Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Sophus Claussen. Af Jörgen Bukdahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Claussen
Europa bliver nu i Symbolismens Tegn et
Sammenstød mellem Livsbejaelse og
Livs-fornægtelse. Men vi er ikke her ved noget
Lydpunkt, men ved en Korsvej og en
Knappe-støber, der spørger om Guds Bestemmelse.
Og Sophus Claussen faar hin Alvorsrynke i
Panden, han siden har haft. Men han kan
ikke vælge. Knappestøberen siger: enten —
eller, men Claussen siger: baade — og. Og
med baade Livsbejaelsen og
Livsfornægtel-sen som en urolig Malstrøm i Hjertet
lægger han ud paa Valfart, først til Baudelaires
og Verlaines By, siden til det lattermilde
Italien. Vi vil derfor standse en Stund under
vor Søgen efter hans Digtnings Lydpunkt og
se paa hans kunstneriske Meddelelsesmaade,
hans Teknik.
Meget bredt kan man godt kalde Claussen
Overraskelsens Digter. Han elsker Indfaldene
som pludselige Guldfund. Det kniber derfor
med den episke Linie, med den rolige
Fremførelse af Stoffet, derfor falder hans
Romaner i Stykker i lyriske Kapitler, hvad der
igen gaar ud over en Skikkelses
sammenhængende Karakteristik, eller som man siger:
dens Psykologi er ikke dyb. Og dog ejer hans
Romaner alligevel en varende Værdi netop
for de lyriske Kapitlers Skyld. Han gaar i
Gang med et Stykke Prosa med en Oplagthed
og et Velvære, saa man besejres. Han
snakker selv med. Han skal ikke have noget af
den objektive Roman. Han vil selv være med
i de festlige Begivenheder, de dulgte og
aabne Forelskelser, han fortrinsvis fremstiller.
Det er det man har kaldt hans Friskhed, og
med Rette. Romanen er ham en
lyrisk-pro-vinsiel (ofte politisk) Udtryksform, som
Skuespillet »Arbejdersken» er lyrisk-social.
Han kan faa et Vejr ind over de løst
sammenhængende Kapitler, som alligevel gør dem
til et Hele — ofte et Regnvejr. Det danske
Regnvejr har han skildret som ingen anden.
Men mens der kan være noget
alvorligbeklemt over hans Romaner, fordi
Komposition og Motiv lægger et vist Pres paa ham,
folder han sig frit ud i Rejsebogen, her
spiller Livet og Rejsen ham selv de
kalejdoskopiske Indtryk og Indfald i Hænde, her er han
ikke bundet af noget, her blander han alt
sammen, som i en Digel, stort og smaat,
Alvor og Skæmt, Kvide og Jubel, og det
brænder sammen til en mangefarvet
ugennemsigtig Klump, hvor man vei ser alle de
forvirret-tilfældige Brudflader, men de hænger
sammen, det er en Helhed, man holder i sin
Haand. Man har kaldt Aarsagen hans
kosmiske Fantasi. Og igen med Rette.
Men som enhver kosmisk Fantasi rinder
den af en indre Forblødning, et
Sammenstød i Sindet, just det, vi er paa Spor efter,
og som udadtil tegner hans Digtergenius som
et Janushoved, eller som Teatrets grædende
og leende Maske.
Digtet er hans Felt. I det kom hans
Væsens Dobbeltside helt i Funktion. Nu siger
gerne hans Digte Sparto til al Metrik. De
gaar selv. Og deres Maal over stundom
haltende Rytmer og Rim er at finde det præcise
Udtryk for en Tanke eller en Stemning. Han
er suveræn i sine Midler for at naa en
fuldgyldig Illusion. Derfor bliver hans Digte
gerne hele, bibringer en fuldbaaren Stemning.
Derfor faar hans Rytmer set i Sammenhæng
en besnærende Tone, Bundtonen, der holder
Digtet sammen. Det første, man møder i hans
Digte, er ofte en paagaaende Ligefremhed.
Man stiger ikke op i en højere Sfære, man
gaar lige ind i det, et Brudstykke af
Hverdagen. Den originale Ligefremhed er hans
Digtnings første Karakteristik. F. Eks. (i
Rimbrevet til Herman Bang) :
Er det muligvis sandt, at Naturen
har overanstrengt sig,
at den ældgamle Bank nu er sprængt
og Bankøren har hængt sig.
Undertiden kan denne Ligefremhed blive
barok, men med et Strejf af Ynde (i »Jord og
Himmel») :
Det var først i Juni Maaned, Somrens sødeste Sæson,
alle Markens Ærteblomster sprang i vide Pantalons.
Undertiden bygger han et Digt fint og fornemt
op for at vælte det til Slut med en Spøg
eller en orakeldunkel Sætning. I det hele ynder
han at undslippe fra at udlevere sin Menings
sidste klare Draaber, han bliver »dyb,
assyrisk og viis». Eller han lægger sit Digt i
Halvmørke, og enkelte Linier ligger og
lyser derinde, f. Eks. i »Løvens Tegn».
Undertiden gemmer han i et Digts sidste Linie en
Magniumsbombe, der pludselig belyser det
efter Læsningen. F. Eks. i Digtet om Pompeji:
»en Flok Valmuer, som smaa røde
Kardinaler». Gennem hele Digtet har han arbejdet
hen imod denne Linie. Saa antænder han den,
og vi ser pludselig et Landskab. At give en
generel Karakteristik af hans Digtning og
dens Teknik er som vist umuligt. Dertil er
den for mangfoldig, bryder sig mangefarvet
2 77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
