Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - A. C. Svarstad. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charles Kent
med det behagelige: skaffe sig
Sansepir-ring her og Ldn hisset.
»Men evnen til selvdisciplin og selvagtelse
opdrages ikke av den moderne sentimentalitet,
denne humanitetens liderlige karrikatur, den
nedbryter disse egenskaper, som den nedbryter
det personlige ansvar. -
Det personlige Ansvar, — det er
Svarstads Troesbekjendelse. Hvor han merker
Flugt fra Ansvaret, Foragt for
Ansvarsfølelsen — Personlighetens inderste K
jerne — kommer han altid i Harnisk. Og
intet forekommer ham ansvarsløsere end
Bolsjevismen og hele den ortodokse
Marxisme. Han har skrevet en utførlig Essay
om Marx’s Forhold til de franske
Socialister og om Motsætningen mellem ham
og Proudhon. Kampen mellem de to var,
sier han, en Styrkeprøve mellem
Europæeren og den fremmede som vil ha
Europæeren under Aaket. Det var en Kamp
mellem europæisk Civilisation og
Orienta-lisme. For Proudhon var det klart, at
Samfundsøkonomien ikke var en Videnskap
hvor det gjaldt at beregne visse givne
Kræfter : »Moralen er absolut
bestemmende og grundlæggende for de retfærdige
Principer.» Sammenlign denne Sætning
med Marx’s Lære, hvorefter Moralen som
alt andet er et Produkt av økonomiske
Aarsaker, —- og man ser Profilen av
Europæeren og Orientaleren. Marx seiret
over Proudhon, fordi han var simplere, —
fordi han fritok den enkelte for personlig
Ansvar og la Ansvaret over paa Partiet,
hvor det kunde drukne i Paragrafer og
Parti-umoral.
Svarstads Reaktion mot den
naturalistiske Tænkning har ikke ført ham over til
en konsekvent idealistisk Tankegang; en
materiel Støtte maa han ha for sin
Livsanskuelse, og saa har han søkt sin Tilflukt
i de Raceteorier som har vært saa sterkt paa
Moden i Norge det siste Kvartsekel.
Ogsaa Hans E. Kinck var som bekjendt
sterkt tilbøielig til at se Moral og Umoral
som Race-attributer; og Antisemitismen
har ikke saa faa svorne Tilhængere i dette
Land, hvor Jødene hverken politisk,
kulturelt eller økonomisk indtar noen
Makt-stilling. Det er underlig at Svarstad med
sit sterke Krav til Personligheten ikke ser.
hvor han svækker sit eget Standpunkt ved
at lægge saa meget av Ansvaret for det
Forfald han bekjæmper, over paa
uansvarlig Arvestof.
Det er klart at en Månd av Svarstads
Støpning ikke kan ha bare Venner og
Beundrere; — for som det vil ha
fremgaaet ogsaa av de knappe Citater av hans
Pen, som det har vært Plads til her, har
han ikke spart noen hjemlig Daarskap.
Men trods al Antagonisme har han en
sterk Position i vort Kunstliv; baade
Kolleger og Publikum vet, at i ham har man
en Månd for sig, og hans Autoritet er
altid god at ha, skal et nyt Tiltak prøves
til Kunstens Gavn. Men naturligvis har
han ikke kunnet gaa helt skuddfri, og da
Bildende Kunstneres Styre i 1926
indstillet ham til Christian Krohgs Eftermand
som Professor ved Kunstakademiet, var
der vel ogsaa adskillig personlig Bitterhet
i den Storm som blev reist mot ham. Han
var da heller ikke den Månd som prøvde at
stille Stormen ved et saktmodig
Gjenmæle.
Svarstad blev ikke Professor; men han
tok den Motgång som al anden med
knusende Ro, eller rettere som en Opfordring
til at virke dobbelt ihærdig. Han startet
strax sammen med Maleren Søren
Onsa-ger sin private Malerskole, som de to har
drevet siden, til Glæde for sig selv og for
en stor Skare Elever.
Ogsaa Kunstkritikerne som i Aarene
nærmest efter 1920 var ham saa umilde,
bar i det siste begyndt at konstatere at
Svarstad atter viser Spor av Begavelse. I
Virkeligheten har han da heller ikke
noen-gang skapt værdifuldere Kunst end i disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
