- Project Runeberg -  Ord och Bild / Trettioåttonde årgången. 1929 /
156

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - A. C. Svarstad. Av Charles Kent

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ch arles Ke n t

Men det er ikke altid Svarstad er saa
godmodig i sin Satire. Han er selv en
Folkets Søn og han skammer sig ikke ved at
ta et drastisk folkelig Uttryk’ i sin Mund
naar han dermed kan karakterisere en
Taapelighet bedre. Og det er merkelig
hvor taapelig mangen Naragtighet blir
efter en slik Behandling. En Dag tar han f.
Ex. for sig den Mani som grasserte en
Stund —• og endnu ikke er helt
overvundet — at reise »Bautastener» som
Monumenter over fortjente Avdøde. Det blev
en av de festligste Artikler »Samtiden»
har bragt. Hvad er de vel andet, disse
formløse Stenuhyrer end klodsete Forsøk
paa at efterabe Fortidens Alangel paa
teknisk Dygtighet? Hvordan passer det sig
at reise en diger, grovhuggen, buklet Sten
over Johan Sebastian Welhaven, over
denne Formens fornemme Månd ?

»Man maa forbauses over, at de som vil
skape »det nye Norge», netop vælger at kopiere
den periode i vor historie, da man endnu
manglet midler og kundskap til at gi det haarde ma
teriale levende form. Men tingen er vel den,
at modens nationalistiske bevægelse netop
fordrer at alting trækkes ned til dilettantisme,
saa det kan utföres paa landet i ledige timer.
Derfor maa det nationale henlægges til det
som ikke kræver sin månd helt. Derved
demokratiseres kulturen.»

Ingen av vor Histories store Mænd
und-gaar sin Skjæbne, heller ikke en Formens
Mester som Johan Sverdrup. Eller
By-zantinernes Lærling, Oslo Bvs
Grundlægger, Harald Haardraade:

»Over denne prægtige helstopte skikkelse’
kommandoren ved den græske keisers livvakt,
denne begavede strateg og myndige konge har
man som mindesmerke stampet ned — midt i
en dynge — en umaadelig sten, der i sin
form-Iøshet er saa styg at det er næsten genialt.
Det hele virker — for at bruke et
rtstlandsut-tryk — som en pinne i ei kuruke: men
naturligvis: verdens største pinne — verdens störste
kuruke!»

Det er ikke Ringeakt for de nationale
Værdier, som inspirerer denne Svarstads

Satire. Ingen kan ha en stprre Ærbødighet
end han og heller ikke en mere levende
Forstaaelse for de virkelige
Kulturværdier fra Fortiden. Hvad han polemiserer
mot, er den aandelige Makelighet som tar.
Nationalfølelsen til Paaskud for at
nivellere hele Kulturnivaaet nedover. Hans
Nationalfølelse er baade levende og
vaaken. Naar Nationalgalleriets Ledelse
plaserer en Samling fransk Kunst fra
Nutiden paa en Hædersplads til Fortrængsel
for norsk Kunst, protesterer han i bitende
Ord, og viser at noe lignende ikke er hænt
og ikke kan hænde i andre Kulturland:
Bare den store gamle Kunst fra fremmed
Land gis andetsteds Rang foran Landets
egen; Samtidens fremmede Kunst maa
finde sig i tredje Plads.

Skarp, men værdig er hans Protest, da
endel anseete A lænd i et Naboland har
sendt en Hyldningsadresse til vort
Nationalgalleris Direktør, netop mens det staar
en het Strid om visse Dispositioner fra
hans Side, en Strid hvor Spørsmaalets
K jerne er om Direktøren har overskredet
sin Kompetence: »Jeg tror jeg holder saa
meget av Sverige som det er mulig fot
nogen ikke-svensk at gjøre. . . . Men . . .
vi vilde aldrig i tilfælde indre stridigheter
ved Nationalmuseet i Stockholm faldt paa
at gjøre noget indlæg til fordel for den
ene eller den anden part. Der vilde sikkert
ingen svensk månd opfordret os til det
heller.»

Likesom Svarstad bakom den nationale
Frase opdager ikke bare den aandelige
Makelighet. men ogsaa en viss national
Holdningsløshet og Usikkerhet, saa
finder han bakom den demokratiske eller
humanitære Frase en slåp Sentimentalitet som
lefler med Livets Alvor. En literær
Westend-dame f. P2x. har vært en Tur i et av
()slos Slumkvarterer og leverer
sensationelle Skildringer derfra — med
Opfordring til Vestkanten om aktiv Deltagelse i
»Redningsarbejde». Svarstad tar Damen

.56

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:02:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1929/0180.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free