Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld Elfelt
træer og hvad Lyrik ellers har sunget om
siden Ambrosius Stubs Dage. Det er skønne
og inderlige Vers, som Ludvig Holstein
digtede dem. Man kunde her nævne Nils
Petersen, Nattens Pibere (1926) og Per Lange,
Kaos og Stjernen (1926).
En anden Lyriker, som burde omtales lidt
udførligere i denne Forbindelse er Harald
H. Lund. Han har med det rette
Lyriker-instinkt valgt sig et Emne, der i sig selv er
poetisk nok og ikke behøvede nogen
Poetise-ring, nemlig Blomsternes Provins for at
benytte Titlen paa en af hans Digtsamlinger.
Ja — Provins er det, noget helt Rige erobrer
man næppe uden et større Slag med
Sværdet. I denne poetiske Provins er
Befolkningen Blomster, Sommerfugle, Svaler,
Regnorme og Nisser og Alfer, alt efter Aarstiden.
Et Menneske profanerer sjældent med sin
Nærværelse. Harald H. Lund er vel nok det
mest udprægede lyriske Talent, ung dansk
Lyrik har; hans Vers er gennemsigtige i
Formen og har Toner, der er klare som et
Spinets. Han er vel den unge Lyriker, der
skriver de mest melodiøse Vers, Strofer med
en Ynde, der bedaarer. Hans digteriske
Arbejde bestaar i at versificere de indsamlede
Synsbilleder uden Refleksion. Det er næsten
Fotografi, saa trofast er Kunsten i den
mindste Detaille. Han digter udelukkende paa
Sentiment — for at tale fint — og for at forstaa
ham kræves blot kvindelig Nysgerrighed. I
den lille Genre, Eventyret og Fablen skaber
han bedaarende Ting. Nipsformatet ligger for
ham, og der kan næppe være Tvivl om, at
han her ender med at faa Klassikerens
herlige Skæbne: ligge paa Sybordet i rødt Bind
med Engle og Storke i Guld. Han er uden
Patos, fordi han elsker den solbeskinnede
Afkrog af Verden, hvor al Lidelse er
besværlig, fordi der ikke er Plads til den. Hans
Evne til at male Idyllen bag et Skræppeblad
— hele Verden som hos H. C. Andersen —
er virkelig bedaarende; med faa Linier
por-celænsmaler han paa det nydeligste. . . her
er en Idyl fra Dragør fra Digtsamlingen
Enebær:
Syv Gæs, der vralter tungt af Sted —
en gammel Månd gaar sindigt bag —
en Solsort sidder sort som Sod
og flöjter paa det röde Tag.
Lidt Mos imellem Torvets Sten,
— to sladrende Madammer.
Og i et fronnet Hundehus
en lille Hund, der glammer.
Fra Taget stiger Skorstensrog
imod den blygraa Vinter,
og Holland gror i Danmarks Karm
med hvide Hyacinter.
Der gaar den lille Dyveke
og smiler ud mod Molen;
Mor Sigbrit fra sit Rulletøj
er listet ud i Solen.
o. s. v.
Faren ved denne Dyrkelse af det rørende
og smaa er, at Verset bliver slikket og
sødladent. Naar Harald H. Lund undgaar det
sentimentale, skyldes det Inderligheden i hans
Følelse, en Inderliggørelse af det
oplevede, der næsten ligner Salmistens
Ydmyghed. Han gemmer sikkert paa en oprigtig
Kærlighed til Brorson f. Eks., og ikke saa
sjældent har han skrevet Strofer, der lover
en Fornyelse i hans Lyrik. Hvor smukt er
ikke Tonefaldet, det nænsomme Sprog i
»Peblingevisen» i Peblingeviser (1927) eller
tidligere i »Salme» i Aakanden og Piletræet
(1924) og »Strofe» fra Forundrede Øjne.
Det altfor søde undgaar Harald H. Lund
ikke altid, hans Behændighed, naar det
gælder at finde poetiske Sammenligninger, er
ikke altid en Fordel. At sammenligne — for
blot at tage et tilfældigt Eksempel — en
Champignon først med en Alfs Malkestol og
saa med en Honningsol, er lidt for meget af
det søde poetiske. Hans sidste Samling Digte,
Vagantens Billedbog, bekræfter det
Indtryk, man tidligere har faaet af denne
Blomsternes Digter. En modtagelig Læser
forbavses over denne lyriske Umiddelbarhed, naar
Indtrykkene skal omsættes i Ord; her synges
og nynnes, her er Foraar og Livsglæde, her
taler Blomster og Fugle et Sprog, der maa
kunne bevæge selv en Skærsliber. Man savner
et rigtigt levende Menneske i denne
Miniature-verden. Blot en Draabe Lidelse, og
hvilken Digter!
Det »lille» Vers med dets Idyl og dets
Glæde over Naturen med Vejrets rige
Vekslen har ogsaa andre Dyrkere. Her tillbedes
Solen og en Pige. Der er endnu ikke meget
at sige om de Digtere, man kan blot nævne
Navnene, Mogens Jermiin Nissen, Stilhed
og Hjertet og det grønne Løv, eller Sigfred
Pedersen, Foraarets Viser.
En nøjere Omtale fortjener Marcus
Lauesen, der for nylig debuterede med en
Digtsamling Guds Gøglere. Han skriver niilde
og saare menneskelige Vers, der følger Tra-
470
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
