Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 6—10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kje ld
Elfelt
øjeblik problemet i lykkelige, utydelige
drømme, men religionen har ødelagt hendes vilje.
Hun er uden mod. Hun vil være som de
andre. Hendes uro er da instinktet, hendes
ret til at være kvinde, kuet af angsten for
den ufattelige abstrakte evighed. »...
undertiden duftede det af det nære og søde,
Blomster og Leg og Børn og Fugle — og Elskov,
som hun ikke havde Ord for, det forbudte
Blomsterland, hun bar i sig, men bagved
laa som en Tyngde, at alt dette kom i
anden Række, først skulde man tænke paa sin
Salighedssag.» Instinktet vil tage sin ret; de
sunde sanser vil livet og ikke en truende
evighed. Som kvinde forlanger hun
øjeblikkets lykke og det konkrete — alt det, som
er hændernes arbejde. Hun maa føie afsky
og angst for den store grænseløshed, det
abstrakte guds rige, faderens godhed, alle de
ord, der blot er ord og ikke dækker over en
realitet, hun kan fatte. »Hun befandt sig ilde
ved deres Grænseløshed, denne Uendelighed
af Fortabelse og Frelse gjorde hende
svimmel, hun blev syg i Sindet af Raadvildhed
og Angst ved at tænke paa det, det var
uforstaaeligt og koldt. Hun holdt af
begrænsede Ting, som hun kunde overse og give
sin Varme til...»
Man ser af hendes usikkerhed og
frygtsomhed, hvorledes hun behøver en autoritet,
der kan bestemme for hende. Hun gyser for
den ubønhørlige sammenhæng mellem liv og
tro og over det overnaturliges realitet, hvor
hendes sanser vilde hun skulde leve ubevidst
og fuldt. Hun har ikke mod nok til at vælge,
hun er angst for ansvaret. Den religiøse
atmosfære kuer hende. Hun svigter sig selv,
da hun gaar fra den månd, der faar hende
til at skælve af lykke, og gifter sig med
den »frelste» Lucas. Dette ægteskab tager
den sidste rest af hendes vilje. Och hun
vælger denne Lucas netop, fordi han tager
den sidste rest af hendes vilje: hun er fri
for ansvaret ved at vælge. Og denne
baand-læggelse af viljen fører hende da den
»klassiske» religiøse vej fra angst og synd til
omvendelse. Hun er blevet som de andre
hellige. Hendes kvindelighed er dræbt og
andre har taget ansvaret. Hun skal blot
adlyde.
Skildringen af denne Else og hendes
sjælelige kamp, kvinden der vil livet og maa
nøjes med den ubønhørlige tro, er bogens
bedste kunst. Hun er en fin skitse paa
papiret, rørende i de faa linier og den svage
farve. Hendes tragedie er den, at hun ikke
faar brug for sin kvindelighed og de
moderlige kræfter. Hun er en lille kvinde, angst
og pint af denne splittelse mellem gud og
en månd at elske. Skildringen er formet
med forstaaelse og ærbødighed. Der er smil
og taarer i hendes liv som om hun anede
at baade gud og elskoven kunde have ret.
Levede hun paa sit instinkt alene, saa havde
hun vundet. Ganske smukt lyser hendes
karakters rørende kvindelighed igennem denne
tunge, trykkende, religiøse atmosfære, der
omgiver hende. Hun higer efter den
realitet, der kunde give hende den naturlige
udløsning af alle kræfter: det levende
øjeblik, der betyder lykken ved at være nær
ved tingene, elske en unge og den lyse dag
med vaagne sanser. Hendes skæbne faar sin
tragiske farve ved at livet lyser grønnere og
rigere igennem dette slør af bibelord og
salmesang. Og valget bliver saa meget sværere
for hende ved at glæde ikke betyder himlens
salighed for hende, men retten til at være
kvinde. Hun gaar til grunde i en gold
religion, fordi hun rives bort fra det, der har
naturlig vækst, markens grøde og dagens
sunde trygge gang... og indstilles paa en
evighed, hun ikke har evner til at forstaa.
Maaske er motivet en smule monotont,
eftersom romanen samler sig om analysen af
hendes skæbne og ikke tager hensyn til
omgivelserne mere end det er absolut nødvendig,
men skildringen har faaet sin intensitet netop
af den grund. Forfatteren er ikke objektiv i
sin dom. Han vejleder læserens opfattelse
ved direkte indskudte bemærkninger og ved
at understrege romanens hensigt: at vise,
hvorledes indremissionen er den byrde, der
tynger kvinden til jorden og dræber hendes
sunde kvindelighed, ved at lade skildringen
af enkelte figurer slaa over i det
karikatur-mæssige. Det gælder ikke mindst Lucas. Men
ogsaa dette viser stoffet som en oplevelse,
der er befriet lige saa vel i romanens
foragt, som i det smukke forsvar for
kvindelighedens ret, man kan føie som et bevæget
tonefald, noget følsomt-lyrisk i skildringen
af den kvindelige psyke. Saaledes er
romanen i fejl som i fortjenester en smuk og
stærk bog. Og den er ung i sine
fordringer paa sundhed og naturlighed. Og i sit
mod, eftersom den ved, at instinktet har ret
imod en »klassisk» livsfjern, religiøs
dogmatik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
