Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra Grundtvig til Pontoppidan. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Smerte. Hun har giftet sig med en Månd,
som alene tog hende for hendes Rigdom, og
derfor var det, han vilde og maatte bort.
»O, jeg har grædt som et Barn ■—. Jeg
føler nu en Tomhed i min hele Sjæl, der gjør
mig kold og ligegyldig; o kjære, kjære Edvard,
jeg ønsker i Grunden at jeg maatte døe! hvad
stort eller godt bliver der vei for mig i
Verden, at gjøre!»
Da han i Svendborg i Sommeren 1836
erfarer, at Edvard Collin just skal have
Bryllup med sin Jette, vender han tilbage til
sin Sorg og sine Lidelser og forudføler hele
sin Fremtid, med alle dens Savn: »jeg skal
blive ene, og maa blive det». Og da han i
Sommeren 1840 under sit Besøg paa
Herregaarden Glorup overværer en Koncert i Faaborg,
faar han Ægtemanden vist: »han var ikke
smuk! feed og lidt skaldet! — Erindringen
er igrunden meget liig med Ravperlerne,
gnider man paa dem, kommer den gamle
Duft!»
Hans tunge Sind giver sig ofte Udslag i
Brevene. En Dag finder følgende Udbrud
Vej til Collin: »Jeg føler mig saa slavisk
ned-kuet, at jeg selv ikke ret kan tale med Dem
ikke Ansigt til Ansigt kan udtale Dem min
Sorg; jeg elsker Dem som en Broder, o Gud
Edvard, og dog staaer De mig nu alt for høit
til at jeg tør og kan klynge mig til Dem, der
er opstaaet et Forhold mellem os, der gjør
mig saa usigelig bedrøvet, jeg føier altforvel
Øhlenschlægers Ord om mit underordnede
Forhold, jeg indseer nu tydeligt, hvor rigtigt
det var, at De ikke ifjor gav efter for mine
barnagtige Ytringer, at vi skulde sige ’Du’
til hinanden, som Venner pleie; jeg har ofte
grædt der over, sørget meer end De troer,
men nu indseer jeg nok, det passede sig ikke.»
Selvbevidsthed og Ydmyghed brydes i
disse Breve, der er saa typiske for Andersens
hele aandelige Indstilling i hans yngre Aar.
Men Humor kan ogsaa piple frem, som da
han under sit Ophold i Paris 1833 fortæller,
at »hvad mig angaaer, skal jeg være blevet
noget mere bleg, men see meget mere bestemt
ud, holde mig bedre end før og gjøre færre
Sving med Armene. Jeg har ogsaa faaet
mig et Par Sommer Buxer af simpelt graat
Lærred, (der her er bragt i Mode), og dem har
Skræderen skaaret saa ypperligt, at jeg med
eet har faaet baade Laar og Læge! der seer
man dog Formens evige Magie. Jeg har
ordenlig Fornøielse af at see paa mig selv,
bare man kunde see de Been hjemme, men
de ere ikke lange nok til at strække til
Danmark!»
Under sit Ophold i Rom 1833 erfarede
Andersen gennem Collin, at hans gamle
Moder var død i Odense: »Jeg kan ikke trøste
Dem, kjære Ven; den Tanke, at De bestandig
har været en god Søn, der i den nye Sphære,
De kom i, ikke forglemte sin gamle fattige
Moder, maa være meget trøstende for Dem.
Er der Intet af hendes Efterladenskaber —•
som formodentlig tilfalder Hospitalet —
[Stiftelsen »Doctors Boliger» i Odense], der kunde
have Affectionsværdie for Dem, Noget der
fra Deres Barndom kunde have Interesse for
Dem; jeg skal da søge at skaffe Dem det.»
I sin Dagbog (nu paa Det kgl. Bibliotek)
under 16. December 18331 skriver Andersen,
der allerede havde modtaget Dødsbudskabet
fra Edvard Collins Fader, Jonas Collin: »Der
var Brev fra den gamle Collin, min Moder
er død meldte det! Gud jeg takker Dig! var
mit første Udbrud, nu har hun Ende paa sin
Nød, som jeg ikke kunde hindre, men jeg kan
dog ikke ret vænne mig til den Tanke at være
saa ganske ene, uden en eneste, der ved
Blodets Baand maa elske mig!»
Brevvekslingens første Bind viser allerede
Andersen som den utrættelig rejsende — han
er ikke alene stadig paa Farten gennem
Sjælland, Fyen og Jylland paa Gæsteri, men
saasnart han har faaet offentlig
Understøttelse iler han Sydpaa. Den 10. November 1840
meddeler han fra Leipzig lykkelig og med
digterisk Begejstring Collin, at han har »i
Dag første Gang i mit Liv kjørt med
Dampvogn, 16 Miil i omtrent 3*/4 Time, jeg er ganske
henrykt, o havde dog De og alle der hjemme
været med! nu veed jeg hvad det er at flyve!
nu kjender jeg Trækfuglenes Flugt, eller
Skyens, naar den jager henover Jorden; o hvor
den ene By laae ved Siden af den anden! hvor
det nærmeste Agerland foer afsted, som det
surrende Rokkehjul! Jeg maa da sige, jeg
var gruelig angest for at gaae med
Dampvognen, men jeg vilde og seer De! det er det
forunderlige hos mig, som lader mig
overvinde min medfødte Frygtagtighed; jeg havde
den Følelse: Du kommer aldrig levende
derfra. Men da jeg var i Vognen og den brusede
afsted og intet Lufttryk generede, jeg var som
i min Stue og Træer og Mennesker fløi mig
forbi følte jeg mig vei! O de stakkels Kjørende,
de syntes at krybe, som Snegle! ... O, hvor
1 Citeret af H. Topsøe-Jensen i Kommentar V
Binds I Hefte af Udgaven. Pag. 49.
4SO
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
