Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Liv og Literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
er mine Tanker paa gamle Veje, hvor tomme
Reder nu hænger i bladløse Træer. Det var
dog der en Gang Sommer og Ungdom med
Forhaabningernes Fuglesang.»
Det er en meget værdifuld Bog, der
yderligere ved sine Studier over Bangs
Afstamning bringer nyt Stof for Dagen. Den
oplyser f. Ex. at paa mødrene Side nedstammer
han fra et jødisk Ægtepar, hans
Tip-Tipoldeforældre Christian og Christina Catharina
Kirchheimer i Altona, der begge lod sig døbe.
Denne Afstamning forklarer muligvis Træk
i Herman Bangs hvileløse Personlighed.
En helt moderne Digter fortæller nu om sit
Levned. Martin Andersen Nexø begynder
i Ett lille Kræ (Gyldendal) at berette om sine
Barneaar. Selv forekommer han sig »som det
usseligste Kræ. Der bliver stadig højere til
Himlen paa denne Jord, men Følgen er blot,
at vi Menneskebørn efterhaanden syner saa
elendig lidt. Vi snylter paa Jordens Ansigt,
omtrent som var vi Lus i en Skabers Skæg!
De største Gestus fanger vi ind i vor Teknik,
men Altets Hjærteslag formaar vi ikke at
fatte.»
Han siger selv, at han rimeligvis har
mindst to Racer i sig som Arv fra
Forældrene — de staar stejlt mod hinanden og
skulde gærne rystes sammen. Og han faar derved
Anledning til »at gaa Fænomenerne grundigt
paa Klingen.»
Andersen Nexø blev født paa
Christianshavn i en Bagbygning paa en Kvist —
»anden Bagsal over Gaarden» — — — sagde
hans Moder, i en pæn Lejlighed, som bare
havde »den Fejl, at der ikke var til at være
for Rotter». Bag en uhyre Brandmur, der
stjal Solen!
Da Familien er flyttet ud til
Lægeforeningens Boliger paa Østerbro, begynder den
senere Romanforfatters Liv for egen Regning
— og for Samfundets! Thi som saa mange
andre Børn af Fattigfolk maa han tidlig til
at gøre Nytte. Han hjælper sin Moder med
at bære Aviser om ved at tage de værste
Trapper for hende.
Faderen og Moderen var i Væsen mere
forskellige end heldigt for et godt Samliv.
Han var en Husmandssøn fra Bornholm, en
Månd med gode Ævner, vittig og kritisk,
siger hans Søn, »fuld af barokke Indfald,
respektløs; og blandt Kammerater gik der Ry
af hans Slagfærdighed og Ævne til at
fortælle en god Historie». Men han var drikfæl-
160
dig, og Moderen, der lige til sin Død som
82aarig kunde sværme som en ung Pige, naar
Talen var om hendes Månd i deres Samlivs
første Aar, lod sig, da hun var op i
Tredserne, skille fra ham. En ægteskabelig
Tragedie, der maatte præge Hjemmet og senere
hen lærte Sønnen at reagere mod Misbrugen
af Alkohol. Han havde som Dreng
tilstrækkelig lært den gamle, graa og sure Hverdag
at kende, hvor Faderens Ugeløn forsvandt paa
Beværtningerne.
Moderen kunde under disse Forhold ikke
altid veje sine Ord og Handlinger paa en
Guldvægt. Men hendes Søn erklærer, at der
var noget levedygtigt selv ved det forkerte,
hun gjorde, og hendes Handlemaade var altid
uegoistisk: »Det gjorde hendes Liv
forunderlig frugtbart som Eksempel for os Børn.
Og anden Opdragelse, eller bedre sagt Hjælp
til Selvopdragelse, end Eksemplet gives der
vel ikke.»
Faderens Opdragelse bestod af Prygl,
»koldt afvejede Slag af et Spanskrør
ledsagede af Formaninger og Advarsler». Hans
Adfærd vakte Trods og Bitterhed hos Drengen,
der følte Trang til at dukke ham eller true
ham. Man forstaar, at det eneste, denne
Fader efter egen Paastand vilde give sine Børn:
en god Opdragelse, under disse
Omstændigheder ikke kunde blive videre værdifuld. Det
var »baade til at le og græde over». Denne
Familiefader og Forsørger holdt i
Virkelighed Dommedag over sig selv.
Men for sin Moder var Drengen altid rede
til at gaa i Ilden — hun, der kunde gøre den
tørreste Brødskorpe »til noget i Retning af
et Festmaaltid alene ved det Smil, hvormed
hun rakte èn den». Hun var i Hjemmet »det
gode, glade Eksempel. Hun tog Tingene som
de faldt,–-satte sig ikke hen og
klagede og flæbede, men affærdigede det
Uund-gaaelige med en frisk Replik, ofte i Form
af et Ordsprog». Af denne Moder lærte
Andersen Nexø, at der er Udveje af enhver
Klemme.
Han er uenig med Ellen Key, naar hun har
kaldt det nittende Aarhundrede for Barnets
Aarhundrede — »en af de fagre Løgne,
Liberalismen i sin Glansperiode var saa rig paa».
Industrialismen gør Barnet til et
Udbytteob-jekt, siger han, »den maaler dets smaa
Kræfter i Forhold til den voksne Arbejders ud
fra rene og skære Profitsynspunkter og skyder
det ind bag Maskinen, hvor der er en Øre
at tjene paa det, bruger det til att slaa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
