Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Ny dansk Prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Prosa
ker i sit lidt blomstrende, omstændelige
Forord, sær nok. Jake Sonarson har sandelig
oplevet adskillige, besynderlige Ting paa sin
ensomme Fjældgaard i Fokstad. Ganske vist
lyder det hele ikke mere usandsynligt — i vor
Aandemanertid — end saa meget andet, selv
om Handlingen er haarrejsende.
Gunnar Gunnarssons Roman rører ved
noget aktuelt i Tiden, fordi den er —
metafysisk. De skeptiske vil indrømme, at denne
Spøgelseshistorie i alt Fald er tip-top
moderne, med Radio, elektrisk Komfur og
Flyvemaskine, og den Naturmystik, man finder i
Romanen, hvor den er smukkest, dækker over
en smertefuld Erindring om Island med dets
graa Bjerge under blafrende Nordlys og
kolde Stjerner. Ingen kan som Gunnar
Gunnars-son skildre Ensomhedens isnende Øde i en
Prosa, der beruser og gynger som Vers. Bag
den romantiske Mystik ser man et Glimt af
Tingenes slumrende Liv; det er Romanens
Lyrik. Den er forøvrigt skrevet med Gunnar
Gunnarssons sædvanlige Rutine; den er
spændende, især efter at han med et Smil har
fralagt sig ethvert Ansvar for »det, der her skal
berettes».
Romanen er — som sin Titel »Vikivaki»,
— et snoet og kendingsfyldt Kvad om
Tilværelsens mystiske Kræfter. Jake Sonarson
bor ensomt paa sin mærkelige Beton- og
Fun-kisgaard i Fokstad. Han har, uden at vide
af det, bygget sit Hus ved en gammel
Kirkegaard, og en Nytaarsnat (undskyld: hin
Nytaarsnat), da de gamle Lurinstrumenter
gjalder ud af Radiotragten, tager de døde Fejl.
Er det Dommedag? De letter paa Gravstenen
og smutter af Jorden. Jake Sonarson maa
agere Vorherre og holde Dom over sine
»salige» : Sera Sigvalde, den strenge Matrone,
Torgerd, den sladrende Gudda, den lille,
blaa-øjede Asdis, den stædige Gisle, samt Gretter
den stærkes Hoved uden Krop og en navnløs
Krop uden Hoved ... Det gamle Fokstad er
blevet levende igen, og vi ser et besynderligt
Galleri af Mennesker og hører en Række
mærkelige Bekendelser om Synd og
Menneskeskæbner i Fortiden. Det er undertiden
ramt, lugter lidt af Sved, men lyser ogsaa af
Blod og Lidenskab. Et koldt Sus af Skæbne
stryger ind fra Nattemørket mod det
straalende oplyste Hus, hvor det »salige» Selskab er
forsamlet ved det hviddugede Bord med Vin
og Krystal ...
Det samlede Billede af Romanen er lidt
flakkende, selv om der siges mange kloge
Emil Bønnelycke.
Ting om menneskelig Svaghed og Usseldom
før og nu. Omkvædet synes at være: Ak,
Menneskenes Daarskab, er der ingen Ende
paa den ? Der er ligesom ikke Stof nok i dette
tilfældigt sammenløbne Menneskemateriale;
vi faar kun en Stikprøve nu og da. Dertil
kommer, at Romanen, selv om den har mange
smukke, lyriske Enkeltheder, er lidt for
pyntet med »Kendinger». Forfatteren synes selv
at være klar over det; han skriver et Sted:
»Med mine arme Udvalgte var der intet at
stille op i saa Henseende. Det stod mig fuldt
klart. Ikke det allerringeste! Overfor ethvert
Forsøg paa at anvende dem til et kunstnerisk
Formaal, vilde de simpelthen falde fra
hinanden uden anden Sammenhæng end det nøgne,
nødstedte Liv. Til Brug i en Bog vilde de
være komplet øde og ufrugtbare, som Heden
her omkring ...»
Det er lidt vanskeligt baade for Jake
Sonarson — og for Læseren —, naar han er i
Vildrede med sig selv: drømmer man, er man
død eller salig i levende Live? Der er en vis
Humor i Bogen, naar Fortid og Nutid mø-
549
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
