Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Døde og levende. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk Literatur
Jeppe Aakjær.
nes Brydning er forstummet, naar Slakkerne
er sunkne tilbunds i Tidens Strøm, bliver en
stor, benaadet Lyriker tilbage, som i
uforglemmelige Strofer synger sit snævrere
Fædrelands Lov.
Fra disse fire Forfattere kan der drages
Livslinjer til den Literatur, der endnu gror
og kæmper. Frederik Poulsen, Lederen af
Ny Carlsberg-Glyptotek, den utrættelige
Forsker af Oldtids Kultur og Kunst, har ikke
glemt sin Ungdoms Roman- og
Novelledigtning og gør endnu en Gang imellem
Strandhugst paa de gamle Kyster. Han har samlet
et Bind »Muntre Historier» (Gyldendal), som
forener hjemligt og fremmed til en
Underholdning, der aldrig bliver banal.
Skildringerne har deres Braad, og Frederik Poulsen
revser menneskelig Dumhed og Hykleri,
enten han færdes i Danmark eller under Sydens
Sol. Han er respektløs, har ingen
Autoritetstro, og det morer ham at forurolige sine
Læsere — de ved aldrig, hvor de har ham. Han
har set sig viden om i Verden, hvad hans
Vandringsbøger tidligere har fortalt os — nu
udnytter han sine Erfaringer og Indtryk i
disse hurtig henkastede, men alligevel
ætsende og dybsindige Fortællinger, hvis
Munterhed ikke skal tages altfor bogstaveligt.
Edith Röde formummede sig nylig som en
fransk Forfatter Pierre Mille, hvis
Fortælling »Den unge Olding» (Gyldendal) hun
foregav at have oversat. Fortællingen om en
aldrende Skribents Kærlighed til en pur ung
Pige Fleur, der er hans Sekretær paa
Skrivemaskinen, om de Sindsbevægelser, han
gennemgaar, naar han tror at mærke, at den
elskedes Følelser gaar i en anden Retning,
og om hans Resignation, er saa gratiøs og
fin i sin Rhytme, saa gallisk elegant i sine
korte Kapitler, at det er forstaaeligt,
Mystifikationen lykkedes. Mange nydelige Ord om
Kærlighed, som den 5oaarige siger dem til
den 2oaarige, slynger sig om den lille Bog;
mange smaa Genrebilleder af en egenartig
Ynde og udført med let sproglig Kolorit
fængsler Læseren.
Og samme Egenskaber genfindes i Edith
Rodes sidste Bog »Afrodite smiler»
(Gyldendal), en Række sirlig gengivne Genrebilleder
og Silhuetter, vidnende om Menneskekundskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
