Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Tendenser og Problemer i nye norske Romaner. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tendenser og Problemer i nye norske Romaner
opslidt og hans Øine blir opladt for hvem
hun er og hvad hun har gjort ham til. Men
hvad hjælper det? Tove slipper ham ikke.
Og mange Aars ægteskabelig Vane i
Forbindelse med hans Hensynsfuldhet og Mangel
paa Selvhævdelse holder ham fast. Han blir
ved at være — Toves Månd.
Endnu en Gang er vor Kulturkrise bestemt
i næsten samme Ordelag: at det moderne
Pengemenneske er uten Kultur og det
gammeldagse Kulturmenneske uten Livskraft.
Her er ikke Pladsen til at undersøke, hvor
godt — eller hvor daarlig — denne
Karakteristik av vort Samfund stemmer med
Virkeligheten. Men selve den Reaktion mot
Kommercialismen, som saaledes kan avlæses i vor
Skjønliteratur, svarer sikkert til noe typisk
i Tiden. Læg f. Ex. Merke til den lille Bok
Causerier som »Morgenbladets» skattede
Kronikør Alf Harbitz sendte ut til Jul.1 Alf
Harbitz som ogsaa har et Navn i
Skjønlite-raturen, er ikke Causeur i ganske vanlig
Mening; hans Kroniker er ikke bare
harmløs Underholdning, men Uttryk for et
personlig følt Sammenstøt med Virkeligheten.
Og den Virkelighet han er optat av er ikke
minst den moderne materialistiske Aand —
hvad enten denne yttrer sig som en
grovkornet kommercialistisk Overvurdering av de
yttre Livsgoder, eller som en Anvendelse paa
Menneskelivet av en teknisk Tænkemaate, en
Livsanskuelse som tilstreper Eudaimoni ved
rent praktiske Foranstaltninger. Det er ganske
vist ikke lykkedes Forfatteren at bibringe sin
Fiende noe avgjørende Nederlag. Det lange,
befriende Aandedrag lyder ikke i hans Latter
over Tidens Brøst. Der er noe saart, noe
hemmelig ubefriet over hans smaa
Humoresker, — hvad der forresten, kunstnerisk
seet, bare gir dem en Charme mere.
Karakteristisk nok undgaar heller ikke han at
beskjæftige sig med Problemet: det kultiverte
Menneske som trykkes ned mot det absolute
Existensminimum. I en fast og klar liten
Skisse er en slik Tilværelse tat paa Kornet.
Men karakteristisk nok er Problemet hele
Tiden seet under Synsvinkelen: den tvungne
Nøisomhet. La være, at »Behovene» er
Kulturbehov, og det som maa undværes, er Ting
som »Musik, Renslighet, Blomster, hyggelige
Samtaler, Tid til at læse», — saa er vi dog et
langt (og et lærerikt) Skridt borte fra
Sakfører Stampe, som satte »en slags ære» i sin
Nøisomhet —–
1 Motgift (Steenske Forlag).
Gabriel Scott.
Selv hvor Digtningen beskjæftiger sig med
de evige Ting, hænder det at Nissen følger
med. Gabriel Scotts Dobbeltroman, som
forelaa avsluttet til Jul,1 er et Forsøk paa at
trænge ind i Teodiceens Problem. I første
Del lærer vi en Månd at kjende som Livet
har prøvet paa det haardeste; han er Digter
og Boken er formet som hans Fortælling om
sin Skjæbne og en Henvendelse til hans
Ungdomsven Presten om at forklare ham,
hvordan hans Ulykke kan stemme overens med en
guddommelig Verdensorden. Digteren
avsløres herunder for os som en »uforbederlig
æstetiker», — hans Jeg er altfor fattig til at
trodse Skjæbnen, og da Ulykken kommer —
og rammer ham ved at la hans smaa,
uskyldige Barn brænde inde, da falder han
sammen; og han som aldrig har hat noe at gi,
han kan heller ikke trøste sin Hustru i
hendes Sorg og maa se hende fortvile og miste
Forstanden. En Blind kan ikke lede en Blind.
. Overfor Digteren stiller saa Scott i anden
Del Presten i den norske Statskirke. Noen
sterk Følelse av den yttre, synlige Kirkes
Betydning har denne Prest dog ikke. Av
Aandstype er han Mystiker, og der er noe
nyplatonisk over hans Fromhet. Hans
Længsel efter Gud, hans Henrykkelsestilstande i
Barneaarene, hans Trang som Voksen til at
føie sig i Samfund med denne sin Barndoms
Gud og til at brænde av Kjærlighet til alt
1 Hyrden (Gyldendal). En Fortsættelse av Svend
Morgendug (1926, samme Forlag).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
