,,
forat den tunge og træge Nordbo skal finde
Rekreation . . .
Og videre:
Saaledes er ogsaa i hans Digtning Bunden
svensk-folkelig i en Grad, som endnu ingen af
Landets Digtere havde naaet til, og der er
baade Pietisme og Karl XII i denne, ■— men
den følsomme Hængehovedtone er mest slaaet
over i sin Modsætning, Karl Xll enthusiasmen
er omsat i en Vinens Dityrambe, Djurgårdens
Kroliv er romantiseret af Naturomgivelserne og
omkranset af mythologiske Guddommeligheder,,
og Rococoens kaade Silener og koket vellystige
Amoriner omflagre det hele med deres lette og
legende Gratie . . :
Allerede tidligere havde dog to saa
forskellige Kritikere som Georg Brandes og
Otto Borchsenius beskæftiget sig med
Bellman. I sin Afhandling om Esaias
Tegnér fra 1878 kommer Brandes ogsaa ind
paa en Bedømmelse af Bellman, og han
kommer til det Resultat, at det
udelukkende er de tre Sangringe:
Fredmans-sangene, Tegnérs Frithiofs-
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
