Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Ny dansk Lyrik. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ny dansk Ly rik
des ... det Land, hvor Hjertet bindes af
Fortidens Minder, og hvor Øjet glæder sig over
Skyens og Blæstens Gang Aaret om.
Allerede i Indledningsdigtet, »Høstlig
Strand» har man hele Landet og hele
Digteren. Og denne Tone holdes uforandret til
sidste Blad:
Landet der bag med dunkle Drag i Mulmet tætner sig
tykt,
sovner i Aftensuset uendeligt tungt og trygt
samlet under den Oldtidshøj, der samled den ældste
Bygd.
Bølgernes Brus og Blæstens Sus en Høstnat paa
Fædrenes Strand —
binder vei noget mere en hjemløs og hjemkær Månd,
en,’som søger ved Hav i Høst at finde det tabte Land?
Nogen spillende og rig Natur er K. L.
Kristensen ikke. Hans Lyrik er den ensommes
Krise. Efter mange Nederlag er han vendt
tilbage til Jorden, til det Sted, hvor
»Ensomheden suser Sjælen fuld» og »den rodløse
lyses i Køn og Kuld af Hjemstavn og Æt».
Som alle ensomme henter han sin digteriske
Styrke i Fortid og Natur. Hans Inspiration
begynder i det Øjeblik, hvor det »henrundne»
mødes med Døgnet. Han lever af at erindre
»levet Liv fra Old til nu».
Nogen smidig sproglig Begavelse er K. L.
Kristensen heller ikke; han nynner ikke, men
taler langsomt og tungt. Ofte bliver Verset
en Rebus af Koncentration, og Rytmen pines
af for mange i- eller u-Lyde (»Fynsk
Strand»). Meget er kun — hos ham saavel
som hos Gravlund — Musæumsopstillinger,
sirligt, malet, kært, men uden Liv, i alt Fald
for andre (»En gammel Præstegaard»). Men
det Omraade, han behersker, kender han
bedre end mange andre. Og den Oktav af
Klaviaturet, han helst spiller paa, giver til Tider
under hans følsomme Hænder en mørk Klage
fra sig, der faar os til at lytte, eller en stolt,
resignerende Melodi, der gør os stumme.
K. L. Kristensens Lyrik er en sund og
naturlig Reaktion mod megen letfærdig og
letbenet Asfaltlyrik fra de sidste Aar. Den
eiet mærkeligt og klogt Sortkunstblad med
Dybde og Rum i Landskabet, hvor Streg er
sat ved Streg med nænsom Kunst.
4-
Johannes Wulff er stadig i Udvikling.
Skulde jeg vælge den Digtsamling, jeg har
haft mest Hjertevarme og mest Glæde af i
Aar, blev det Fra Midnat til Dæmring.
Johannes Wulff er ikke Artist, men Dig-
Sigfred Pedersen.
ter; ikke blot Menneske, men et Menneske,
der vil være sin Tro og sin Tvivl bekendt.
Han giver ikke sin Tvivl Udtryk i nette
Strofer eller bekender sin Tro i kunstfærdige,
men forsigtige Vendinger.
»Fra Midnat til Dæmring» er en mere hel
Samling Vers end »Sange fra Jorden». Han
gør sig til Stormen gennem Skoven; han
kaster sig med Kys i Støvet for at anraabe Gud
om Barmhjertighed; han græder, han jubler,
han graaner og lysner. Johannes Wulff
nærmer sig mere og mere Salmen — Grundtvigs
og Brorsons Tungemaal. Naar han —• »Elsker
af Midnat og Skovenes susende Øde» —
digter om Natten med Torden og Gru, hvor
Mennesket kæmper med Gud paa et oprørt
Hav, alene med Tvivl og Død, ser man Ewald
med Skrivebrædtet over Sengen. Johannes
Wulff har samme naive Gemyt, for hvem det
ophøjede aldrig bliver komisk og det tragiske
aldrig tragisk nok.
Hans Salmer (»Dæmring», »Udve») er den
Stilhed efter Stormen, hvor Solen bryder
forjættende gennem Skyer og Vintermørke med
en gylden Is-Glød, og — man standser for at
hæve Armene og takke. Angsten i denne
Salme forvandler sig til en Hymne til Livet og
til en stille Hvisken, der indeholder en Trøst
for dem, der tror. Hans Gudsopfattelse er
absolut ikke precis, men gør det noget, naar
Ordene ikke mangler Kraft og Fortrøstning?
Som alle elegiske Naturer er han lige saa
ubetinget i sin Fortvivlelse som overstrøm-
159
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
