Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolvte häftet - »Et kongelig sinn». Hundredåret for Bjørnstjerne Bjørnsons fødsel. Av Ronald Fangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ronald Fangen
sons dikte, han er i sannhet ingen
kunst-lyriker, han er naturlyriker, centrallyriker,
som det heter i Sverige. Han er ganske
prisgitt inspirasjon; det må ha hendt ham
ofte at han næsten ikke visste hvad han
skulde synge om; han var bare full av
sang, den sprengte på og så måtte han
lystre. Ta et dikt som »Til Romsdalen».
Det er fullstendig improvisert i sin form
og begynner ganske enkelt med å
konstatere det faktum at han kommer på dekk:
Jeg kommer på dæk; — morgenen er klar; —
må dog se, om jeg land-kænning har.
Så forteller han, fort og malende, hvad
han ser:
Øer er her, grønne, kvikke,
og slejpede skær, som hav-salt slikke,
snart disse, snart hine. De plasker herude
fortroligt, vildt, — og opskræmt tude
hav-fugl omkring os, dale, stige.
Vi er i et rige
med storm-vej rs-minner og helt for sig.
Vi er på fiskerens vågsomme vej.
Langt ude æggen og stor-sej-stimen,
fortæller kaptejnen; just nu på timen
står sejl inover der ude f’ra; —
fisket går bra.
Han stiger langsomt, hans inspirasjon
vokser og plutselig synger han for fullt
bryst:
Hvor vidt jeg også lar øjet vandre,
den ene bærg-kæmpe over den andre,
den enes lænd ved den andres skulder,
og dette til yderste himmel-brynet.
Alan står og vænter et verdens-bulder:
den evige stilhed forstørrer synet.
Somme står hvide, andre står blå
med takkede, kappende, hidsige tinder,
somme sig binder
sammen i kæder og fræmad gå.
Af vejen små-folk! — Der inne »skjorten»!
Han messer jævnt i den høje forsamling
af urtids-storheder, ættens gamling.
Du tror det ikke? Som barn har jeg sport’n!
jeg hørte ham tusene, tusene gange,
altid andægtig, aldrig med løjhed.
I mine sange
faller et skær af hans hvide højhed.
Eller ta et dikt som »Norsk
sjømands-sang», skrevet simpelthen på bestilling. Jeg
vet ikke noe Bjørnson-dikt som til den grad
vidner om hans generøsitet. Han må jo
først fortelle om sjømannens farefulle liv,
om »dyre mande-fald ■—• i kampe uten tal»,
om »dødens krans av tang og siv», om
gutten »som red på hvælvet hjem tilslut»,
—- alt sammen upåaktet, anonyme
tragedier og heltegjerninger. Men så synes han
det blir for trist og trøsteløst, disse
heltegjerninger kan ikke være glemt, og så får
’han en sublimt gavmild tanke:
Dog Norges høie kyst —
(Og man skal ha sett den en stormende
vinterdag, den ser ikke mild og vennlig
ut.)
Dog Norges høie kyst
er landets eget moder-bryst
med næring og med gråd
ved sønners raske dåd.
I det er alting gjemt
og der er ei den mindste glemt
fra Hafurs-fjordens dag,
til han på sidste vrag.
Er det ikke praktfullt!
Men når man er kommet inn på det
kapitel som heter Bjørnsons lyrikk da er
man farlig stillet, emnet er omtrent
uuttøm-melig. Jeg skal vokte mig — og jeg trenger
ikke noe mere, for her mener i hvert fall
jeg at vi er kommet frem til det
avgjørende bevis for riktigheten av det Ibsenske
utsagn: Bjørnson hadde et kongelig sinn.
Se ham nu: Rotfast i sitt land,
solidarisk med sitt folk, ett med dets skjebne,
tålmodig og mild som en mor, sint som
en tordengud, altoverskuende, uslitelig,
spontan i sin utfoldelse, men streng i sin
selvbeherskelse, i barnetog, på folkemøter,
ensom med sitt verk og sitt ansvar, både
nærværende og fjern, gavmild med sig selv
både når han gav og tok imot, like sand
og like ivrig når han snakket innover til
sitt folk og ut til verden, aldri avladende
636
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
