Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Nogle danske Bøger. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Ann a B l o c h.
Olaf Poulsen — just et Portræt, bevægeligt,
udtryksfuldt, med Livets Farvespil over sig.
Det er vanskeligt at bibringe den
Efterslægt, som ikke selv har været Vidne til en
stor Skuespillers Kunst, en Opfattelse af dens
Betydning. Den, der roser Fortiden, bliver af
Ungdommen ofte hørt med Mistillid og Vantro
— den synes, at dens egen Tids Kunst dog
maa være den største og værdifuldeste. Det
er derför af Betydning at eje personlige
Vidnesbyrd fra Samtiden af Mænd, paa hvis
Dom der kan lægges Vægt. Tag en Komiker
fra sidste Halvdel af det i8de Aarhundrede
som Gert Londemann. Hvad ved vi 150 Aar
senere om hans Geni ? De Karakteristikker,
Danmarks første Theaterkritiker, den unge
Peder Rosenstand-Goiske Aaret før hans Død
giver af hans Fremstillinger i »Den
dramatiske Journal» (1771—72). Eller tag den
største lyriske Elsker, den danske Skueplads
har kendt, Michael Wiehe (1820—64).
Edvard Brandes’ Karakteristik af ham i »Dansk
Skuespilkunst» vil for bestandig være
afgørende.
Og paa samme Maade tror jeg, at Henri
Nathansens Karakteristik af Olaf Poulsens
Personlighed og Analyse af en af hans
Hovedroller vil blive staaende som et lødigt
Vidnesbyrd, ingen vil kunne afkræfte eller rokke
ved. Her er det komiske Geni lynsnart
opfattet med Sympatiens Forstaaelse og
Beundringens Varme. Disse Sider vil blive
klassiske, Theaterhistorien vil citere dem, og
kommende Tider vil paa Grundlag af dem skænke
Olaf Poulsen de Kranse, som Schiller mente
Eftertiden ikke vilde flette »Mimen».
Der har været Højkonjunktur paa
Thea-termemoirer i det sidste Aarstid og to Navne
fra det Olaf Poulsenske Tidsrum har udsendt
Erindringer, supplerede med Livsminder af en
af de Direktører, der ledede Det kgl. Theater
i samme Tidsrum.
Sympatetisk, elskværdig og ægte kvindelig
virker Anna Blochs »Fra en anden Tid»
(Gyldendal). Titlen er typisk for
Forfatterinden, der just ikke er begejstret for de
Former, moderne Theaterliv har antaget. Hun
og hendes afdøde Månd William Bloch
repræsenterede dansk Kulturliv med Finhed og
Værdighed. Anna Bloch, en Lægedatter fra
Horsens, fortæller med nydelig Holdning,
stemningsfuldt og bevæget, med kære gamle
Minders Duft over sin Stil, om
Barndomsaarene i Horsens, om sit Fantasiliv som
Enebarn, der tidlig mistede sin Moder, og om
hvorledes alle Tanker og Følelser drog hende
mod Scenen.
Som ganske ung kommer hun til
Kjøbenhavn, og her bliver Theatret paa Kongens
Nytorv snart hendes Verden. Hun er først
Tilskuer, beundrer Tidens store Kunstnere,
dem, der skabte Scenens moderne Æra i
Danmark, faar omsider modstræbende sin Faders
Tilladelse til at blive Elev og debuterer i
Høsten 1885, endnu ikke fyldt 18 Aar.
Overordentlig indtagende er Anna Blochs
Skildring af Theatrets Verden, der griber
hende som en hemmelighedsfuld og betagende
Magt. Silhuetter af de Kunstnere, der var de
ledende, er udførte i stilfuldt Filigranarbejde.
Men navnlig har hun tegnet et kuriøst
Portræt af Theaterchefen Kammerherre
Fallesen, der til Trods for al Parlamentarisme
enevældigt styrede den store Theaterorganisme,
der var lagt i hans Hænder, og besad baade
Humor og Ironi i sin Menneskebetragtning.
Anna Blochs Karakteristik af Fallesen har i
det hele Berøringspunkter med den, Einar
Christiansen samtidig giver i sine
Erindringer, selv om den ikke er udtømmende som
Helhedsbetragtning af Kammerherren, hvis
affable Smil ikke kunde dække over
forældet Tænkemaade og hensynsløs
Theater-politik.
662
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
