Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Harald Kidde. Af Chr. Rimestad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Kidde
vikle denne Idé i logisk begrundede
Afhandlinger. Aldrig kunde han glemme, at Ideer ikke
er noget over Mennesket frit svævende, men
at de er selve Aandens Marv og Kærne,
selve det der giver Menneskelivet Dybde,
Kontinuitet og moralsk Værdighed. Der er
Mennesker, især i de store Byer, som lever
i en ligesom uophørlig Flugt, Flugt bort fra
det, der kunde holde dem fast; disse
Mennesker begærer den uophørlige Skiften, og for
dem er Livet en Række isolerede og
funklende Øjeblikke. Det var dem, Kidde ikke
forstod, han fandt ikke engang, de var
værdige til at benævnes Mennesker.
Thi et Menneske — det var netop for ham
et Væsen, der tilegnede sig noget med en
uhyre Inderlighed, og aldrig mere var i
Stand til at slippe det: rev Livet eller
Døden det fra ham, saa bevarede han det blot
endnu mere trofast, endnu mere skinsygt i
Erindringen. Der er ikke Tvivl om, at
Kidde var dybt beslægtet med Kierkegaard
— selv om Kidde langt fra var saa eminent
intellektuelt begavet, saa rummede hans
Væsen en større Hjærtevarme, og derfor vil
visse af Kiddes Værker — især »Aage og
Else» og »Helten» — ogsaa i langt højere
Grad end Kierkegaards blive Folkets Eje.
Det lader sig desværre ikke nægte: paa
Grund af de mange filosofiske Kunstord, og
den megen subtilt spidsfindige Dialektik vil
Kierkegaards geniale Skrifter blive stadig
mere utilgængelige selv for den oplyste
Læsekreds. Men det allervæsentligste hos
Kierkegaard, Inderligheden, Følelsen af det enkelte
Menneskes Betydning, Bevidstheden om
Trofasthedens uhyre Værdi, det genfinder
vi hos Harald Kidde, der forøvrigt ogsaa
litterært har lært af ham. Hans Forbilleder i
dansk Prosa er Kierkegaard og J. P.
Jacobsen. Han har af dem lært Periodens
Betydning og Skønhed, selv om han paa helt
selvstændig Maade har formaaet at give de
enkelte Sætningsled Vægt og Resonnans i
Klangen. Dette Sprog var ikke moderne,
ikke nyskabende i den Forstand som Johs.
V. Jensens. Kidde kan heller ikke siges at
have haft Efterfølgere, hvorimod Johs. V.
Jensen har stiftet Skole i den Maalestok, at
baade Prosaen og Lyriken er blevet fyldt
med Pasticher. Kidde fritoges for det
Ubehag, det maa forvolde en Skribent at se sit
eget Ansigt i Karikatur eller Imitation.
Trofastheden — det blev den Idé eller det
Grundtema, hvorom alle Kiddes tidlige Bø-
ger, og for en væsentlig Del ogsaa de
senere og sidste, kredsede. Hans eget Liv i
den allerførste Ungdom havde gjort dette
Spørgsmaal brændende for ham — han havde
mistet en Række af sine kæreste, han havde
Gang paa Gang set den Ulykke, der er
uoprettelig, sænke sig over Hjemmet. Med den
pur unges, men alligevel tidligt modnedes
Glød og Inderlighed havde han oplevet dette,
at Livet, der fordrer stadig Fornyelse og
med en brutal Kraft driver Mennesket til at
se fremad, saa at sige uophørligt laa paa
Lui-for at tvinge ham bort fra at sænke sig helt
og fuldt i Minderne om de dyrebare
forsvundne. Og det var Livet i dets heftigste,
skønneste, farefuldeste og uimodstaaeligste
Skikkelse: den purunge Kvinde, hvor
Barnet endnu ikke er blevet helt borte. Det
bliver en uafbrudt Kamp mellem Døden og
Livet, og Kidde har med en fabelagtig
Samvittighedsfuldhed gransket Tues
Bevidstheds-og Underbevidsthedsliv, paa Kryds og
tværs, og ned til de skumleste Dybder. Det
er en af de mest dialektiske Skildringer i
dansk Romanlitteratur, mangfoldig i sine
stadig skiftende sjælelige Belysninger. Lige
mod Slutningen af anden Del (Livet) synes
det, som om Kidde dømmer Tue, fordi han
ikke har forstaaet at modtage med Glæde og
Taknemmelighed det blomstrende Liv, der
tilbød sig, og forøvrigt ligger der jo ogsaa
i selve anden Dels Undertitel »Livet», en
tydelig Tendens. Men under Læsningen af
Værket er det En faktisk umuligt at tage
Parti for eller imod Tue, man erkender
instinktivt hans Klamren sig til de Døde, hans
haardnakkede Vilje til ikke at lade dem helt
alene i Mørket og Tavsheden gennem den
ganske lille Del af Evigheden, hvor han er
i Stand til at følge dem — man erkender
instinktivt dette som Udslag af en af
Menneskets kostelige og særegne Egenskaber, en af
dem, der skiller det som en udpræget Art
fra alle andre Arter i Naturen.
Dette Problem om Trofasthed var ogsaa
Centret i adskillige af de sindrige og formelt
saa fortættede Paralleler, Kidde debuterede
med under Titelen Sindbilleder. Det spillede
ogsaa en væsentlig Rolle i den senere
udgivne Samling Luftslotte (der ikke staar paa
Højde med den første i æstetisk Henseende
— der er for mange Stilornamenter, for
mange Adjektiver, altfor mange Adjektiver,
der snylter paa Stoffet og næsten skjuler
det, i denne Bog er de blevet en Sværm far-
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
