Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Norsk kritik. Av Charles Kent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk kritik
A v Ch ar l es Ke n t
AA STEDER seiret det nittende
Aarhundredes naturalistiske
Livssyn saa fuldstændig som i Norges
Aandsliv. En fransk Kritiker har
nylig1 fremhævet som noget meget
eiendommelig at under den haarde Kamp i
Sytti-og Ottiaarenes Norge stod inden Litteratur
og Videnskab saagodtsom alt ungt Talent
paa det nyes, paa Naturalismens Side; paa
den anden stod de gamle — og Teologerne;
og at Kampen blev saa haard skyldtes bare
at de sistnævnte hadde de brede Lags Øre.
I denne Sammenhæng peker Forfatteren paa
den eiendommelige og skjæbnesvangre
Mangel paa virkelige Kritikere i Norge i disse
Aar, ialfald paa den radikale Side; den mest
begavede Kritiker i vort Land dengang var
utvilsomt den konservative Hartvig Lassen.
De radikale hadde bare én virkelig
Kritiker at berope sig paa, og han var ikke
engang norsk: Georg Brandes. En
selvstændig norsk Kritik fik Norge først med
Nitti-aarenes Generation, med Carl Nærup og
Sigurd Bödtker; og da hadde allerede den
naturalistiske Verdensanskuelse seiret saa
fuldstændig, det humanistiske og religiøse
Livssyn var saa diskreditert, at den som søkte
andre Værdier end hvad Oprør kunde gi.
som Regel søkte forgjæves. Han fik ikke,
som i Sverige, noen Støtte eller Impuls
fra Universitetsfilosofien; ved vort eneste
Universitet doceres idag Psychofysik og
Psy-choanalyse istedenfor Filosofi, noen
Lærestol i human Etik existerer overhodet ikke i
Landet.
De skarpe politiske Motsætninger,
Fanatismen i vor Sprogstrid, i Klassekampen kan
tildels forklares ved denne Ensidighet i vor
Kultur, — en Kjendsgjerning som ganske
vist i sin Tur trænger Forklaring. Det faar
1 Jean Lescoffier : Remarques sur la crise des
atinées 1870—1880; Edda XXIX.
Carl Nærup.
nu være som det vil, her kan vi bare fastslaa,
at ogsaa Digtningen maatte nøie sig med
Surrogater for de absolute Værdier den
søkte.
Vore Nittiaarsdigtere gik stort seet to
Veier, efterat de var blit lei av Sytti- og
Ottiaarenes kampglade Naturalisme; den ene
var Stien ind i det tapte Land, til
Overleveringerne fra den Tid, da i vort
Bondesamfund »Helheten var alt, og den enkelte
ingenting betydde». Det var den
nationalromantiske Vei, jævnet med tvilsomme
Raceteorier istedenfor aandelige Værdier;
Alfar-vei blev den riktignok først adskillig senere.1
I selve Nittiaarene var det en anden Traakk
som var mest paa Moden: det var den
»nyromantiske», fin-de-siècle-Aandes Vei.
1 Se om denne Retning i vor Litteratur min
Opsats: Nationalromantik og Folkelivsskildring.
Ord och Bild 1926, s. 229.
32— 0? d och Bild, jç:de årg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
