Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
Kunst — det, der er Styrken i Anskuelsen
— er den overdrevne Naivisme. Den
opfatter det som givet, at Ordet er lig med
Vision. Paa Digtningens oprindelige Stadium
er Opremsning maaske tilstrækkelig til at
skabe poetisk Glæde og Følelse, men næppe
for en moderne Læser og især ikke efter at
Walt Whitman og Efterfølgere har misbrugt
baade Kræfterne og Stemmebaandet. Naar
Johs. Weltzer arbejder med en mere
sammensat Form, naar han bruger sin
nænsomme Naturfølelse, glæder sig over Dagens
nye Mirakler, da nynner Verset og er rent.
Møder ban saa sin egen naive Tro paa
Idealet, Elskov, Mod, Uforfærdethed i en
Mandsskikkelse, der ogsaa er Tidens Helt, dens
Symbol — da bliver Verset til Musik, til en
»Symphonia heroica», thi kun Toner kan
skildre Visionen af alle Jordens herlige Byer,
kun Musiken kan føie med alle Mennesker
paa engang, deres Haab, deres Stolthed, kun
Violinen kan skildre Havet og Solen i
Opgang. Symphonia heroica handler om
Charles Lindbergh’s Atlanterhavsflyvning; her
synger alle de Stemmer Weltzer formaar at
stemme sammen. Digtet fortæller om
ingenting andet end Jordens Vidunderlighed og
Mandens heltemodige Sind. Enhver af Digtets
Strofer er typisk for sin Digter.
Hos en ny Lyriker Johannes Wulff
finder man ogsaa det patetiske som den vigtigste
Del af Evnerne. Han har endnu kun skrevet
sine første Vers, Kosmiske Sange (1928) ; han
synes at arbejde intenst med Formen, uden
at kunne faa den helt afsluttet. Han digter
— ser det ud til — paa sin Intuition. Ogsaa
det er naivt. Han anskuer sin Verden inde
fra, drømmer og giver sine Indtryk fra sig
ekspressionistisk, saa de staar paa Papiret
som et Dogme, som noget absolut og
uigenkaldeligt. Bogens Vers er næsten alle
visionære, set med et indre Øje, slørede og
uklare som Drømmen og Anelsen. Det
virkelige Liv er blot den mindste Bestanddel af
Oplevelsen, han forlænger hellere sin Følelse
ud i den fineste Traad for at høre hvad
Fremtiden vil, ban læser i Stjernerne, hvordan vi
engang vil modnes til en bedre Tilværelse.
Han lukker Øjnene og ser med Medlidenhed,
hvordan Fortiden var, da vi levede i anden
Skikkelse, levede, elskede og led. I fuldt
Alvor kunde ban finde paa at sige, at lever du
for sanseligt i denne Tilværelse, saa
forvandles du til en Hund i næste; hvem ved? Han
føler ubevidst med alt levende; hans poetiske
Verdensbillede udvides med hver Linie, som
læses, hvis man rigtig vil forstaa; han vil
rytmisere sig selv med selve Tiden, dens
Musik, dens Fart, dens levende
Menneskehjerter, dens Kunst. Han udtrykker sig som
Følelsen behager at diktere, han gør sig
Umage for at fornemme med en sjette Sans, med
Ord og Farve paa en Gang. Meget bliver
saa uklart og uforstaaeligt som al
Automatskrift og Tale gennem Medium, men i
Digteren mærker man den inderlige Forbindelse
mellem Tid, Menneske og Følelse, en
Inderlighed, som lover godt for en kommende Tid.
Man kan ikke undgaa at røres over
Digterens barnlige Forundring over Tilværelsen,
der ofte naar Ekstasens Højde. Som Thøger
Larsen, hvis Betydning for megen ung
Digtning man først nu rigtig begynder at
forstaa, beruser han sig i Duften af Muld,
blændes af Stjernelys, svimler over den
Evighed, der venter ham paa en anden Klode,
er paa en Gang serafisk, en for tidligt
udviklet Engel, og et Menneske, sanselig og
livshungrig. Disse Digte er ikke rene eller
færdige i deres Form, men i deres
Ufuldstændighed kan de være saa menneskelige, at
de gør os skamfulde ved deres
Ublufærdighed, naar det gælder at røbe, hvad vi tænkte
og følte, det vi ikke selv fandt Ord for. Lad
os faa Lov til at citere et Digt, f. Eks. »Det
evige Liv»:
De stnaas Klynken i Vugger og Senge
som et flyvende Foraar
stiger mod evige Kloder.
En Moders Sorg hviler paa Solens Straaler;
at leve og leve i endeløse Tider
den Tanke vugger sig dybt i os.
Bløde som engelske Viser
er vore Hjerter,
mens vore Fødder
uendeligt skifter i Slag.
Eftersom ingen Gud over os smiler,
smiler vi stolte opad
og ved med os selv,
at Jorden er vore Sønners;
med samme Kraft de lukker vore Øjne,
aabner vi bagved Dødens smertefulde Mure
Livets store mumlende Sluse.
Sent i Efteraaret 1928 debuterede en anden
ung Lyriker, Allan Bock, med en Samling
rimfri Digte, Byen fed Floden. Indholdet
viste sig at være en Række satirisk-patetiske
Digte, hvis Virkning væsentlig beroede paa
en barok, men yderst precis
Menneskeskildring. Havde Digteren usædvanlige Evner,
naar det gjaldt Iagttagelsen af al menneske-
468
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
