Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Sophus Claussen. Af Jörgen Bukdahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jörgen Buk da h l
vet tavse, Pompeji ... en spinkel Guitartone
fra et grøntremmet Vindue i en lille hvid
Landsby inde i Apenninerne. Og der er Ekko,
der synes at have levet i hans Kirkes Kroge,
Poes Stemme, Verlaine, Baudelaire, og
andre tidén Navne, Djævlerier, saadan som man
i det hellige Hus maiede selve den Lede ind
paa den hvide Kalk mellem Apostle,
Madonnaer og smilende Engle ... Og en enkelt Gang
synes jeg at høre Villons Røst, denne
forløbne Pariserstudent der slog Gnister af
Øjeblikket, uden at bekymre sig om Dagen i
Morgen eller Sneen, der faldt i Fjor:
Car ces refrains les vous remaine,
Mais ou sont les neiges d’antan? —
Villon, hans ældste Ven fra venstre
Seinebred. — Lad os gennem de skønne koglende
og tungsindige Stemmer lytte os frem til det
Lvdpunkt, hvor vi kan høre hans Hjertes
Slag. -
Da han var kommet over de 50 Aar, følte
han ogsaa Trang til at udrede sin Digtnings
Motiver og dens Livsanskuelse, hvor Kunst
og Liv er et. Hans Livslegende er de to
Bøger »Løvetandsfnug» og »Foraarstaler». Med
en stræbsom Alvorlighed søger han her at
imødegaa alle de Indvendinger, man har rejst.
Han tumler her med de allerstørste
Problemer, Natur og Aand, Livskunst og Nationer,
og med smaa lokale: Provinsbyen og det
litterære Venstre, her findes ogsaa
Forelæsninger over den moderne Lyrik og om
Forbindelsen mellem Fantasi og Videnskab. Her er
Barndoms- og Ungdomserindringer. Kort
sagt alt, hvad man kan ønske sig af Nøgler
til at lukke hans Vers’ Guldskrin op med.
Han fortæller her, hvordan han som
15-aarig Dreng kom fra Nykøbing Latinskole
til København og paa nært Hold saa den nye
Tids Heroer og hørte deres Hærraab. Og
med undrende Øjne saa den unge Falstring
paa disse gravalvorlige Mænd, der sled og
slæbte som Ægyptere og troede, at Verden
nok skulde blive reformeret inden Paaske. Med
en Blanding af Alvor og Skæmt, der allerede
da var hans Væsens Grundform, tog han mod
alle de nye Lærdomme om Udvikling og
Fremskridt, lidt Oprør var heller ikke af Vejen. Men
siden var han sikkert den, der mest
haardnakket troede paa de store Resultater af hint
berømmelige Møde mellem jyske Bønder og
de radikale Studenter. Han røbede her den
Side af sit Væsen, der vendte ud mod
Danmark og Danmarks Provins, et socialt In-
stinkt, der i Grunden aldrig forlod ham, en
Naivetet, hans Grublerhjerne aldrig fik dræbt,
og som den Dag i Dag er det mest
fortryllende i hans Produktion, selv da hans
Ungdoms Alvor blev til Visdom og hans Skæmt
til Humor.
Sammenstødet mellem Provinsboen og den
europæiske Dannelse slog Gnister i hans Vers
og gjorde ham til »Naturbørns» Digter, det
danske Regnvejrs forelskede Sanger og
efter et eventyrligt Ophold i Horsens til »Unge
Banders» lyriske Prosaist, siden »Kittys»
omstændelige Skribent, saa det ser ud, som
han allerede havde afstukket sin Bane og hejst
sit Flag. Efter Schandorphs knagende
Realisme vilde han gøre Opdagelsen om igen, men
hellige sig Provinsens romantisk-lyriske Idyl.
— Men det skulde ikke gaa saaledes.
80-ernes Unge begyndte at føie sig ensomme.
De slog ikke Lykkens Guld ud af den graa
Hverdag:
Med de Venner bli’er sjældne, hvis Hænder
jeg længes at trykke
— de dør i det stræbsomme Danmark
af Mangel paa Lykke.
I Slutningen af 80-erne begynder Omslaget.
Naturalismen med hele dens sociale Indstilling
bliver for snæver. Af moralske Grunde havde
før Gjellerup sagt sig løs fra Retningen og
dens Fører, af nationale Grunde Drachmann
en Tid. Ingen af disse Grunde var afgørende
for de Unge. Naar Naturalismens
Virkelig-hedsbegreb blev dem for snævert, skyldtes det
religiøse Grunde, en Sjælens Hjemve til
Evigheden; saaledes holder da Symbolismen sit
Indtog i Danmark. De blev Dyrkere af
Natten og Stjernerne, de sugede paa
Ensomhedens bitre Tungsind. Da er det, at Baudelaires
Skygge falder over dem og denne
katolskkyniske Pariser giver disse unge
Lykkeridderes inderste Tanker og Stemninger Mæle,
hans Realisme var blevet en
Skriftemaalsop-rigtighed, som intet skjulte, saadan var
Livet, naar man afklædte det alle Illusioner, saa
bedsk var Tilværelsens Grundvand.
Den Kamp, 80ernes Unge kæmpede gjaldt
mindre en ny Livsanskuelse end en ny
Livsfølelse. Det blev Sophus Claussen, der især
kom til at give denne Udtryk, idet han fra
Symbolismen hverken gav sig over til den
aabenbarede Religion (som Johs. Jørgensen)
eller hin Selvransagelsens skaanselsløse
Realisme, der blev Stuckenbergs Udvej. — Hans
Ungdoms Sammenstød mellem Provinsen og
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
