Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Norsk Front imod Kulturkrisen. Af Ove Lundbye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ove Lttn d b y e
bare et hanefjed mellem snerperi og
skamløshet». Det var først Puritanismen der fandt
paa at ignorere, hvad alle ved om hinanden,
at de ved. Tidligere Tider ignorerede ikke
Kønslivets grundlæggende Kendsgerninger,
men ignorerede heller ikke
Blufærdighedsin-stinktet, der —- omend med vexlende Genstand
og Former —■ er saa gammelt som Mennesket
selv; de nøjedes med at respektere
Tilstedeværelsen af begge disse Kendsgerninger. Der
er aldeles ingen Tvivl om, at den fuldkomne,
kyniske Prisgivelse af al kønslig
Blufærdighed for en meget stor Del af den moderne
Ungdom er Hykleri og Angst for at krænke
Konventionen — ganske som Snerperiet var
det tidligere.
Jørgen Bukdahl har om Sigrid Undset
med Rette sagt: »Norden ejer ikke mere
desillusionerende Forfatterskab.» Naar Religion
saa ofte betragtes som »Opium»,
Selvsuggestion og fejg Flugt fra den haarde
Virkelighed, har man derfor nogen Garanti for, at
dette ikke gælder i hendes Tilfælde. Netop hendes
brændende Trang til ægte og holdbar
Virkelighed har ført hende til hendes Tro; og
ogsaa heri er hun moderne — thi hvad andet
end netop en saadan Trang er det, der har
ladet den moderne Ungdom gøre Oprør mod
Førkrigstidens Fraser og Hykleri og hellere
fornægte alle Idealer end forraade
Virkeligheden.
Det er ikke —■ som hos saa mange
Kunstnere — Stemning og Skønhedsdyrkelse, der
fører Sigrid Undset ind i Romerkirken. I de
to Romaner »Gymnadenia» (1929) og
Fortsættelsen »Den brændende Busk» (1930) —
der foruden at være skønne og dybt gribende
som Kunst giver det bedste Indblik i Fru
Undsets Forhold til Kristendommen — er det
stadig det hverdagslige, nøgterne og »saglige»
i Katholicismen der staar i Forgrunden; kun
én enkelt Gang har Paul Selmer en egentlig
»religiøs Oplevelse», og det er ikke som hos
en »moderne Mystiker» af Anker Larsens
Type ved Betragtningen af et Græsstraa, men
som Kulminationen af tunge Prøvelser og
haarde Kampe med sig selv. Og de
Katholi-ker, Paul ser mest til, Familien Gotaas, det
er saa uinteressante og lidet pompøse
Mennesker som vei muligt; men i deres Takt, deres
Godhed, deres rolige Livsglæde og deres
hverdagsligt-selvfølgelige Forhold til
Religionen er de uforglemmelige Vidner om ægte
katholsk Aand. Men Sigrid Undset ved
ogsaa, at Virkeligheden rummer mere end dette.
Kærnen i Kristendommen er — trods alle
»liberale» og »humaniserende» Fortolkninger,
der vil gøre den mere velsmagende og
letfordøjelig — Paradoxet, Mysteriet; men — »saa
vild kunde netop sandheten være».1
Freud og mange med ham mener, at Troen
paa en Gud skyldes Menneskets Trang til en
Garant for vore Ønskers Tilfredsstillelse.
Freud er et typisk Exempel paa, med hvilket
Minimum af Menneskekundskab man i vore
Dage kan blive en verdensberømt
Sjæleforsker; og Religion synes han at kende endnu
mindre til end Sjælelivets øvrige Omraader
(hvilket ikke hindrer ham i at føre en
voldsom Kamp imod den). En af de dybeste
Følelser, der driver Paul Selmer —
Hovedpersonen i Fru Undsets to Romaner — til Troen
paa Gud, er Trangen til at takke. Alt gives
os; selv den elendigste hænger ved Livet og
finder det altsaa dog skønt —• men det
skænkes os, af hvem ? Kun Proletarsjælen kender
ikke til Taknemmelighed — men hvem kan
vi takke for Naturens uendelige Skønhed, for
Luft og Lys, og for Kærlighedens Gåve ?
Dette er et blandt flere Udtryk for det positive,
der fører Sigrid Undset til Kristendommen.
Det negative er hendes voxende Uvilje
overfor den moderne Kultur. Det er ogsaa her
man bedst forstaar, at hun drages netop mod
den katholske Kirke. Hvad hun afskyr, er
nemlig, sagt i ét Ord, den Subjektivisme, der
er selve Kærnen i den moderne Kultur, og
som ogsaa saa ofte præger ikke-katholsk
Kristendom.
Det er bl. a. blevet fremhævet af I. A.
Møhler i hans skønne og dybe »Symbolik»
(1832), at alle protestantiske Dogmer er skabt
af enkelte Personligheder, medens de katholske
er voxet organisk frem i Kirkens Fælleskab
gennem Aarhundreder. Protestantismens Væsen
fremstilles i Reglen fra katholsk Side —
saaledes af Professor Karl Adam i »Das Wesen
des Katholizismus» — som Schisma, skarp
Afsondring: Viden imod Tro, Religion imod
Moral, Natur imod Aand, Menneske imod
Gud, Individet imod Samfundet og Helheden.
Dens Væxt er en stadig Frigørelse;
Mennesket er tilsidst, som det vilde, blevet helt
autonomt, sin egen Herre.
Katholicismen er efter sin Idé den absolutte
Modsætning hertil. Kirken er Kristi Legeme,
en levende Organisme. Katholiken er ikke
1 I »Katholsk Propaganda» (Some 1927) taler
Fru Undset om »Katholicismens overvældende
Realisme».
608
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
