Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 1—5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk prosa
socialt synspunkt. De faa sunde bukker under
— af en tilfældighed. Kvinderne er uden
temperament eller af en pervers erotik. Eller de
er kleptomane. Mændene er viljessyge eller
erotisk belastede, saaledes dr. Lassen eller
Steffensen, Erik Henning og Wadskier. Den
største forjættelse ligger i den begivenhed,
der hænder paa en dag af aaret: et barn
fødes. Lykken og sundheden vil næste
generation maaske naa. Eller begynder den tragiske
komedie forfra? Glæden bor altid i et andet
hus og freden nyder de blot i sognet ved
siden af. »Om han skulde lutres mere for
at blive menneske», er da et retfærdigt
spørgsmaal. Mennesket er i udvikling
gennem ulykken, og denne ulykkes omfang er
bestemt af evnen til realitet.
Fischers kunst er ærlig og kraftig, men
dens retfærdighed sætter os i tvivl. Han har
en farlig evne til illusion i det sproglige. Han
skildrer indirekte; de nødvendige oplysninger
ligger i personernes egen replik; i en
haand-bevægelse skal vi gætte os til meget, i et smil
eller et skuldertræk ane adskilligt.
I sin skildring giver forfatteren aldrig sig
selv uret; han ved altid besked med alt.
Resultaterne haaber vi beror undertiden paa
fejlslutninger; haaber? det er nødvendigt som
en slags selvforsvar. Denne udviklingsroman
fører de to kammerater fra den lille købstad
og ind i storbyens farlige mølle, der maler
endnu sikrere end guds, og viser deres lykke
som afhængig af temperamentet, Leif som den
lykkelige, heldige, lette og overfladiske, Erik
som den mørke, bitre, fantastiske, der altid
vil staa imod. Denne roman ser mennesket
som et produkt af samfundet, et samfund,
der er slet og uretfærdigt i sine virkninger.
Den ser det tilfældige som noget typisk, fordi
den ser det mekaniske i det, der sker. Leck
Fischer kan ifølge sin metode ikke naa at
omfatte en helhed, en menneskelighed... en
aand i naturen, alt det, som er religion og
lyrik. Metoden ender i haabløshed. Der er
ikke tale om nogen selvopdragelse, en vilje til
at forme sig selv, en indøvelse i
menneskelighed. Realiteten bestemmer og den slider
kanterne. Saadan gaar det til, at
forjættelsen er blevet til en stille, huslig
kærlighed, et borgerligt hyggelig inden fire vægge
og haabet: sætte børn i verden. Idealerne
døde i den strenge, kolde arbejdsdag. Det er
sandt. Leck Fischers kunst giver ham ret —
foreløbig. Vor selvopholdelsesdrift benægter
den sandhed.
Leck Fischer.
Man kan ikke undgaa at se denne roman
som en indre oplevelse, det vil sige som en
selvbiografi af det rette forsigtige omfang.
Den paatvinges læseren som en oplevelse.
Bifigurerne i bogen lever da ogsaa som
mennesker, man tilfældigt mødte og som siden
piner ens erindring netop fordi de staar saa
svagt skitserede i hukommelsen. Disse
bifigurer har ofte saa lidt betydning for
handlingen, at de er rimelige i sig selv. De er
saa tilfældige som livets statister og da deres
handlinger ikke er i forbindelse med bogens
egentlige motiv, saa siger de netop noget om
en tilfældighed og meningsløshed i
tilværelsen saadan som den leves paa kort sigt fra
dag til dag. Og disse mange sideløbende
episoder, religiøse forlag, værnepligten, der
aftjenes, besynderlige digtergilder, alt det faar
betydning ved sin mangfoldighed og sin
meningsløshed og de nye figurer faar betydning
som bipersoner i et billede, hvis komposition
derved sikres. Vi lærer os her, at kraften er
det eneste nødvendige, kulturen er en slags
sygdom, hvor fordringen paa menneskelighed
er et af symptomerne. Denne sygdom styrker
kraften hos — de andre. Vi lærer denne
egoisme uden at behøve at skamme os.
Handlingen er den lykke, der redder fra undergang.
Og lidelsen er den eneste ret vi faar til
mulighed for udvikling. Ved ansvaret skabes en
månd. Deraf hans stilling til kirken og hans
erotiske lykke som en vilje. Hvordan han
ellers fordeler sin sympati kan det være van-
171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
