Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Kvinde Mathilde Leiner, han tilfældig havde
lært at kende og som blev hans Skytsaand,
hans Fylgie, som søgte at lette Livet for
ham og senere at fæstne hans Eftermæle.
Gennem disse Breve træder nu P. L. Møllers
menneskelige Personlighed frem i et klarere
Lys end hidtil — Kritikerens skarpe Træk
ligesom mildnes, og hans ideelle Stræben,
hans ensomme Kamp vækker en Sympati,
som vil faa mange nulevende til at opsøge
hans Skrifter, der i dansk Kritiks Historie
fortjener en Hædersplads.
Fornyet Interesse er i vore Dage vakt for
Knud Lyne Rahbek og hans Hustru
Kamma. Troels Lund rettede i »Bakkehus og
Solbjerg» og i sine sidste »Erindringer»
Tanken mod det gamle Hjem paa
Bakkehuset og det Liv, som førtes der i
Guldaldertiden, og Bevarelsen gennem »Stiftelsen
Bakkehuset» — oprettet 14 Februar 1925 — af
Bakkehuset som Mindesmærke over de to
Mennesker, som adlede Livet der, samt
Oprettelsen af Dansk Literatur-Forening
»Bakkehuset» til Værn om Minderne derude, har atter
samlet Opmærksomheden om Ægteparret
Rahbek i Hundredaaret for Kammas Død
(21 Januar 1929). De stille, låve Stuer,
pyntelig restaurerede og forsynede med Møbler
og Billeder, der vides at have tilhørt det
gamle Hjem, drager mange besøgende, og
stemningsfulde Fester med Deklamation af
Guldalderpoesi og Sange fra Tidsalderen
har de sidste Vintre forenet de mange, for
hvem Minder er mere end gulnet Papir.
Ganske naturligt har derfor Hans Kyrres
Bog: »Knud Lyne Rahbek, Kamma Rahbek,
Livet paa Bakkehuset» samtidig opnaaet en
Renæssance og kunnet udsendes i ny Udgave
(H. Hagerup). Kyrres Bog fremkom
oprindelig for 15 Aar siden som Besvarelse af
en Prisopgave, udsat af Komiteen for den
1903 afholdte Bakkehus-Udstilling, om »Knud
Lyne Rahbek, hans Hustru og Livet paa
Bakkehuset». Den er et virkeligt Mindeskrift
bygget paa grundige Studier, skrevet med
en sjælden Kærlighed til og Respekt for
Opgaven. Rahbeks mægtige Produktion, hvor
Originaler, Bearbejdelser og Oversættelser
mødes i broget Blanding som Udslag af hans
Kamp for Tilværelsen, hans Virksomhed som
Tidsskrift-Udgiver, Teaterdirektør, Professor
i Æsthetik ved Universitetet, hans Ungdoms
Kriser, hans Manddoms Modgang, hans
Ægteskab med Kamma og Liv paa det stille
Bakkehus, der den Gang laa en hel Rejse
fjærnet fra Hovedstaden, den Tragik, der
falder over hans senere Aar, skildres med
Forstaaelse paa Grundlag af omfattende
Studier med Fremdragelse af meget nyt Stof.
Netop de rige Afvekslinger og dybe
Modsætninger i Rahbeks Liv har Kyrre formaaet
at skildre, og derved vil hans Bog indtage
en fremskudt Plads i den Rahbekske
Literatur og atter og atter blive raadspurgt.
Rahbek var en Sturm- und Drangtidens Månd.
Det forklarer hans Skæbne: at hans Evner
aldrig naaede deres fulde Væxt og Grøde.
For hele denne Udvikling har Kyrre
redegjort saaledes, at der falder det rette Lys
over Rahbeks Personlighed og Forhold til
hans elskede Kamma, hvem han Aaret efter
fulgte i Døden. Et Aarhundrede efter hædres
nu Mindet om de to — Philemon og Baucis
—i det gamle Hus i Rahbeks Allé.
Sjællands Biskop Jacob Peter Mynster
hørte i sine yngre Aar, da han var bleven
Præst i Spjellerup, til Ægteparret Rahbeks
nære Venner. Som Kyrre gør opmærksom
paa, var Bekendtskabet indledet gennem
Præstens Broder Lægen Ole Hieronimus
Mynster, som Rahbek i sine Erindringer
kalder »mit Hjertes Yndling». Om denne
betydelige Månd — betydelig som
Personlighed, betydelig som Læge, i hvilken
Egenskab han var knyttet til Frederiks Hospital
— har netop Astrid Wentzel skrevet en
smuk Biografi (Nyt nordisk Forlag): Et
ædelt Menneske, en god Ven, de syges
utrættelige Hjælper, som ung i sin literære
Bedømmelse ikke uden Sarcasme.
I Literaturhistorien har Ole Mynster ogsaa
sit Blad: han blev efter sin Død den blide
Forsoner af heftig Strid. Ved hans Grav i
Efteraaret 1818 mødtes de to Svogre
Oehlenschläger og Rahbek, der var bleven adskilte
i Fjendskab paa Grund af, at
Theaterdirektionen to Aar tidligere havde forkastet
Oehlenschlägers Lystspil »Frejas Alter», og
rakte hinanden Haanden til Forsoning, cn
Handling, Oehlenschläger senere bekræftede
med det smukke Brev, hvori han skriver til
Rahbek: »Nu er vi Venner igen og lad os
nu være det for Evigheden» (Kyrre, P. 306
—07). Astrid Wentzels Biografi fastholder
smukt Mindet om Menneskevennen og
Lægen, der ved sin Død atter forenede sine
Venner.
Til dansk klassisk Digtning fører de
»Breve fra Fr. Paludan-Muller», den nys
afdøde Domprovst i Roskilde H.
Martensen-Larsen har udgivet (J. Frimodts Forlag). I
Modsætning til sine samtidige: H. C. An-
636
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
