- Project Runeberg -  Ord och Bild / Fyrtionde årgången. 1931 /
303

(1892-1951)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Ny dansk prosa. Av Kjeld Elfelt. 6—10

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Ny dansk

prosa

den forunderlige kærlighed, som De ved, den
gamle historie med pigen, der var saa
dejlig, at det ikke kan siges med ord. Et helt
nyt eventyr. Men hun elsker en anden og det
var værre. Det er egentlig hele romanen.
Man skal selv have forstand paa den slags
farlige emner for at forstaa digteren og hans
lidelser. Han er en lille forlegen, upraktisk
månd, men han har en stormende fantasi.
Han er komisk, men komisk under stjerner.
Saadan faar komiken en smag af tragik. Han
er jo ikke uden selvironi, eftersom han
hører til den udbredte familie Storm-Petersen,
baade i hamlet-humøret og i sin lyst til at
falde i mange og barokke, filosofiske staver.

Den lange roman gaar med at synge smaa
melodier til Ullas pris; hun er nemlig det
sødeste og eneste rigtige menneske her i
verden. Og desuden maa han i ledige
øjeblikke gaa døden paa klingen for at faa at
vide, hvad »dette her» skal betyde. Døden
har ingenting at svare. Og Ulla som han
forfølger gennem hele det grønne Danmark, er
saa utaknemlig at gifte sig med en vis
ubehagelig hr. Holm. Fejlen ved hele denne
uheldige skæbne er den, at hun er troløs som et
vand og han, han er altfor genert og altfor
galant og ærbødig. Dermed slutter
første del. I anden del møder denne
uheldige digter en anden Eva; hun forstaar
at trøste ham. Og paa bogens sidste blad er
de gift uden at humøret er blevet meget bedre.
Det hele var et naivt hjerte, der tonede paa
en elskovsmelodi.

Det vilde være uretfærdigt at kalde
romanen for en roman. Der er ikke tale om nogen
udvikling. Der drømmes og føles; der
fantaseres og haabes i det ubestemte; der
smages og lugtes paa tilværelsen uden at det hele
betyder saa meget. Her er megen mad og
megen kærlighed og mange fugle, men kun et
menneske. Han er til gengæld besnærende nok.
Hans fantasi er rørende og lyrisk. Den
former ikke figurer, men drømmer. Et
eksempel. I skoven møder han Ulla. Hun spørger
ham, hvad han gør her ? »Jeg svarede, hvad
der ikke var rigtigt, at jeg ene og alene var
gaaet ud for at faa Øje paa en Ugle. Det
var endnu ikke lykkedes mig at se en saadan
Fugl i Naturen og jeg interesserede mig
meget for dens Levevis og Temperament. I
Norge havde jeg ganske vist set en Ravn, men
for det første var en Ravn ikke det samme som
en Ugle, for det andet havde den taget et
Sølvur, som i lang Tid var gaaet i Arv i

Johannes W u l ff.

Slægten og som vi ansaa for meget helligt.
Jo, den havde snappet fat i Kæden ...» Kan
man bedre gengi kærlighedens søde
forvirring?

Som man ser gaar hans fantasi i galop paa
lyrisk maner. Og som hans fantasi har svært
ved at holde sig til noderne, saaledes løber
ofte smag og lugt sammen med sjælelige
forestillinger ved en besynderlig association.
Det er en fantasibevægelighed, der kunde
minde om Hamsun. Det er ogsaa mærkelig at se,
hvorledes de fleste af hans bedømmelser har
en æstetisk begrundelse; selv elskoven til Ulla
udtrykker sig i superlativer, der har en
sanselig begrundelse og ikke en forstandsmæssig.
Om man gætter at denne »æstetik» vil
udvikle sig til et etisk princip, en livsanskuelse,
der bruger kvinden som middel, rammer man
maaske ikke helt fejl. I den nye digtsamling,
Wulff udsendte samtidig med romanen — Nyt
Harpespil — finder man visse løfter om en
saadan udvikling, bl. a. i digtet »Månd og
Kvinde». En stilforskel beviser maaske ogsaa,
at man har ret i sine formodninger: i
romanen er stilen malerisk, i de fleste af digtene
plastisk.

Om tilværelsen har Wulff sagt et sted, den
var en planløs vandring. Han maa jo som
filosof vide det. Romanen er en planløs fodtur
hen over de danske øer; af og til skimtes et
maal i det fjerne: digteren søger sig en
mening i tilværelsen og en pige. Men man
glemmer det snart igen for drømmenes og de kos-

303

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Dec 11 14:03:07 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ordochbild/1931/0337.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free