Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norsk F r o n t imod Kultur krisen
egocentrisk beskæftiget med sin egen Frelse,
men føier sig som virksomt Led i en vældig
Sammenhæng, omfattende alle levende og
døde. Gennem Kultus, Lære og praktisk
Handlen opøves han i en Livsindstilling, der
udelukker enhver overdreven Følelse for sin
egen Persons Betydning. Det kan næppe
bestrides, at Romerkirken (i hvert Fald efter
sin Idé) gennem alle Tider staar som det
ypperste Exempel paa den Harmoni mellem
individuel Frihed og fast Orden, som maa
være Idealet for ethvert Samfund af
Mennesker. Vilde dette være muligt i et Samfund,
der ikke hvilede paa en Autoritet over
Menneskene ? ;; Mennesker har ingen rett til at
herske over Mennesker», siger Fru Undset
(i »Katholsk Propaganda»); og »der kan
ikke være anden absolut autoritet end
autor-skapets», o: Guds, hedder det i »Den
brændende Busk». Og en anden Katholik, Karl
Adam, siger endog: »Al menneskelig
Autoritet er nødvendigvis Voldsherredømme».
Hvis Mennesker kunde lære af Historien,
vilde de saa ikke netop lære dette, ikke
mindst nu?
Sigrid Undsets Foragt for den moderne
Kulturs Selvforgudelse — individuel eller
national eller »proletärisk» —■ og Længsel
efter at overvinde den har ført hende til
Romerkirken, som mange andre. Men ogsaa
hendes stærke livsbekræftende Natur har
gjort det. En ung Pige (Randi) i
»Gymna-denia» forklarer sin Overgang til
Katholi-cismen med disse Ord: »Isch, livet smakte
som at leve på bare hermetik.» Den moderne
Kultur er abstrakt, som hele det moderne Liv
er det. Mekanisk Produktion, abstrakt
Bank-og Pengeøkonomi, abstrakte politiske
Theorier (selve »Proletariatet», »Massen», er en
Abstraktion), en alexandrinsk Kunst, der
ikke længere kan se Virkeligheden for
lutter Theorier og »Retninger». Det kan næppe
nægtes, at Protestantismen ogsaa i denne
Henseende har været en af de drivende Kræfter,
selv om den ikke har villet det. Man overser
let, hvilken uhyre Virkelighed der i Reglen
ligger gemt, ligesom koncentreret, i de
theologiske Dogmer (som forøvrigt ogsaa i de
videnskabelige). Luther lærte, at det
»naturlige» Menneske er helt igennem fordærvet og
syndigt. Katholicismen derimod glemmer
aldrig, at hele Naturen, og dermed ogsaa
Menneskets instinkter, er skabt af Gud; saa længe
det naturlige Menneske tjener Gud, er det
ikke syndigt.
Paa dette Grundlag hviler den katholske
Munterhed og Livsglæde, hele den Skala af
Lykkefølelse, fra inderlig Naturglæde til
mægtig religiøs Tilbedelse i Festmessen, som
stiller Katholicismen i saa skærende
Modsætning til saa mange Protestanters stadige
Sjæleangst, Afsky for Kortspil og Dans, hele den
trykkende Kulde og Mistillid, der saa ofte
aander ud af Protestantismen.
Ortega y Gasset bemærker med Rette, at
enhver ny Livsfølelse — og det er denne, der
giver enhver Kultur dens Særpræg —■
spores først på de mest aandelige Omraader.
Vi har forsøgt hos en Række moderne
norske Forfattere at efterspore en saadan
fælles Livsfølelse, der ogsaa genfindes andre
Steder i Europa. Der er en Del, der tyder paa,
at denne Livsfølelse vil vinde flere og flere
netop af den unge Generation, efterhaanden
som den nødvendigvis skuffes i sine
Forhaabninger om »den nye Naturalismes», »det nye
Hedenskabs», »Livsdyrkelsens» Velsignelser.
Vi skal forsøge at bringe denne nye
Livsindstilling paa den kortest mulige Formel.
Den frie, »naturlige» Livsudfoldelse fører til
Fordærv og maa derfor begrænses. Da dens
Rod er at finde i en Guddommeliggørelse af
det autonome, selvherlige Menneske, maa vi
—• da vi ifølge vor Natur ikke kan leve uden
at tilbede — finde noget eller nogen over
Mennesket, som taaler at guddommeliggøres.
»Der abendländische Geist muss wieder klein,
ganz klein werden», siger Karl Adam i
»Chris-tus und der Geist des Abendlandes». Vi kan,
om vi skal leve, hverken undvære Frihed eller
Orden; kun naar vi anerkender en Autoritet
over os alle, er en Harmoni mulig mellem
disse to Principper. De her behandlede
Forfattere afviger egentlig kun i, hvor de mener
at have fundet en saadan Autoritet: i
Traditionen (Harry Fett), i den moralske Lov
i vor Samvittighed (Kent), i en ren og
enkel »Menneskeligheds» Ideal (delvis
Fangen; her kunde ogsaa nævnes en Bog af A.
H. Winsnes om den norske Filosof Niels
Treschow (omkr. 1800), der — som Goethe,
men i et andet Niveau! — bygger paa den
tyske Idealismes fra Rousseau arvede Tillid
til den menneskelige Naturs egne Kræfter),
eller i Kristendommens Gud (Sigrid Undset,
delvis Fangen).
Mod hver af disse Opfattelser kan der
rejses vægtige Indvendinger. En Skuen tilbage
39— Ord och Bild, 4i:a årg.
609
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
