Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
Elfelt
IV.
Man er tilbøjelig til at give Forlaget Ret,
naar det kalder Emil Bønnelyckes Roman
Lokomotivet spændende. Selvom
Fortællingen i Romanen ikke er videre interessant, er
»Lokomotivet» alligevel den bedste Roman,
Emil Bønnelycke endnu har skrevet. Den er
omhyggeligt komponeret, og selv om
Figurerne (som altid hos Bønnelycke) er unuancerede
— de er enten skurkagtige Forførere eller
englelige Pligtmennesker — er
»Lokomotivet» en virkelig Læseroman.
Replikerne er aabenbart det oprindelige i
Bogen, der sikkert er et omskrevet Skuespil.
De er naturlige og dramatiske. Romanen er
tydeligt selvbiografisk: en ung Månd ved
Jernbanerne forlader sin Stilling ved
Administrationen for at blive »Digter».
Karakteren er et helt Barometer for svingende
Sindstemninger: Svend Vestrup er en naiv
Romantiker og Poetist, han lider af Tragedie;
han er naiv, barnlig, ukritisk, jublende glad
og dødsensbedrøvet. Han »ejer Stof til en
slet Karakter»: »Grundstemningen,
Grundnaturen er ond, desperat, selvisk og
selvraa-dig ... pyh, jeg begynder at kende mig selv.
Kun Tilfældet tillader mig at være ’god’. Jeg
er god af Vanvare. Jeg er Overraskelsernes
Månd» ...
Det mest overraskende i Bogen er
imidlertid Emil Bønnelyckes forandrede Syn paa
Litteraturen som Kald og paa Digterens
aandelige Virksomhed. Den rolige, borgerlige
Lykke er mere værd end den Skinlykke, Ordene
rummer. Der er Selvbekendelse i dette
besynderlige Udbrud: »Litteraturens dundrende
Livsløgn, dens falske, sentimentale Profetier,
dens afskyelige, løgnagtige
Solstrålefortællinger, dens isnende Manér og forkalkede
Sjælsindhold — al dens dybt forargelige
Praleri med en Viden om Tilværelsen, der højst
burde være fremstillet som en sand, ydmyg
Formodning — al dens bundraadne
Verdensklogskab, der spillede virtuost paa et
Klaviatur af fortærsket, kynisk Aand —,
Selvforgudelse, Prål og Hovmod — hvad kendte
Svend til det? Ulykkeligvis kendte han det
ikke. Thi havde han kendt det, havde han
ingen Illusioner gjort sig om Litteraturen,
saa var han blevet Kontormand hele sit Liv.
I Stilhed, i Ydmyghed. Og fordømt en
kunstig, uærlig Verden ...»
Emil Bønnelycke holder Dommedag over
sin forvirrede Helt (og sig selv) ved at lade
Svend Vestrup bøde for sin Mangel paa
Ansvar og Pligtfølelse med Livet. Han dræbes
en Nat under Faderens Lokomotiv.
Romanen har alle Emil Bønnelyckes
Mangler og Fortrin: mange overflødige Ord, men
ogsaa en smuk lyrisk Patos, naar det gælder
at beskrive Jernbanens hemmelige Sjæl og
Folkenes haarde Disciplin. Hvis man vil se
»Lokomotivet» som Afslutning paa en
Udvikling, opdager man til sin Forbavselse, at
Emil Bønnelycke her har sat sit Gravmæle
over Ungdommens Ekspressionisme og den
første ansvarsløse Lyrik. Den borgerlige
Lykke, han foragtede, Hus, Børn, Gulvtæppe og
Klaver, har vist sig at indeholde Værdier,
som »Ild og Ungdoms» Digter ikke forstod
sig paa. Romanens Moral, den lidt for
letfattelige Søndagsprædiken om Religion,
Ægteskab, Retspleje og Samfundsproblemer, er
tydelig nok. Romanen er — for tusinde Gang
—• en Roman om Pligt og Ære og om
Kunstens Forbandelse; det er — for tusinde Gang
— Romanen om den romantiske Yngling, der
vantrives i det borgerlige Samfund. Men Emil
Bønnelycke giver Samfundet Ret. Svend
Vestrup er en ynkelig Werther i
Jernbaneuniform. Romanen er et Forsvar for det
ganske almindelige Menneske. En Roman om
Hverdagens lykkelige Pligt.
Emil Bønnelycke har givet sig Tid til at
udforme Skikkelserne lidt omhyggeligere end
han plejer — de forpinte Mennesker i
Administrationens sodede Labyrint, de stoute
Tjenestemænd, man skimter bag Maskinernes
Damp, og de unge Kvinder, Jenny og
Nicoline, Vestrup møder paa sin Vej. Man er vant
til, at Emil Bønnelycke ikke er saa konsekvent
i sin Argumentation; ogsaa her slaar og
klapper han paa een Gang og med samme Haand.
Men man mærker det ikke efterhaanden.
»Lokomotivet» er en »rigtig» Roman —
med de Fejl og de Fordele, der følger med
den dramatiske og moraliserende Roman.
VI.
Hvis man sætter Pris paa en gysende
Spøgelseshistorie, kan man læse Gunnar
Gun-narssons Roman Vikivaki med Udbytte. Det
er en Blanding af en romantisk
Verdensan-skuelsesroman — af den Slags E. T. A.
Hoffmann plejede at undfange i et musik- eller
ølberuset Øjeblik — og et moralsk Spøgeri.
Historien er, som »Udgiveren» af Jake
So-narsons Papier, Gunnar Gunnarsson, bemær-
548
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
