Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Kaj Munk og »Ordet». Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
menige Ligsynsmænd. Pastor Bandbuls Ord
om Miraklet er ogsaa en Bagdør, hvor mange
vil kunne bringe sig i Sikkerhed, hvis det
skulde knibe.
»De tror maaske ogsaa paa Mirakler, Hr.
Pastor», siger Lægen.
»Ja», svarer Præsten, »hvad mener De
med ’tror’ ?» Principielt kan Miraklets fysiske
Mulighed aldrig negeres, da Skaberen altid
maa være det skabtes Herre. Men baade
religiøst og etisk er det udelukket; et Brud paa
Naturlovene var jo en Forstyrrelse af Guds
Verdensplan, og det herlige ved Gud er jo
netop det, at vi kan stole paa ham. Populært
sagt: Gud kan selvfølgelig gøre Mirakler,
men gør det ligesaa selvfølgelig ikke; og det
takker vi for ...»
Da den sindssyge Johannes vender hjem fra
sin Snehule i Skoven, er han helbredet gennem
Ingers Død. Opvækkelsen er altsaa ikke
Galmandsværk. Gør det Stykkets Slutning
stærkere eller svækker det den? De Ord, han
siger til Mikkel Borgen, inden Opvækkelsen
endelig finder Sted, er baade Kaj Munks
hjerteligste Mening og Stykkets Idé. De Ord
maa siges af en Månd, der er ved sine fulde
Fem og føler, at han er ligesaa fattig i sin
»Klogskab» som de andre og ligesaa ussel.
Selv om Helbredelses-Historien egentlig er
ubehagelig, vilde man ikke undvære den for
Stykkets Fornufts Skyld. De Ord, han siger
til sin Broder, Mikkel, er Dramaets Problem.
Han svarer, da man spørger ham, hvorfor
Inger skal vækkes fra de døde: »fordi
Mikkel, min Bror, du kære, ærlige, hele Månd,
der aldrig med Gudstro forhaanede Gud,
fordi det er Jammer og Rædsel, at Gud er
god og almægtig, og dog ligger hans Jord
i Elendighed, fordi der mellem de troende
ikke er een, der tror ...»
Kaj Munk tager altsaa tilsyneladende
Parti for den, der aldrig med Gudstro forhaanede
Gud. Og hans Vurdering af de øvrige
agerende i denne mærkelige Kombination af
Folkekomedie og Mirakelspil, ses tydeligt i
Stykkets Slutningsrepliker, hvor den
»radikale» Læge, Præsten og Missionsmanden
reagerer — hver paa sin Maade — overfor
Ingers mirakuløse Opvaagnen fra de døde.
»Jamen dette — det er jo fysisk umuligt»,
siger Præsten — »det kan jo ikke ske.»
»Ligsvnsmandsinstitutionen skal afskaffes»,
;siger Lægen.
»Mikkel — det er den gamle Gud — fra
Elias’ Tid — evig den samme», siger Peter
Skrædder.
Der er saaledes nok til at forklare, hvorfor
Miraklet skal ske. Der er heller ingen Tvivl
om, at alle de troende, der faktisk ikke tror,
fortjener at faa det Mirakel, Digteren
skænker dem uden videre. Men Spørgsmaalet staar
faktisk aabent: er der sket et Mirakel, og sker
der Mirakler hver Dag, alle Steder, paa Guds
Befaling? Enhver maa selv træffe
Afgørelsen. Kaj Munk har været saa fornuftig, at
han staar med mere end en Forklaring. Vilde
det ikke være Mirakel nok at tro paa
Miraklet — som Pastor Bandbul — og er det
ikke en Falliterklæring for Troen at kræve
haandgribelige Beviser? Digterisk har
Slutningen desuden den Svaghed, at den ikke paa
nogen Maade er Resultatet af en
forudgaaende Stemning, men en Befaling, der
udstedes af Digteren.
Og Johannes er jo ikke paa nogen Maade
saa ydmyg, at han retter sig efter Guds
Vilje ...
Naar dette moderne Mirakel-Spil, der blev
kasseret paa Det kgl. Teater, fik en saa stor
Succes paa Betty-Nansen-Teatret, skyldes det
velsagtens ogsaa den Omstændighed, at
»Ordet» kom som et levende og dramatisk
Indlæg i den Kamp for en religiøs
Ny-Orientering, der beskæftiger Kirken og mange af
dens bedste Folk. »Ordet» er en Fortsættelse
af Otto Larsen-Sagen (»Skatten i Lerkar»),
af Pastor Ruths Bog (»Sæt Kirken paa
Plads») og af de mange barthianske
Kommentarer, Kirkens Forfald har fremkaldt i
Barthianernes Tidsskrift, »Tidehverv». Og
hele denne religiøse Debat er en Slags
Udløber af den »religiøse» Virksomhed, Helge
Röde — og Anker Larsen — udfoldede i de
første Aar efter Krigen. Der er vist ingen
Tvivl om, at Helge Röde gerne ofrede det
meste af sin »filosofiske» Produktion for at
have skrevet »Ordet», hvor man i alt Fald
ikke kan tvivle om en ærlig Troes-Vilje.
I dette Øjeblik er Kaj Munk det — eneste
— dramatiske Haab i Danmark. Sven Clausens
træede og negative Dramatik
(»Bureauslaven») og Carl Gandrups uskadelige,
historiske Genrebilleder (»Kongeligt Blod») er en
Dramatik, der ikke paa nogen Maade kan
konkurrere med den dramatiske Præst i
Vedersø, hverken nu eller i Fremtiden.
288
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
