Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Ny dansk prosa. Af Kjeld Elfelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kjeld
sidste Ende af Niels Rønnes »Forfald» er
uklar. Ogsaa fordi det ydre Milieu ikke er
kraftigt nok. Den Atmosfære, Personerne
ind-aander er undertiden for tynd, fordi Aase
Hansen sætter Pris paa Lyrik i sine
Beskrivelser. De tørre Kendsgerninger, der nu og
da meddeles, gør ikke Figuren som Type
tydeligere eller mere sandsynlig. Man slaar
sig til Taals med, at det ikke er noget ydre,
ikke Tiden, men en Konstruktionsfejl i
Sindet, der bliver hans — og Generationens—
Undergang. Med sine Svagheder i Stil og
Komposition er »Vraggods» en tiltalende og
energisk Bog. Der er noget velgørende ved
Forløftelsen. »Vraggods» vil grave dybere end
de fleste Romaner. Den er mere end
Stemning og Stjerner. Alene af den Grund opvejer
den adskillige kvindelige Romaner. Aase
Hansen har, synes man, mange Chancer i
Kapløbet.
Hulda Lütkens Roman: De uansvarlige, er
hverken hyggelig eller opbyggelig Læsning.
Det var længe siden, nogen skrev med saa
megen Gift, saa meget Had om den
menneskelige Natur. Romanen handler udelukkende om
Dumhed og Drift —■ den Drift, der hverken
overvindes af Tro eller Død. (Og det
mærkelige er, at Bogen er skrevet paa en religiøs
Forestilling: Kønsdrift er Synd.)
Skuepladsen er en Provinsby, hvor selv
det umulige synes at være muligt. — Hulda
Lütken hører ikke til de sandfærdige, men
hendes »Løgnagtighed» er aabenbart en Del
af hendes sjælelige Selvopholdelsesdrift. Hun
kunde sikkert hverken leve eller skrive uden
»Løgn». I Skildringen af det ustandselige
erotiske —- og kvindelige — Syndefald,
mærker man, at hun har et eller andet
Nederlag, der skal hævnes paa Kønnet. Derfor
»Løgnen».
Med Hensyn til Figuropfattelsen: hun
bliver — som saa mange andre Provinsdigtere —
let et Offer for det snurrige. Sørine f. Eks
— Byens Verseskriverske, Rivjern og
frisindet Seksualmoralist i én Person, —■ tager
sig altfor kuriøs ud i det sippede Provinshul.
Fedesen, der lever af at sælge »kultiverede»
Fisk, hører til i samme Skuffe. De »snurrige»
fordærver meget. De er Hamsun og for meget
Hamsun. Vi trænger ikke — som i hans
Tid — til Genier i Hverdagen, vi, der er mere
eller mindre forrykte allesammen.
Romanen om »de uansvarige» har mange
Usandsynligheder, mange »Løgnagtigheder»,
der gør den lidt overspændt paa sine Steder,
Elfelt
men man tilgiver Hulda Lütken, fordi det
ikke er kunstnerisk Ubehjælpsomhed. Det
er en Temperamentssag. Hun er for meget
Menneske. De Felj slutninger, man kunde
samle sammen under Læsningen, skyldes
ikke lyriske Tilbøjeligheder (Hulda Lütken
er den mindst lyriske af vore skrivende
Kvinder), men snarere en Afsky for
Menneskehedens Afkom. Men Stoffet er — i nogen
Grad -—• opfattet af et barnligt Sind, gennem
Erna, og det faar sin Renhed deraf.
Bogens Anklage (heller ikke noget ukendt)
mod den Indremission, der ødelægger Sjæle
og siden fralægger sig Ansvaret — som Titlen
siger —- er et Skrig i Mørket, et Raseri. Og
megen Larm svækker Hørelsen. Romanens
bedste Kunst er dens mange Kvinder (Sørine
gælder ikke), lidende, søgende, hjælpeløse
eller bestialske. Ingen kan som Hulda Lütken
afsløre Kvinden som Hundyret. Og ingen kan
skildre Dyd og Barnesind som hun. Erna
huskes. Det sidste Afsnit i Bogen, Barnet, der
handler om hende, er Romanens rigeste Del.
Vi er i renere Luft og faar mange Ting
revideret via det barnlige Sind. Alle disse
Kvinder er skildret i en kort, knap Stil, saa det
lyser af dem — selv om de er liderlige og
onde eller blot ængstelige.
Det centrale i Bogen er i øvrigt et primitivt
Ægteskabs Historie, gengivet med megen
Sans for det »naive» Sind og med megen
digterisk (og overtempereret) Harme mod
kristeligt Hykleri og indremissionsk
Snæversyn. Det er ikke meget i denne ægteskabelige
Udvikling, der er friskt og rent. Alt er
Elendighed og Angst for »Kønnet». Det er den
»uansvarlige» Tro, der bærer Ansvaret.
Letter den nogensinde Pligten for et Menneske?
Husmanden Einar lever ikke sammen med
sin Kone — en ny Barnefødsel vilde betyde
Døden. En Dag slaar Konens uægte Datter,
Agathe, sig ned i Huset. Manden ser langt
efter hende. Konen forstaar alt; Troen byder
hende at redde baade Manden og Datteren fra
Fortabelse; hun gaar til Manden, bliver
frugtsommelig og dør. Resten af Romanen
skildrer Mandens og Ernas Forfald. Han
taaler ikke det naive Barns Anklage. Hun
kender hans Forhold til Agathe. Skammen
overvælder ham. En Nat kvæler han Hundyret
Agathe og begaar Selvmord. Erna, hans
Datter, kommer i Huset hos Indremissionens
»sorte Koner» — og jages i Døden af
Uforstand og Tro. Ligesom Faderen. For Agathe
er Driften en Hævn, for Einar en Samvittig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
