Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Memoirer og Skildringer. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Richardt i sin Digtning viste Kamphumør
— det var i en af de Prologer, han skrev
til festlige Lejligheder paa Det kgl. Theater,
vistnok ved Carsten Hauchs ioo Fødselsdag
1890. Han hyldede da den danske Digter i
Modsætning til den »bitre norske Rype» —
Henrik Ibsen.
Denne Skildring af Richardts
Personlighed, som den springer frem baade af hans
Levned og Digtning, gør atter hans Væsens
Ejendommelighed levende og forklarer, at
han blev en Digterpræst, som stadig stod i
nær Berøring med Livet og ikke lukkede sig
inde mellem Studereværelsets fire Vægge. I
hans Lyrik spejler sig Nordens Natur og
Folkee j endommelighed.
En Personlighed af hel anden Art
karakteriserer Henri Nathansen i sin Bog om
»William Bloch» (Nyt nordisk Forlag):
Sceneinstruktøren, der gennem mange Aar
prægede dansk Skuespilkunst ved sin intime
Forstaaelse af de smaa Tings Magt.
Nathansen, hvis Skuespil »Indenfor Murene» er
spillet i alle større nordiske Byer, men hvis
dramatiske Digtning synes at være
forstummet, stod Bloch meget nær. Han skyldte ham
flere Iscenesættelser af sine Skuespil. Blochs
Syn paa Theater, Skuespilkunst, Mennesker
deltes af hans yngre Ven, der selv i Blochs
Aand forsøgte sig som Sceneinstruktør ved
Det kgl. Theater.
Betydningen af Nathansens Bog er denne,
at den ligesom prøver paa at genskabe Blochs
Personlighed ved at meddele en Række
typiske Træk, der var ejendommelige
for denne rolige og skarpe Iagttager af
Menneskeliv og Menneskefærden, denne
glimrende Samtaler, der sad inde med en saa rig
Erfaring, en saa fin Dannelse, en af de sidste
Repræsentanter for den gamle kjøbenhavnske
Borgerkultur. En Samtale med William
Bloch var en sjælden Nydelse, naar man sad
i hans Studereværelse omgivet af ypperlig
dansk Malerkunst, hvis dæmpede Farver og
blide Lysbrydninger genfandtes i hans
Iscenesættelser.
Nathansen har formaaet fint og nænsomt
at udføre Billedet af Bloch, som han lever
i vor Erindring — denne chevalereske Månd,
høj og rank, spaserende gennem Strøget i
sin Fødeby i en rolig Rhytme, der afveg fra
Nutidens nervøse Jag, efter gammel Skik
nydende sin Eftermiddagskaffe paa
Stamkafeen, hvor hans Slægtled nu var uddød,
men hvor yngre Venner glædede sig over
hans rolige, vejledende og saa lærerige Dom-
me om Theatret i den Dekadencens Tid, der
blev den danske Skueplads’ Lod.
Denne lille Skildrings Betydning er den,
at den bevarer de typiske Træk af William
Blochs Personlighed, set gennem en Vens
Temperament. Er et og andet farvet og
fortegnet — Hovedlinjerne er dog de rette og
vil ikke senere blive udvidskede.
Bloch var ingen Beundrer af moderne
dansk Theaterkritik. Men havde han oplevet
Udgivelsen af Karl Larsens »Fra danske
Teatre 1927—1929» (Levin og Munksgaard),
vilde ban sikkert have nikket bifaldende. Thi
en Forfatter, der i sine Fortællinger og
Romaner har ligesom Berøringspunkter med det
særegne i den Bloch’ske Iscenesættelseskunst
og selv er en intim Skildrer af Mennesker
og Interiører, aabenbarer sig pludselig som
en uforbeholden Dommer over Nutidens
danske Skuespildigtning og Skuespilkunst.
En saadan Dommer var Edvard Brandes,
og er det for Resten endnu i sin høje Alder,
naar han nu og da i sine Kroniker behandler
Problemet: Dansk Theater. Karl Larsen
slutter sig til ham og er ikke blødsøden, ikke
devot overfor Autoriteter, har intet af den
moderne Theateranmelders
Interview-Ærbø-dighed overfor Stjærnerne.
Karl Larsen er som Kritiker et rigtigt
Mandfolk, der ikke angler til højre eller
venstre om Bifald eller Tilslutning. Han siger
sin Mening sans phrase, kritiserer Det kgl.
Theaters Hyldest til Henrik Ibsen ikke
mindre end Sven Langes Forsøg paa at indrette
»historiske Tidsbilleder» for Publikum og
sammes dramatiske Forvanskning af J. P.
Jacobsens »Marie Grubbe». Har han bedømt
Johannes Poulsen haardt, ser han ham
tilsidst med »Købmanden i Venedig» hejse
Kunstens rette Banner foran Fru Nansens
Theater.
Dette er blot enkelte Antydninger af, hvad
disse kritiske Indlæg bringer. Der staar en
Personlighed bag disse velfunderede Domme,
og Karl Larsens grundige Redegørelser
læses med samme æsthetiske Velbehag som Carl
G. Laurins Ros og Ris i dette Tidsskrift.
Begge Kritikere magter at uddele hver af
disse Betegnelser i rette Øjeblik.
Men Karl Larsen har ogsaa udgivet en
anden Bog, som udvider hans Forfatterskabs
Omraade — den smukke, i sine Domme saa
velafvejede Skildring af H. C. Andersen, hvis
Levned nu, da 125 Aarsdagen for hans
Fødsel nærmer sig, i saa høj Grad granskes og
søges yderligere belyst. Oprindelig holdt
642
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
