Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Døde og levende. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
D an s k Literatur
Idealist» gik et Pust af stormslaaet
Lidenskab.
Et helt nyt Navn er Soya, der har udgivet
Skuespillet »Parasitterne» (Levin og
Munksgaard), medens et andet Stykke af ham »Den
leende Jomfru» vakte mild Forbavselse paa
Det kgl. Teater. »Parasitterne» er en Studie
over menneskelig Ondskab og Lavhed i helt
naturalistisk Milieu — Skuespillet kan næsten
minde om de Zola’ske Romandramatiseringer
fra 8o:erne. Luften er tung og trykkende i
dette Simili-Pensionats Værelser, hvor
Menneskevrag fra den store By skyller op, hvor
Nederdrægtighed triumferer, Brutalitet fører
det store Ord, og alle Laster gaar i Svang.
Soya viser i dette Stykke tydelige Evner for
Scenen, Replikerne er malende og livagtige,
har det talte Sprogs Nuancer, synes at være
aflurede Virkeligheden.
Den unge Forfatter er en Iagttager, han
har Øjne og Øren med sig, naar han færdes
ud i Livet. Men han forstaar ikke at vrage
og vælge, altfor mange Slakker løber ham i
Pennen, dette gælder begge hans Skuespil.
Men han er en af dem, som har Teaterblod
i Aarerne og derfor med Tiden maaske kan
skænke os nogle af de moderne Komedier, vi
sukker efter.
Til dem, der ejer Teaterblodet, hører ogsaa
den meget produktive Carl Gandrup. Hans
Ærgerrighed spænder vidt. Han er i de smaa
Satyrspil, han har samlet under Titeln
»Pot-teskaar» (Bogforlaget Athene), den satiriske
Revser af Menneskenes taabelige Lidenskaber
og latterlige Forfængeligheder. Han lægger
Farverne tykt paa, og naar — gennem ofte
fantastiske Overdrivelser — til
Slutningseffektens rammende Punktum. Hans Figurer er
set i Hulspejlets Forskydning af alle Linjer
og Dimensioner, hvad der undertiden kan
virke forstemmende, men Humøret er i sin
frodige Saftighed og respektløse Djærvhed i
Slægt med de klassiske Komedieforfatteres.
Knap saa heldig har Gandrup været med
det gamle Skæmtespil »De tre Skalke»
(Levin og Munksgaard), der søger at forny
Folkeeventyrets Overleveringer. Hans
Ærgerrighed har været at skrive en ny dansk
populær Komedie med Viser og Sange, men
han har fra Begyndelsen af taget saa
voldsomt fat, at Humøret efterhaanden lader ham
i Stikken. Han vil have, at vi andre skal
möre os lige saa godt, som han selv har
moret sig over sine Skalke. Men uheldigvis har
deres Oplevelser, selv om de er indfattede i
nordsjællandske Landskabsrammer og
ledsages af Festoptog, ikke faaet den rette Kryd^
derduft af de Sagn og Viser, som har
inspireret ham. Folkeskuespil kan næppe
forfattes ud fra en bevidst Viljeshandling.
Folkeskuespil — »Elverhøj» eller
»Värmländingar-na» — har naaet deres eventyrlige
Popularitet af Aarsager, som ikke var deres
Digtere bevidst, da de skrev dem.
Populær vil Gudmundur Kambans
dramatiske Eventyr »Gesandten fra Jupiter»
(Hasselbalch) aldrig blive. Det er et Eventyr
paa samme Maade som det 17 :de og 18 :de
Aarhundredes store filosofiske
Dannelsesromaner er det, et Tankeværk, et
Hjærnear-bejde, og derfor aldeles udramatisk. Den Idé,
at en Beboer paa en anden Klode indtræffer
paa Jorden og her søger at optræde som
Reformator, da han selvfølgelig finder alle
Indretninger urimelige og ukloge, er alt andet
end ny. Denne Gesandt er en direkte
Descendent af Holbergs Niels Klim og dennes
Forgængere og samtidige, men Niels Klim synes
ligefrem et Geni i Sammenligning med
denne knastørre, docerende Gesandt, fra hvis
Ålund der kun udgaar søvndyssende Ord.
De Ord, der skulde lvde, var Viddets,
Satirens, Kløgtens Ord. Saa kunde Eventyret
være blevet et Tugtens Ris for vor Tid.
Blodige Strimer burde det have skaaret af vore
egne Rygstykker. Men til at skrive et saadant
Eventyr mangler Kamban Lune og Ironi.
Han har aldrig overtruffet sit islandske
Skuespil »Hadda Padda» fra de unge Aar.
Skal Linjen fra Aakjærs og L. C. Nielsens
Lyrik føres videre, er der mange
Ny-Forsøg, men kun faa gedigne. En stor Bedrift
har dansk lyrisk Digtning dog øvet, et
virkeligt monumentalt og højbaarent Værk har
den frembragt, selv om det er en Oversættelse:
Sophus Michaelis’ Oversættelse af Goethes
»Faust» i—2 Del (Aschehoug, Dansk
Forlag). Den er et Led i den store danske
Goethe-Oversættelse i 14 Bind, som begyndte
at udkomme i Anledning af
Goethe-Udstillingen paa Charlottenborg 1924.
Hvert af de nordiske Lande har sin
anerkendte Oversættelse af Goethes Faust —
Giert-sens norske, Viktor Rydbergs svenske og P.
Hansens danske, efter at allerede i 40 :erne en
teologisk Kandidat Beck havde vovet sig i
Kast med Verdensdigtet. Om P. Hansens
Gengivelse, der dog tog sig adskillige
Friheder med Hensyn til Versformen, er der
559
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
